Lars Struwe: Vi har været alt for længe om at tage Putin alvorligt

Putin anså dengang en udvidelse af Nato som en trussel mod Rusland. Det skyldes, at han aldrig har forstået, at Nato er en defensiv alliance, der optager stater, der selv ønsker at blive optaget. Stater, der er blevet delt eller besat af Rusland, er ikke særligt begejstrede for at stå alene over for Rusland. Det har historien vist Polen, Estland, Letland, Litauen og Finland.

På stats-tv havde Putin i april 2005 meddelt, at Sovjetunionen sammenbrud var den største katastrofe i det 20. århundrede. I en artikel fra juli 2021 argumenterer Putin for, at Rusland, Ukraine og Belarus er et. De tre stater stammer fra det gamle Rus, og Rus blev grundlagt i Kyiv. Artiklen blev Putins historiske argument for at ville samle Rusland igen.

Man kan – og bør – diskutere, hvor langt Putin vil gå. Er ambitionen en genskabelse af zartidens grænser? Eller det lidt mere beskedne Sovjetunionen? Den russiske ny-imperialisme – eller kolonialisme – bygger på tanken om at genskabe det tabte. Spørgsmålet er så, om Rusland har ressourcerne.

Russisk nationalisme

Mouritzen kommer med eksemplet om, hvor langt Putin vil gå, fordi politikere har talt om, at Putin minder om Hitler.

Rusland og Putin har, skriver Mouritzen: "Ingen universel ideologi (socialisme, liberalisme eller racisme), som Hitler havde". Det er helt korrekt, men Rusland har en stærk nationalisme. Dette har inspireret særligt store dele af højrefløjen i en række europæiske stater og i USA. Netop fordi Putin ikke har en nøglefærdig ideologi, taler han til mange forskellige grupperinger i vesten og kan udnytte deres utilfredshed.

Vi har været alt, alt for lang tid om at tage Putin alvorligt.

Lars Bangert Struwe
Generalsekretær, Atlantsammenslutningen

Det virker mærkeligt, at Mouritzen tilsyneladende skal fortælles os alle, at der ingen grund er til at være bekymret over Rusland. Det er i hans optik Natos skyld, at Ukraine er blevet angrebet. 

Mouritzen mener, at Natos overvejelser om Ukraines mulighed for at indtræde i Nato har været den udløsende faktor. Det skete i 2008 – altså tre år efter Putins beklagelse over Sovjetunionens sammenbrud og et år efter Putins tale i München.

I 2014 udtalte Putin: "Mens vi respekterer andres interesser, ønsker vi blot, at der tages hensyn til vores egne interesser, og at vores position respekteres." Det skete på et møde i Valdai Discussion Club.

Disse tanker om interesser og en deling af verden kom til direkte udtryk i et russisk forslag i december 2021 om, at man skulle rulle Nato-udvidelserne tilbage til 1997, fjerne Nato-styrker og forbyde Ukraines optagelse i Nato.

Der skulle skabes en række bufferstater imellem Rusland og Vesten. På trods af, at disse stater ikke ønskede at være bufferstater, men selvstændige demokratiske stater uden for russisk kontrol.

McCarthyisme 2.0

Til sidst angriber Mouritzen politikerne og offentlighed for McCarthyisme – en forfølgelse af anderledestænkende, som det skete i 1950'erne USA.

Den historiske analogi holder lige så lidt som analogien til Den Kolde Krig. For vestlig politik er ikke præget af "russofobi" eller koldkrigere. Snarere har vi været alt, alt for lang tid om at tage Putin alvorligt.

Læser man, hvad Putin selv skriver og siger, så er man ikke tvivl – der er virkelig god grund til at være dybt bekymrede over, hvad Rusland vil i fremtiden, og der er virkelig god grund til at investere i et forsvar, som kan afskrække Rusland.

Vi har i 30 år afrustet – og afrustet for meget. Nu skal vi sikre vores velfærdssamfund ved investering i sikkerhed.