Wammens dystre scenarier er gode nyheder for de borgerlige

Kontrasten kunne næppe være større. For et halvt år siden stod finansminister Nicolai Wammen med et finanslovsudspil under armen, der præsenterede danskerne for en økonomi i buldrende højkonjunktur.

Hvis der overhovedet var et problem, var det, om der var hænder nok til at oppebære væksten. Sidste mandag stod han der så igen, Wammen, og med Ruslands krig i Ukraine som bagtæppe var udsigterne med ét forvandlet til dystre scenarier.

”Det her kommer til at betyde højere inflation, lavere vækst, og det kommer også til at ramme os på beskæftigelsen,” sagde Wammen.

Bortset fra stor statsgæld angav Wammen tre af de fire apokalyptiske ryttere fra 1970'ernes økonomiske krise (inflation, lavvækst og arbejdsløshed), og dermed gjorde han det også klart, at den afgørende politiske debat frem mod et valg begynder at skifte karakter.

Coronafortællingen om den stærke, beskyttende stat og den handlekraftige statsminister er med andre ord suspenderet den her gang. Nu handler det om, hvad Lars Rohde gør i den danske nationalbank og Christine Lagarde i ECB.

I Finansministeriets afdæmpede sprog formuleres det således, at ”den aktuelle udvikling minder om oliekriserne i 1970’erne, der begyndte som et udbudschok, da OPEC-landene skar ned for olieproduktionen. Det førte til både stagnation og stigende inflation (stagflation)”.

Dybden og omfanget af de økonomiske konsekvenser af Ukrainekrigen bliver afgørende, og det samme gør kampen om fortællingen om den økonomiske krise.

Og på et kritisk punkt er Wammen og Mette Frederiksen særskilt udfordret: der er ikke ret meget regeringen selv kan gøre.

Taler man med kilder i regeringen, står det klart, at man gerne vil rammesætte Ukrainekrigen generelt og den medfølgende økonomiske tilbagegang i særdeleshed som endnu en krise, der kalder på statsministeren som krisemanager, sådan som vi lærte hende at kende under corona.