Jarl Cordua: Venstre vejrer morgenluft

Folketingsvalget 2019 har længe lignet en endestation for Lars Løkke Rasmussens statsministerkarriere.

”Bedetæpperne” har i et stykke tid været vendt mod Mette Frederiksen, hvor hele det politisk organiserede Danmark og det private erhvervsliv har indregnet i deres forventninger, at de næste fire år bliver med en socialdemokratisk statsminister.

Det er ikke mærkeligt, for Frederiksen er absolut favorit. I al fald hvis man kigger på målingerne, hvor det kan være tæt i procenter, men sjældent i mandater. Og slet ikke hvis man tager de nordatlantiske mandater og Nye Borgerliges bebudede kamikaze-stunt med i beregningen.

Alligevel bør man nok være forsigtig med på forhånd at udelukke en overraskelse. Og alle bør huske på, at Lars Løkke Rasmussen i hele sit politiske liv er blevet undervurderet af alle for så at slutte stærkere end andre eller simpelthen bare at have heldet med sig. Det var det, der skete i 2015, hvor hans eget parti fik en kæmpe lussing af vælgerne, mens fremgang til DF og LA alligevel sikrede et blåt flertal til sidst.

Målingerne har i øvrigt ganske længe været ret stabile. Det er også svært at pege på et parti, der har et momentum, hvor vælgerne synes, at det er her, festen er, og der vil de også være med. Det, man på meningsmålings-amerikansk kalder for en ”bandwagon-effekt”. Så hvad kan bringe vælgerne i pludselig bevægelse?

Her kunne man pege på selve valgudskrivelsen. Sidst i 2015 så man et pludseligt og markant ryk i målingerne umiddelbart efter valgudskrivelsen til fordel for Helle Thorning-Schmidt, som længe havde været dømt håbløst bagud. Få dage efter stod det helt lige mellem blokkene. Jeg forventer et lignende scenario.

Løkke bør være bekymret over, at han ikke ligger højere, når det gælder sundhedspolitik og udlændingepolitik. Det hænger måske sammen med, at Løkkes personlige popularitet fortsat skraber bunden.

Jarl Cordua

Vi ved fra tidligere, at tvivlende vælgere og førstegangsvælgere har en tendens til at favorisere den siddende regering. Det er ikke det samme, som at det sker denne gang.

Regeringen har én vigtig faktor med sig: Det går godt i Danmark. I al fald økonomisk og beskæftigelsesmæssigt. Spørgsmålet er, om det resultat vil vinde tvivlende vælgere over. Det har Venstre naturligvis øje for i deres kommunikation frem mod valget.

Omvendt så er økonomi og beskæftigelse ikke på samme måde som tidligere på vælgernes dagsorden. I stedet er miljø og klima rykket op sammen med klassikere som sundhed og velfærd.

Netop på sundhedsområdet skulle man tro, at Lars Løkke Rasmussen havde et kort at spille over for Mette Frederiksen, men en Gallup-måling viste for nylig, at blandt alle 11 partiledere mente dobbelt så mange vælgere (20 procent), at S-lederen var bedst, når det gælder politikområder som velfærd, sundhed og ikke mindst udlændinge sammenlignet med Lars Løkke, der i alle tre tilfælde havde opbakning fra 10 procent.

Nu vil de fleste socialdemokrater altid bakke op om deres leder, ligesom Venstres vælgere bakker op om deres. Men henset til, at S ligger på 27 procent i målingerne og Venstre på cirka 19 procent, så er det ikke imponerende cifre for partilederne.

Især Løkke bør være bekymret over, at han ikke ligger højere, når det gælder sundhedspolitik og udlændingepolitik. Det hænger måske sammen med, at Løkkes personlige popularitet fortsat skraber bunden.

Til gengæld viser en anden måling fra Norstat i denne uge, at Mette Frederiksen var omtrent lige så lidt populær som Lars Løkke. 27 procent, det vil sige omtrent dem, som stemmer på S, foretrækker hende som statsminister, mens 25 procent foretrækker Lars Løkke. 

Mest markant er, at Frederiksen har taget et ordentlig dyk fra 32 procent i juni i år. Det må give anledning til bekymring i S-lejren, at der åbenbart er så lidt begejstring for S-formanden så tæt på valgkampen. I øvrigt foretrækker 31 procent en tredje kandidat som statsminister, og 18 procent ved ikke, hvem de foretrækker af de to. Det er en måling, som omvendt giver Venstrefolkene et rygstød; at Løkke for første gang i rum tid kan spille næsten lige op med Frederiksen, hvad angår popularitet.

En finanslov med DF ventes på trapperne i løbet af indeværende uge. Det vil alt andet lige gavne regeringen, hvis den sidste akt i modsætning til sidste års falde-på halen-komedie udspiller sig, uden at vælgerne bliver bekræftet i et indtryk af, at regeringen og dets parlamentariske grundlag, DF, stadig lever med hinanden, som var de hund og kat.

Indtil videre har forhandlingerne faktisk været ret udramatiske. DF har bjæffet lidt nu og da. LA har til gengæld lignet nogen, der har slugt et helt glas med valium-tabletter. Men samlet set er dramaet udeblevet.

Det kan dog nå at ske, hvis det passer ind i Kristian Thulesen Dahls plan. At det er ham, der bestemmer, blev understreget af finansordfører René Christensen, som sagde at man var 95 procent i mål, men at man skal være 100 procent, ellers risikerede DF-forhandlerne at blive ”underkendt”.

Det er næppe DF's hunde- eller katteordfører, den reinkarnerede indianerdreng eller andre fra folketingsgruppen, som finder på at underkende Peter Skaarup og René Christensen. Det gør Thulesen Dahl til gengæld, hvis ikke han er tilfreds.

Det erfarede DF's medieforhandlere i sommer, da chefen, selv efter at en aftale var indgået, pludselig krævede hele FM4-kanalen (i dag Radio24syv) til Aarhus. Nu kommer forhandlingsresultaterne ikke som et chok for Thulesen Dahl, da han har været orienteret løbende hele tiden.

I år ser man eksempelvis, at DF gør en del ud af at forklare offentligheden, at man kæmper for lidt ekstra penge til provinsens gymnasier og ikke mindst pensionisterne. Men det, som alle vil måle DF's resultat på, er, hvad der kommer til at ske med hjemsendelse af flygtninge og bestræbelserne på at sætte en kæp i hjulet, for at flygtninge, hvis de bare er her længe nok, bliver indvandrere.

Bliver det hårdt og effektivt nok til, at DF troværdigt kan hævde, at man nu har fået et såkaldt ”paradigmeskift”? Det vil blive studeret intenst.

Indtil videre venter man på, at Thulesen Dahl indfinder sig til finalen. Desværre for DF's bestræbelser på effektiv selviscenesættelse har tv-stationerne holdt sig noget tilbage med at vise glasdørsbilleder ved indgangen til Finansministeriet. Det har ellers ikke skortet på invitationerne.

Et samlet blåt hold vil under alle omstændigheder gavne Løkkes muligheder for at blive genvalgt. Tirsdag udskød sundhedsminister Ellen Trane regeringens forslag til en sundhedsreform til januar. Det var ellers ventet, at forslaget ville blive præsenteret her i december. Det betyder, at forhandlingerne først kommer i gang i januar, og der kan snildt gå flere uger, før regeringen når i mål med en aftale om en sundhedsreform med DF. Herefter ligger det ligefor at udskrive valget til afholdelse engang i marts.

Med en aftale om en ny sundhedsreform vil blokken endnu en gang stå samlet, og flere vælgere vil alt andet lige tro på, at blå blok kan samarbejde. Også efter et valg. En sundhedsreform vil indeholde flere ressourcer til sundhedsvæsenet, og derfor ligner den også et potentielt rygstød til regeringen og blå blok.

Valgkampens komme ses i øvrigt også ved, at Socialdemokraterne på nettet kører benhårdt på at stemple Venstres finansminister og statsministeren som hovedsansvarlige for Skats kollaps.

Som vanligt har tidligere S-finansminister Mogens Lykketoft intet haft imod at agere brandskib for sit parti, og han bliver nu sendt ned ad floden med et budskab om, at Venstre-ministrenes ”massakre” på skattesystemet har været det værste ”angreb”, ja, en ”forbrydelse mod velfærdssamfundet i mange år”.

Venstrefolkene har samtidig reageret med et modangreb på S for at have stået til og fyret folk i Skat i de år, hvor man har været ved magten og i øvrigt for at løbe fra ansvaret.

Denne tvekamp om fortællingen om ansvaret for Skats nedsmeltning kommer til at fylde en del i valgkampen. Her er det også interessant, at det er Venstres absolutte topfigurer, som står direkte i skudlinjen, mens socialdemokraternes folk i sagen i dag er bipersoner i dansk politik. Det betyder naturligvis, at Venstre er mest sårbar i den diskussion. Formentlig var det netop resultatet af den kolde kalkule, S-strategerne foretog, før de tidligere i år opsagde borgfreden på området.

Som flere politiske aftaler med regeringen falder på plads, og valget rykker tættere på, så spejder flere og flere iagttagere også efter, hvor DF egentlig har tænkt sig at placere sig i valgkampen mellem S og regeringen.

Kan Thulesen Dahl fastholde sin brede koalition af socialdemokratisk-sindede og borgerligt-sindede forenet i modstand mod flygtninge og indvandrere og frygt for islam, samtidig med at det er lidt uklart, hvilken blok man vil samarbejde med efter valget? Og hvad med idéen om regeringsdeltagelse, som DF gerne giver indtryk af, at man har aktuelle ambitioner om? Giver det mening, at Danmarks næststørste parti stiller med en finansminister, uden at partiet kommer med eksempelvis et finanslovsoplæg eller præsenterer en sammenhængende økonomisk politik for landet?

Med statsministerens kategoriske melding om, at han aldrig vil stå i spidsen for en regering, der har dansk udmeldelse af EU på programmet og derfor blankt afviser en dansk folkeafstemning om spørgsmålet, så sætter Løkke DF under pres. For hvad skal Thulesen Dahl så bede om, der kan retfærdiggøre, at han og hans parti efter et valg indtræder i en regering, der i øvrigt intet afgørende vil ændre på dansk EU-politik?

Det ligner et forsøg fra Løkke på at fortælle borgerlige vælgere, at der ingen borgerlig regering bliver, uden at Venstre sidder for bordenden, og at Thulesen Dahl næppe er så interesseret i regeringsansvaret, som han ellers gerne giver udtryk for.

----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.