Rud Pedersen udvider med PR-firma

UDVIDET: En af PA-branchens tunge drenge udvider sin forretning i Danmark. I spidsen for et nyt PR-firma står direktør Morten Lintrup, der blandt andet har Frej Elbæk og Sten Kristensen med på sit nye hold.

Emma Qvirin Holst

Rud Pedersen vil ikke længere blot være en markant spiller på public affairs-markedet.

Koncernen vil nu også gøre sit indtog på public relations-området.

“Nu synes vi, at tiden er kommet til også at levere PR-ydelser. Men det bliver et selvstændigt datterselskab, som kommer til at hedde King Street PR,” siger Morten Rud Pedersen, der er stifter af Rud Pedersen.

For halvandet år åbnede Rud Pedersen sit første PR-firma i Sverige, og nu er turen kommet til Danmark, hvor det nye PR-firma startede op 1. august. Det er det sjette selskab i Rud Pedersen-koncernen, der foruden King Street PR Sverige har fire nationale PA-bureauer i Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Tanken bag King Street PR er, at Rud Pedersens eksisterende kunder skal have mulighed for at supplere Rud Pedersens tjenester med nogle PR-ydelser, som de i dag kan være nødt til at købe et andet sted.

“Der er tit et behov fra kundernes side for også at købe strategiske kommunikations-tjenester, det kan være medietræning og lignende, som ligger ved siden af det, vi normalt betegner som public affairs. Og nu byder vi ind på at kunne løse den opgave for vores kunder,” siger Morten Rud Pedersen

Stærkt, selvstændigt PR-bureau
Morten Rud Pedersen har ikke selv nogen konkret rolle i det nye selskab, hvor det er Morten Lintrup, der sidder i direktørstolen. Han har tidligere stået bag PR-bureauet Another Communication, hvor han blandt andet har lavet PR-opgaver for Lockheed Martin, der producerer de kampfly, Folketinget i juni besluttede at købe.

Den nye direktør forventer, at King Street PR kan få positioneret sig som en stærk partner til Rud Pedersen, men samtidig som et stærkt selvstændigt PR-bureau.

“Det er forhåbningen, at vi får sat en pæl i jorden fra starten af, så man tænker, at vi både kan tilbyde noget, der supplerer Rud Pedersens kunder, og vi samtidig har vores egne kunder ved siden af, der benytter os uafhængigt af Rud Pedersen,” siger Morten Lintrup.

Morten Lintrup er partner i det nye selskab sammen med Frej Elbæk Schjeldal, der tidligere har haft sit eget firma og blandt andet arbejdet med digital strategi. Sten Kristensen er også ny partner, og han har tidligere været særlig rådgiver for Bjarne Corydon i Finansministeriet.

Derudover består det nye hold også af Camilla Gudman Dam, der tidligere har været PR-konsulent hos Another Communication.

“Vi regner med, at vi kan tilbyde nogle meget stærke seniorkompetencer og en meget varieret seniorkompetence i forhold til mange bureauer. Tre af os har ydet PR-ydelser i rigtig mange år fra mange forskellige sider,” siger Morten Lintrup om sit nye hold.

Han tilføjer, at det i den sidste ende handler om personer, når en PR-virksomhed skal have succes.

“Så vi har gjort os umage med at sætte det rigtige hold til at starte med," siger han.

Rud Pedersen A/S havde i 2015 en egenkapital på 3.617.836 danske kroner og et overskud på 2,8 millioner.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Rud Pedersen

Stifter, Rud Pedersen Public Affairs, formand, Dansk Skoleskak
stud.scient.pol. (Aarhus Uni.)

Sten Kristensen

Presse- og kommunikationschef, Finansministeriet
journalist

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024