Ida Auken ser spøgelser i fordømmelsen af muslimsk lærer

Håndtrykket er en fin dansk tradition, som jeg selv bruger, men der er helt ærligt andre måder at vise respekt i mødet med en anden. Utallige gange har muslimske kvinder varmt og venligt hilst på mig med deres hånd på deres hjerte.

At gøre den slags til et problem er at udføre symbolpolitisk muslimbashing.

Desværre er det efterhånden blevet normen hos for stor en del af den socialdemokratiske folketingsgruppe. Frederik Vad Nielsen, den tidligere DSU-formand, høster ros fra partitoppen for sin mistænkeliggørelse af muslimer.

Med sin såkaldte 'tredje erkendelse' i udlændingepolitikken er banen kridtet op. Selv dem, der tager en uddannelse og får arbejde i 'en statslig styrelse' eller på 'et nordsjællandsk apotek', kan man, ifølge Frederik Vad Nielsen, ikke stole på.

Hvorfor er socialdemokrater blevet så støjbergske og kjærsgaardske i deres retorik?

David Trads

Ida Auken bakker op:

"Min oplevelse bekræfter, hvad Socialdemokratiets integrationsordfører, Frederik Vad, har kaldt den tredje erkendelse, nemlig at der naturligvis er et meget stort integrationspotentiale i at få mennesker i arbejde og give dem en uddannelse. Men desværre er en lang videregående uddannelse og et job ikke nogen garanti for god integration."

Hvorfor denne evige mistænkeliggørelse? Tænk hvor ondt det gør på alle de danske muslimer, der slider og slæber med alle typer af uddannelser og alle typer af job, at skulle høre på den slags.

SOSU-assistenter, taxa-chauffører, farmaceuter, jurister. Hvorfor er socialdemokrater blevet så støjbergske og kjærsgaardske i deres retorik?

Svend Auken, som jo var Ida Aukens onkel, plejede at sige, at de politikere, som flest folk holdt mest af, var karakteriseret af to stærke karaktertræk: kompetente og sympatiske. Nogle var ingen af delene, nogle var en af delene, og nogle få var begge dele.

Da Socialdemokratiet var stort, udstrålede partiet i reglen begge træk. Derfor bakkede en tredjedel af danskerne op.

Da Mette Frederiksen op til valget i 2019 skiftede partiets udlændingepolitik, skete det med et stort udspil, der præcist signalerede både kompetence og empati.

Udspillet havde tre komponenter: udlændinge (antal betyder noget); integration (vi kan godt); og udvikling (invester i de lande, folk flygter fra). Det var hårdt og blødt. Der var også håb.

Man mærkede, at det var Dan Jørgensen, der havde udarbejdet politikken. Mange kunne se sig i det.

Hold op med kun at lede efter grøfter, der kan graves dybere. Led i stedet efter broer, som kan bygges.

David Trads

Den nuværende linje er alt for rå. Det er kun hårdt mod hårdt. Alle, der forsøger at mildne budskabet, er naive idioter. Det gælder givet også mig.

I EP-valgkampen trak partitoppen også udlændingekortet. I en tretrinsraket angreb først Kaare Dybvad Bek, så Mette Frederiksen og endelig Christel Schaldemose brutalt SF for at være slappe på udlændingepolitik. Som en boomerang ramte det Socialdemokratiet lige i solar plexus.

De vælgere, der traditionelt tilhører den progressive, socialdemokratiske venstrefløj (engang kaldet 'Auken-fløjen', selvsagt efter Svend Auken, ikke Ida Auken), blev mindet om, at de ikke bryder sig om den nuværende S-kurs.

Kaare Dybvad Beks, Mette Frederiksens og Christel Schaldemoses angreb førte endnu flere vælgere over til SF.

Resultatet er, at 'Lille S', som mange hånligt har kaldt SF, nu er blevet til 'Store S'. Alle dem, der godt ved, at det ikke er måden, man hilser på, der afgør, hvem man er, gider ikke Socialdemokratiet.

For Socialdemokratiet bør vælgerlussingen mane til besindighed.

Hold op med kun at lede efter grøfter, der kan graves dybere. Led i stedet efter broer, som kan bygges – også når det er svært.

Giv folk, ikke mindst de unge danske muslimer, et håb om og en tro på, at også de har alle chancer for at få succes.

Svend Auken forstod den slags. Derfor var han så inspirerende.