Rød blok kræver svar om klimanøl

KLIMAPLAN II: Regeringen skal nu forholde sig til de økonomiske omkostninger ved manglende klimahandlingsplan, lyder det fra oppositionen. S klar med §20-spørgsmål.
Rød blok vil vide, hvor meget klima- og energiminister Lykke Friis (V) mener, at det har kostet det danske samfund at vente på klimahandlingsplanen.
Rød blok vil vide, hvor meget klima- og energiminister Lykke Friis (V) mener, at det har kostet det danske samfund at vente på klimahandlingsplanen.Foto: www.sermitsiaq.ag
Hjalte T. H. Kragesteen

Klima- og energiminister Lykke Friis (V) skal forklare de store omkostninger ved manglende klimahandlingsplan. Det mener rød blok, mens regeringspartneren De Konservative kalder regeringen økonomisk uansvarlig. Venstre afviser kritikken.

Reaktionen kommer i kølvandet på, at Altinget | Energi & Klima har bragt en artikel om, at to års venten på handling koster det danske samfund mellem 15 og 20 milliarder kroner - læs artiklen her.

"Vi har nu sort på hvidt, hvad det koster os, at vi skal blive ved med at vente på regeringens handlingsplan," siger Socialdemokraternes energiordfører, Ole Hækkerup, der nu vil stille §20-spørgsmål til klima- og energiministeren på baggrund af beregningerne fra energieksperterne.

Ole Hækkerup mener, at regeringen bør redegøre for, hvad den selv mener, at ventetiden koster, og hvad den agter at gøre ved det.

Vi kan hele tiden blive bedre, men at vi ikke gør nok på området er jeg ikke enig i. Og i det kommende udspil vil der være fokus på energibesparelser.

Lars Christian Lilleholt (V)
Energiordfører

Også Radikale kalder på handling.

"Det er overaskende store tal, må man sige. Det er jo ikke for sjov, at vi har efterspurgt regeringens klimaplan meget længe. Der er væsentlige besparelser i at begynde omstillingen nu," siger klima- og energiordfører Margrethe Vestager.

Økonomisk uansvarligt
Oppositionen bruger beregningerne til at sætte spørgsmålstegn ved regeringens økonomiske ansvarlighed. De Konservative er enige.

"Det her er økonomisk uansvarligt," siger energiordfører Jørgen Lundsgaard (K), der dog mener, at det ikke er regeringens ansvar alene.

Han retter således også kritik mod Ingeniørforeningen Danmarks klimaplan - som beregningerne tager udgangspunkt i. Han mener således ikke, at den viser, hvordan man finder kapitalen til investeringerne.

Ifølge SF er problemet netop, at regeringen fokuserer for meget på investeringerne her og nu, når det kommer til energiområdet.

"Regeringen kan på det her område kun se, hvad investeringerne koster, men de kan ikke se gevinsterne," siger energi- og klimaordfører Anne Grete Holmsgaard.

Radikale vil derimod bruge beregningerne til at aflive myter.

"Det her hænger ikke sammen med økonomisk ansvarlighed. Det er jo en af de mest udbredte myter i dansk politik, at bare fordi vi har en borgerlig regering, at så er der styr på pengene," siger Margrethe Vestager.

Et foregangsland
Venstre afviser derimod kritikken og henviser til, at Danmark historisk set har klaret sig godt.

"Vi er et foregangsland på det her område. I 40 år har vi haft et uændret forbrug af energi, samtidig med at der har været BNP-vækst på 80 procent. Så vi er det land i Europa, der er længst fremme på det her område," siger Venstres energiordfører, Lars Christian Lilleholt, som dog ikke mener, at det betyder, at man bare kan hvile på laurbærrene.

"Vi kan hele tiden blive bedre, men at vi ikke gør nok på området er jeg ikke enig i. Og i det kommende udspil vil der være fokus på energibesparelser," siger han.

Kræver forklaring
Men det dæmper ikke oppositionen, som mener, at de voldsomme tal bør undersøges til bunds. Partierne i rød blok giver alle udtryk for, at regeringen bliver nødt til at svare på, om de deler opfattelsen af, at manglende klimahandling koster det danske samfund mange milliarder.

"Det er vigtigt at få klarlagt, hvad det egentlig koster danskerne, at vi venter på regeringen," siger Ole Hækkerup, der bakkes op af Margrethe Vestager.

"Jeg har meget stor tiltro til det arbejde, som Ingeniørforeningen Danmark laver. Nu vil vi bede regeringen om at forholde sig til de her tal, for det kan være, det giver stof til eftertanke," siger hun.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ole Hækkerup

Administrerende direktør, Dansk Ejendomsmæglerforening
cand.scient.pol. (Københavns Uni.)

Lykke Friis

Direktør, Tænketanken Europa, præsident, Kræftens Bekæmpelse, formand, Det Europæiske Råd for Udenrigsrelationer (ECFR)
master i europæiske studier (London. 1992), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1993), ph.d. (Københavns Uni. 1997)

Margrethe Vestager

Ledende næstformand, EU-Kommissionen, kommissær for konkurrence, formand for Kommissærgruppen om et 'Europa Klar til den Digitale Tidsalder', fhv. minister, politisk leder & MF (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1993)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024