Alternativet tog et opgør med festkulturen i partiet. Nu drikker de Fernet Branca og spiller Slayer med vælgerne

Alternativet inviterede til vælgermøde med Slayer og Fernet Branca. Altinget tog med for at opklare, hvorfor et parti med en broget festhistorie igen inviterer til fest. Og hvad et amerikansk thrash metal-band har med dansk politik at gøre.

Foto: Frederik Gjersen Hansen
Frederik Gjersen HansenSøren Dahl

På Vesterbro-beværtningen Märkbar er Jan Kristoffersen i færd med at give et nummer på sin luftguitar.

"Ja tak, mand," brøler han med tungen halvvejs ude af munden, mens der brager hurtige toner ud gennem barens højtalere.

Kristoffersen er spidskandidat i Københavns Storkreds for Alternativet og har inviteret vælgere til 'Slayer og Fernet Branca-event'.

Alternativet har tidligere haft et opgør med partiets festkultur. Så kan man være et seriøst politisk parti og samtidig invitere vælgere på bitre shots og metalmusik?

Det spørgsmål er Altinget taget i byen for at finde svaret på. Og for at høre alternativisterne, om de har lært af fortidens udfordringer med en løssluppen festkultur.

"Der skal være plads til liv. Hvis man vil gøre tingene for sorte, så bliver det hurtigt til depression og vrede. Og det er ikke sundt for nogen – hverken for kloden eller klimaet,” siger Jan Kristoffersen efter sin solooptræden. 

Klokken præcis 17.30 overtager partiet barens jackstick og sætter Slayers “Reign in Blood” på anlægget.

Et af thrash metallens absolutte hovedværker, som med en længde på blot 28 minutter umiddelbart egner sig godt til netværksarrangementer for travle typer, der også har andet på programmet.

Godt 40 mennesker er mødt op for at drikke bitre shots, høre metal, og muligvis også forstå den dybere politiske mening med partiets valgplakat med det korte, men kontante budskab: 

Vi er over to nu, forhelvede!

Alternativet-vælger

“Spil noget med Slayer!”

Inden det lykkes at spørge ind til kampagnen, rejser partiets spidskandidat i Københavns Storkreds, Jan Kristoffersen, sig op på sin barstol:

“Når man står og kigger på dansk politik, så kan det være som at stå til en røvsyg koncert, hvor man har lyst til at råbe: 'Spil noget med Slayer!'," siger han, inden han forklarer videre:

“Når folk råber, at der skal spilles noget med Slayer, så er det ikke, fordi det skal være højere og hurtigere. Det skal være bedre.”

Fakta: Reign in Blood

Slayers album Reign in Blood blev udgivet i 1986, og betragtes bredt som et af de vigtigste album i thrash-metal genren.

Albummet blev udgivet på pladeselskabet Def Jam, og er produceret af Rick Rubin, der ellers traditionelt havde produceret for hiphop-kunstnere.

Reign in Bloods udgivelse var omgivet af en del kontrovers på grund af albummets første nummer, Angel Of Death, der omhandler nazi-kirurgen Josef Mengeles forsøg på mennesker.

For første gang i to år er Alternativet med 2,4 procent i Epinions seneste meningsmåling over spærregrænsen. Eller som en fremmødt kvinde, udstyret med en halv liter fadøl og et shot Fernet Branca, udbasunerer:

“Vi er over to nu, forhelvede!"

Opgør med festkultur

I 2015 bragede Alternativet ind i Folketinget som sjettestørste parti med ni mandater. En politisk sejr, der var “crazy”, som partiets daværende leder, Uffe Elbæk, fremstammede det på valgnatten.

Når folk råber, at der skal spilles noget med Slayer, så er det ikke, fordi det skal være højere og hurtigere. Det skal være bedre.

Jan Kristoffersen (Å)
Spidskandidat, Københavns Storkreds

Et år efter partiets ankomst på Christiansborg kunne man se Elbæk føre an til fællesdans ved partiets årsmøde. Men det var langtfra alle, der var med på de forbudte trin.

Efterfølgende fulgte en tumultarisk periode, hvor krænkelsessager tvang partiet til et opgør med den “festkultur”, der prægede det alternative projekt i sin begyndelse.

Tiden efter kanonvalget i 2015 var ligeledes præget af personopgør og en nedtur, der kulminerede, da Uffe Elbæk i 2020 trak sig som politisk leder.

Josephine Fock tog over trods stor modstand, og efterfølgende meldte fire ud af partiets fem folketingsmedlemmer sig ud af partiet, inden Fock trak sig i november 2020 efter blot ni måneder på posten.

“God tale, mand”

Nu er partiet tilbage over spærregrænsen, Uffe Elbæk er tilbage i Alternativet og fortiden for en stund overdøvet af guitarriff og hæs vokal fra 1986.

Partistifteren er dog ikke at finde til fredagens metal-møde.

Han er i Aarhus for at føre kampagne med Torsten Gejl, der siden valget i 2019 har ageret Alternativets enmandshær i Folketinget.

Heller ikke partiets politiske leder Franciska Rosenkilde er blandt de fremmødte. Hun er angiveligt optaget til et andet musikalsk-politisk arrangement på Dronning Louises Bro.

Fadet med Fernet Branca blev hurtigt tømt af de fremmødte, og fyldt op igen af det venlige barpersonale.
Fadet med Fernet Branca blev hurtigt tømt af de fremmødte, og fyldt op igen af det venlige barpersonale.
Foto: Frederik Gjersen Hansen

Med referencen til Slayer er Jan Kristoffersen altså sendt i byen for at sætte fokus på, at der skal ske noget mere i dansk politik.

Alternativet er før blevet beskyldt for, at tingene er blevet lidt for fjollede. Risikerer I ikke, at vælgerne står af på det her Slayer-arrangement?

“Det kan godt være. Men jeg har det også sådan, at vi skal passe på ikke at være alt for depressive. Der skal være plads til at have det sjovt," svarer han.

Hvor tænker du, der konkret kan “spilles noget med Slayer” i dansk politik?

“På klimapolitikken, hundrede procent. For det er ligesom at være til en koncert, hvor alt går for langsomt. Tingene er jo, at der ikke er nogen reelle CO2-reduktioner,” siger Jan Kristoffersen.

“Det er fandeme godt, det her. God tale, mand,” indskyder en ældre herre under interviewet.

“De lavthængende frugter som for eksempel at reducere kødproduktionen har man politisk ikke turdet tage hul på,” siger Jan Kristoffersen.

Bedre end penis-billeder

På fortovet ude foran Märkbar tager Danny Pedersen, byrådskandidat for Alternativet i Roskilde, en metal- og cigaretpause.

Han medgiver, at dagens vælgermøde hører til de mere, ja, alternative af slagsen.

Vi har en tradition med at spille musik til vores årsmøder. Nogle gange er det gospelkor, i dag hører vi metal. Det hjælper os med at huske på, at vi er mennesker, så det hele ikke drukner i partiprogrammer og strategier.

Danny Pedersen
Byrådskandidat, Roskilde

“Men det ligger også i vores DNA, og det skal vi ikke skamme os over,” mener Danny Pedersen.

“Vi har en tradition med at spille musik til vores årsmøder. Nogle gange er det gospelkor, i dag hører vi metal. Det hjælper os med at huske på, at vi er mennesker, så det hele ikke drukner i partiprogrammer og strategier,” tilføjer han.

Han mener ikke, at klimaområdet er det eneste sted, der har brug for en gang politisk dobbeltpedal.

“Der er brug for mere retfærdighed og flere rettigheder til borgerne i mødet med systemet. Det gælder både de ledige, der sidder fast på jobcentrene eller borgere, der har brug for hjælp til eksempelvis psykiske problemer,”.

“Der skal en helt anden takt og tone til end i dag, hvor det virker til, at myndighederne kan slippe afsted med det meste. Der skal Alternativet være med til at sætte en ny politisk retning” mener Danny Pedersen.

Byrådskandidaten anerkender, at der er en risiko for, at dagens arrangement og “Spil Noget Med Slayer”-plakaten kan puste til det image af manglende seriøsitet der til tider har klæbet til Alternativet. 

Læs også

“Men det er også med til at vise, at vi er et mangfoldigt parti. Jeg tænker, at det er væsentligt mindre klovnet at spille metal i en halv time, end det er at udstille penisser på Centralhjørnet, eller hvad man tidligere har fundet på,” siger han. 

Nu hører i Slayer i dag. Er der et band eller et album, du hellere ville høre, eller som siger mere om Alternativets politik?

“Ah, Reign in Blood er jo et formidabelt album. Men jeg har en stor forkærlighed for Skunk Anasie (britisk metalband, red.), så det må jeg se, om jeg kan få sat på anlægget,” griner Danny Pedersen, inden han forsvinder ind ad døren til Märkbars lokale, hvor der stadig bliver spillet noget med Slayer.

Rettelse 18/10 15.15: Det fremgik tidligere af en sætning i artiklens indledning, at det omtalte Slayer-album hedder Reign Of Blood. Det korrekte navn er selvfølgelig Reign in Blood. Altinget beklager fejlen. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Uffe Elbæk

Forfatter, fhv. kulturminister (R) og politidk leder og MF (ALT)
Socialpædagog (Peter Sabroe Seminariet 1982)

Franciska Rosenkilde

MF, politisk leder (ALT)
cand.scient.geo. (Københavns Uni. 2015), BA i Sundhed og Ernæring (Metropol Suhrs, 2010)

Torsten Gejl

MF, politisk ordfører (ALT)
journalistkursus (Frontløberne 1989), kaospilot (KaosPiloterne 1993)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024