Overblik: Sådan modtages regeringens digitaliseringsstrategi i erhvervslivet
Der er ros, men også flere tidsler i regeringens nye digitaliseringsstrategi. Det er dommen i dansk erhvervsliv. Altinget giver dig en overflyvning over, hvordan den storstilede strategi er blevet modtaget.
Christoffer Lund-Hansen
ErhvervsredaktørEn pulje til styrkelse af virksomheders forsvar mod cyberangreb, automatisk erhvervsrapportering, et SMV-venligt udbudssystem samt en styrkelse af Datatilsynet.
Det er blot et lille udpluk af de 61 initiativer, som skaber regeringens digitaliseringsstrategi, der torsdag er blevet præsenteret.
"Med Digitaliseringsstrategien vil vi sikre et mere digitalt Danmark. Vi skal investere i digital omstilling til SMV’erne og mere eksport af grønne digitale løsninger til verden så vores virksomheder kan være konkurrencedygtige og skabe gode job til gavn for velfærden," lyder det fra erhvervsminister Simon Kollerup (S) i forbindelse med lanceringen.
De 61 initiativer estimeres samlet at koste over 2,1 milliarder kroner over de kommende fem år, så hvordan mener dansk erhvervsliv, at de penge er blevet prioriteret?
I landets største erhvervsorganisationen, DI, uddeler topchef Lars Sandahl Sørensen generelt roser til startegien.
Han hæfter særligt ved, at regeringen foreslår at lette de administrative byrder for SMV'er for 3 milliarder kroner.
"Det er en rigtig god ide," lyder det fra Lars Sandahl Sørensen, der selv har siddet med i digitaliseringspartnerskabet, som har leveret anbefalinger til regeringen forud for udarbejdelsen af strategien.
Blandt de konkrete løsninger, som er tiltænkt til at gøre livet lettere for landets SMV'er, fremhæver DI-bossen det nyudviklede system 'MinVirksomhed', som leverer automatiske indberetninger fra virksomhederne til det offentlige.