Holstein: Helveg var ikke bange for folket

”Vent lidt. Før vi går i gang med interviewet, bliver vi nødt til lige at kigge på mit korrespondance-skakparti mod ambassadøren i Tanzania.”

Niels Helveg Petersen havde netop taget imod i Udenrigsministeriet og var meget engageret i sit stofområde. Men skakken skulle jo også have sin tid. Og partiet mod ambassadøren var kommet ind i en kritisk fase, så her skulle lige investeres 20 minutter først. 

Episoden er på mange måder typisk for den tidligere radikale leder og udenrigsminister Niels Helveg Petersen, der døde lørdag.

For Niels Helveg var en sammensat person. Han havde både en meget formel, nærmest lidt introvert side, og samtidig en legende, lidt drenget tilgang til livet. Hans politiske hverv blev i høj grad taget alvorligt, men der skulle også være tid til skak, bridge og fodbold. Selv som en ophængt topminister.

Mestrede alle facetter
Som en ordentlig skakspiller mestrede Niels Helveg både det taktiske og strategiske niveau i politik. Efter murens fald benyttede han lejligheden til markant at flytte sit parti i udenrigspolitikken, og som radikal leder var det ham, der afgjorde, om den politiske vægtskål skulle lande til den ene eller anden side i mere end et årti.

Niels Helveg var et sindbillede på pragmatisme og manøvreevne. Hans politiske profil var ikke skarpt skåret, men han var en mester i at fastholde Radikale Venstre i den attraktive rolle som midterparti. 

Det var en position, der i et kvart århundrede – fra 1968-93 – gav partiet indflydelse langt over, hvad mandaterne berettigede til. En position, Radikale i dag kun kan drømme sig længselsfuldt tilbage til.

Tabte troen på S
Ser man på Niels Helvegs Petersen rolle som kongemager og det parlamentariske spils mester, er der især tre fikspunkter, man bør hæfte sig ved. 

Første episode er fra 1982, hvor Niels Helveg til sidst tabte tålmodigheden med socialdemokraterne, som han ikke længere troede, kunne genoprette dansk økonomi.

Radikale havde understøttet svage socialdemokratiske regeringer gennem 70'erne, men da Helveg i 1982 vendte tomlen nedad, gav Anker Jørgensen (S) op og overdrog magten til den konservative leder Poul Schlüter uden et valg. Helvegs sideskift flyttede regeringsmagten i mere end et årti.

I det parlamentariske game befandt Niels Helveg Petersen sig som en fisk i vandet. Han elskede at manøvrere bag kulisserne. Niels Helveg var aldrig den store agitator eller folketribun, men han var fuldstændig sublim til at lægge planer, der gav hans parti maksimal indflydelse.

Taktisk mestertræk
Den anden centrale episode er fra de langstrakte regeringsforhandlinger efter valget i 1988. Niels Helvegs rolle har her været underbelyst, men forløbet demonstrerede om noget hans taktiske evner.

Efter 17 år uden ministerposter var Helveg optaget af at få Radikale i regering igen. Schlüter kunne på sin side se en fordel af at få afmonteret det sikkerhedspolitiske flertal uden om regeringen, et flertal, Radikale var en del af. 

Efter adskillige omveje endte dronningerunderne med, at Radikale Venstre blev optaget i en VKR-regering på bekostning af Schlüters hidtidige regeringspartnere CD og Kristeligt Folkeparti. Niels Helveg ville ikke dele regeringsmagten med hele fire andre partier, så CD og de kristelige måtte ud. Helveg blev selv økonomiminister i VKR-regeringen.

Meget tyder på, at dronningerunderne var et spil for galleriet, og at der allerede på valgaftenen i 1988 var en forståelse mellem Niels Helveg og den konservative ledelse om, hvordan det hele skulle ende. Men at begge parter havde brug for mellemspillet til at retfærdiggøre den nye alliance.

Det var barsk og kynisk, men også parlamentarisk taktik af høj klasse.   

Overdreven rolle
Tredje episode er til gengæld overbelyst.

Det er Niels Helvegs berømte møde med den daværende socialdemokratiske næstformand Poul Nyrup Rasmussen, hvor Helveg opmuntrede Nyrup til at tage opgøret med sin egen formand Svend Auken (S).  

Det er ubestrideligt, at forholdet mellem Helveg og Auken var dårligt, og at det var medvirkende til, at Radikale ikke ville støtte Auken som statsminister. Men Helveg stod ikke alene med sin skepsis: Andre centrale radikale politikere som Marianne Jelved og Lone Dybkjær delte Helvegs skepsis over for Svend Auken, som de ikke følte, de kunne stole på.

Helvegs åbenmundede beretning om mødet skabte betydelig vrede hos Nyrup, der blev stillet i et meget tvivlsomt lys. Men det faktum, at Helveg selv fortalte historien, understreger en pudsig dobbelthed i hans karakter: Niels Helveg var selvironisk og uhøjtidelig – og på samme tid særdeles opsat på at understrege sin egen position som kongemager.

Mens Helvegs rolle i 1988 således er undervurderet, er hans indflydelse på det socialdemokratiske formandsskifte overvurderet.

Nato-modstand pakket ned
Som udenrigsminister i årene 1993-2000 blomstrede Helveg for alvor op. Det var nu Marianne Jelved, der var partiets leder, men Helveg var drivende i en dramatisk ændring af den radikale udenrigspolitik i de år.

Efter Sovjetunionens opløsning blev partiets Nato-modstand pakket helt ned, og Helveg blev ligefrem fortaler for en mere aktivistisk udenrigspolitik. Dermed blev de radikale mere spilbare på udenrigs- og forsvarspolitikken, hvor Nato-modstanden havde skilt dem fra de andre regeringsbærende partier.

Også europapolitikken ændrede sig, og Radikale Venstre blev efterhånden Folketingets mest EU-positive parti. 

Flere folkeafstemninger
Niels Helveg Petersens periode som radikal leder lå før, værdipolitikken erobrede dagsordenen. Og i modsætning til efterfølgeren Marianne Jelved var det aldrig det område, han interesserede sig mest for. 

Det var den økonomiske politik og udenrigspolitikken, der var hans favoritområder. Plus et felt, der adskilte ham markant fra de fleste af sine partifæller: Niels Helveg ønskede en grundlovsrevision og adgang til flere folkeafstemninger. 

Mens begejstringen for folkeafstemninger er yderst begrænset i Radikale Venstre, så Niels Helveg folkeafstemninger som et vigtigt demokratisk redskab. Da han tilbage i 90'erne blev spurgt, om han også kunne forestille sig en folkeafstemning om udlændingepolitikken, svarede Niels Helveg prosaisk:

”Hvorfor ikke? Jeg er ikke så bange for folket.” 

Med hans bortgang har dansk politik mistet en af sine gamle kæmper, der til det sidste var optaget af, hvordan man kunne udvikle folkestyret.