Debat

Gammeldags sociale relationer bliver den vigtigste disruption i fremtiden

DEBAT: En Gallup-undersøgelse giver os et væsentligt indblik i, hvorfor nogle samfund, til trods for kritisable forhold, alligevel har en høj grad af tilfredshed og respekt mennesker imellem. Det bør vi lytte til.

ØJENKONTAKT: De gentagne debatter omkring vækst og digitalisering lægger et røgslør over svækkelsen af vores sociale relationer, skriver Jonathan Löw.
ØJENKONTAKT: De gentagne debatter omkring vækst og digitalisering lægger et røgslør over svækkelsen af vores sociale relationer, skriver Jonathan Löw.Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jonathan Løw
Iværksætter, foredragsholder og bestseller-forfatter

I disse år begejstres vi af nye teknologier som kunstig intelligens, blockchain, kryptovalutaer, Internet of Things med flere. Nogle hævder endda, at selve det politiske system og demokrati vil blive disrupted i de kommende år, og at Trumps succes med Twitter – eller Macron’s start-up lignende tiltag i Frankrig – er eksempler herpå.

Jeg er ikke utilbøjelig til at give dem ret i dele af teknologi-begejstringen samt anerkende de spændende kommunikationsperspektiver qua digitaliseringen, men trods min typiske nysgerrighed i forhold til nye teknologier så mener jeg faktisk, at vi i Danmark og i det politiske landskab savner noget så gammeldags som ægte, sociale og empatiske relationer.

For mig at se lægger de gentagne debatter omkring vækst, teknologisk transformation og digitalisering et røgslør over det egentlige problem i mange europæiske lande, herunder Danmark: svækkelsen af vores sociale relationer.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]
Søren J. Damm, debatredaktør.

Nye tankevækkende studier peger på, at det stigende digitale forbrug risikerer at ødelægge vores hjernes evne til empati.

Jonathan Løw

Da Facebook, Snapchat, Instagram og andre såkaldte sociale medier vandt indpas i løbet af det seneste årti, så betragtede vi dem som bud på at bringe mennesker og verden tættere sammen. Vi hyldede dem endda i forbindelse med det egyptiske forår, men det er som om, at stemningen er begyndt at vende.

Nye tankevækkende studier peger på, at det stigende digitale forbrug risikerer at ødelægge vores hjernes evne til empati, og samtidig viste et stort britisk studie for nyligt, at de unge hellere ville undvære de sociale medier, hvis de kunne.

Gallups undersøgelse viser, at især de latinamerikanske lande ligger i toppen i verden, og disse nationer er karakteriseret ved en ganske unik social ansvarlighed overfor ens nærmeste, ens familie og lokalsamfundet. 

Jonathan Løw

I forhold til det politiske Danmark så taler vi hele tiden om de gammelkendte dilemmaer i forhold til offentligt eller privat, vækst eller ikke vækst, skattelettelser eller velfærd. Paradokset er, at det måske hverken er i de nye teknologier, i digitaliseringen eller i de ideologiske grundkampe, at svaret på fremtidens sammenhængskraft og fællesskab ligger. Det ligger i noget så gammeldags som stærke sociale relationer uafhængigt af digitale hjælpemidler og uden skelen til klasse, religion eller etnicitet.

En ny global undersøgelse fra Gallup understreger denne pointe. Gallup har spurgt ikke mindre end 149.000 mennesker i 142 lande om deres hverdag. Studiet omhandler spørgsmål i forhold til positive og negative følelser, trivsel, tilfredshed, at føle sig godt behandlet og respekteret og så videre.

I Gallups globale studie placerer Danmark sig på en 14. plads, mens det mest tankevækkende er, at landene i den absolutte top inkluderer Paraguay, Costa Rica, Ecuador, Chile, Colombia med flere. Ikke just de lande, vi normalt fremhæver som inspirationskilder, når det kommer til at skabe et innovativt og lykkeligt samfund.

Det er klart, at man her må skelne imellem de politiske styresystemer, landene benytter sig af, og så folkenes tilfredshed med livet. Jeg mener ikke, at den omfattende undersøgelse kan bruges til at hævde, at vi af den grund skal have tvivlsomme demokratiske systemer eller en vis grad af korruption som vores ideal. Der er bestemt demokratiske og sociale problemer i disse lande, men vi bør lytte til den læring, der ligger i disse samfunds unikke sociale relationer og fællesskaber.

Som professor Bent Greve fra RUC udtaler til MetroXpress, så ”viser denne type undersøgelser vigtigheden af sociale relationer for graden af velvære i et samfund. Det understreger, at god samfundsudvikling ikke kun handler om at bygge infrastruktur, men om at opbygge og varetage de sociale strukturer, som også betyder noget for et godt liv.”

Gallups undersøgelse viser, at især de latinamerikanske lande ligger i toppen i verden, og disse nationer er karakteriseret ved en ganske unik social ansvarlighed overfor ens nærmeste, ens familie og lokalsamfundet. Det vil sige, at man tager sig af dem, som befinder sig i ens landsby og lokalsamfund, fordi man føler, at man er én stor familie. Ikke fordi de har et bestemt ophav, en bestemt religion eller en bestemt status.

Som iværksætter og teknologifan kan jeg kun blive påvirket af dette. Jeg konkluderer ikke dermed, at de nye teknologier ikke er spændende. Det er de. Det er også uomtvisteligt, at digitaliseringen kommer til at få betydning for hele vores samfund og formentlig også for både det politiske og demokratiske arbejde. Jeg negligerer heller ikke, at vi har brug for, at dansk erhvervsliv fortsat trives.

Men ovenstående punkter, som er mainstream-budskaberne i dansk politik, må ikke blive et røgslør for at undlade at tale om at styrke noget, der hverken er offentligt eller privat, eller kan løses igennem nye sociale teknologier eller medier – nemlig vores lydhørhed, forståelse, empati og følelsen af ansvar overfor hinanden.

Sådanne stærke sociale relationer kan ikke ligeså let opgøres som et BNP, men Gallups undersøgelse har givet os et væsentligt indblik i, hvorfor nogle samfund, til trods for mange kritisable forhold, alligevel har en høj grad af tilfredshed og respekt menneskene imellem. Det kan vi lære af. Det bør vi lytte nøje til.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jonathan Løw

Iværksætter, foredragsholder, stifter, Listen Louder
bachelor i dansk og kommunikation (Aarhus Uni 2001)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024