Forældremødet i vuggestuen afslørede hvor mange danske traditioner, jeg stadig ikke er dus med

Julen er traditionernes tid, hvor man samles om alt det, man også samledes om sidste år og året før det. På den måde er der noget beroligende genkendeligt og forudsigeligt midt i al stressen og jaget om julegaverne og julearrangementerne.

Måske er det netop på grund af disse faste ritualer og traditioner, som julen jo udgør, at der udbryder ramaskrig på de sociale medier, når fjernsynsprogrammernes veteraner som Pyrus og Disney Sjov udgår fra sendefladen.

Jeg er ikke en af dem, som er vokset op med et bestemt tilhørsforhold til hverken Pyrus eller fredagsslik-fænomenet. Det er en del af den danske kulturarv – julekalender og snolder – som jeg dels har fået tillært mig hen ad vejen og dels har kæmpemæssige blinde vinkler i forhold til.

Sådan er det, når man kommer fra en anden kultur, fra et andet sprog og fra helt andre livsvilkår. Og ja, det lyder en anelse grandiost at koble ovenstående forudsætninger med en halvkedelig julekalender, men det er sådan nogle tanker jeg begynder at gøre mig nu, hvor jeg selv er blevet forælder og skal manøvrere i traditionernes julelandskab, som jeg stadig farer vild i.

Vi har lige været til forældremøde i vuggestuen, som mest af alt lyder som starten på en joke om speltsegmentet, men hvorom alting er, blev vi indført i de mange traditioner, der er i december måned. Der er alt fra en pakkekalender, som julemanden gemmer til en stribe julesange, som bliver sunget i bestemt rækkefølge. Og allerede der er jeg stået af.

Selv om jeg har gået i dansk folkeskole, dansk gymnasium og afsluttet en dansk universitetsuddannelse, så er der tonsvis af danske traditioner, som jeg ikke har fået med mig alene igennem skolevæsenet.

Mine forældre gjorde deres bedste for at min bror og jeg skulle leve et så veltilpasset liv, som muligt. Vi manglede ingenting og var samtidigt en integreret del af lokalsamfundet. Sport, SFO, danseopvisninger, fodboldturneringer, avisomdelinger og ungarbejdervagter i den lokale biograf.

Selv med et sæt velintegrerede forældre, kommer mit barn nok stadig til at opleve en snert af manglende indforståethed og filosofisk andethed

Hana Hasanbegović

Og alligevel var vi en smule på bar bund, når det skulle synges fællessang til Sankt Hans, når Lucia-optoget begyndte og selv den dag i dag kan jeg ikke finde ud af rækkefølgen på et stjerneskud, om så mit liv afhang af det.

Det var og er hverken traumatiserende eller stigmatiserende – højst lidt irriterende.

Men det er stadig påfaldende, hvor stor en betydning det har for den kollektive samhørighed, at referencerammerne overordnet er de samme.

Det er ofte de små ting i hverdagen, som giver kulturel kapital. Og når man er barn, er disse ting nærmest grænsende til bagateller. Det, som afgør, om man er inde i varmen eller ude i kulden er netop, om man kan hele teksten til en given sang eller om man har styr på henvisningerne til den danske filmskat (Matador, vi kommer aldrig til at lære hinanden at kende, fordi jeg altså både har Netflix og HBO ventende på mig).

Når nu man ikke kunne tage del i de historiske referencer, så kunne man i det mindste prøve at følge så godt med, som muligt, i det nye der skete. Og det kan jeg huske var en øvelse, som kunne få selvtilliden til at vokse tifold. Apropos julekalender, så var der ikke noget mere opløftende og selvrealiserende end at følge med i Krummernes Jul og i realtid lære sangene og referencerne. Så kan det godt være, at Krummerne i sig selv var selvreferentielle, men lad nu det ligge. Stella og Nova-sangen lærte jeg, trods alt.

Inklusion og tilhørsforhold er flygtige størrelser – og der skal flere generationer til, før man begynder at finder sig ordentligt til rette

Hana Hasanbegović

Tilbage står jeg i vuggestuen og tænker, at det er utroligt, at selv med et sæt velintegrerede forældre, kommer mit barn nok stadig til at opleve en snert af manglende indforståethed og den filosofiske andethed.

Bevares, det er på sin vis en skæbne, som er de fleste forundt: at vokse op i et veltilpasset og ressourcestærkt miljø, hvor man har to kulturer at trække på.

Men på den anden side vidner det også om, at inklusion og tilhørsforhold er nogle flygtige størrelser – og der skal flere generationer til, før man begynder at finder sig ordentligt til rette.

Og hvad med de familier, som ikke har haft de samme forholdsvis gunstige forudsætninger, som min har? Som har haft mindre kulturel kapital at trække på fra starten, og som har haft svært ved at navigere i en meget anderledes livsanskuelse?

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at den ofte ekstremt dikotomiske retorik fra højrefløjen, hvad udlændingedebatten angår – som anser assimilation for at være den eneste løsning – også er undergravende for integrationen. For assimilation indebærer netop kendskab til alle de sociale koder, og når det så viser sig, at man ikke har styr på dem, kan det ende i nederlag og fremmedgørelse.

Min pointe er måske hverken original eller omkalfatrende, men den er ikke desto mindre reel og håndgribelig: det tager tid at integrere sig. Det tager tid at høre til. Selv når man gerne vil det og arbejder aktivt på det.

Lederen på mit barns institution har lige sendt en lang mail rundt på engelsk, som anerkender de mange forskellige nationaliteter, der er at finde i børnehuset, samtidigt med, at han opremser alle de mange traditioner, som en typisk dansk familie har i julemåneden. Og tak for det.

Selv efter 30 år i Danmark er det rart med et overskueligt opslagsværk, som jeg kan orientere mig i – for drillenissen ligger i detaljen og den tager åbenbart flere generationer, at blive dus med.