Forfatter svarer igen: Det er et demokratisk problem, hvis vi ikke kan diskutere Kongehusets nazi-forbindelser

Fremhævelse af fortrængt viden

Han må mene, hvad han vil, men kæden hopper af, når forskeren tillægger mig frit opdigtede synspunkter. For eksempel  at det danske kongehus generelt var nazistiske sympatisører.

Man må undre sig. Hvad får en seniorforsker fra Rigsarkivet til at fordreje ord og indhold og bevæge sig på kanten af løgn og latin for at få opmærksomhed?

Alle kneb gælder tilsyneladende.

Steen Andersens debatform har heldigvis ikke lukket ned for et stadig mere vedholdende ønske om et nyt og kritisk syn på Danmark i 1930'erne, hvor vi skridt for skridt nærmede os en europæisk tragedie.

Det er det, min bog handler om. Jeg kalder den en tilføjelse til historien.

Det er for alvor et demokratisk problem, hvis vi ikke i fuld åbenhed kan diskutere og stille spørgsmål om vores lands historie – også selvom det føles ubehageligt.

Peter Kramer
Forfatter

Den fremhæver viden, vi havde, men har fortrængt, har glemt eller har valgt at se bort fra. Blandt andet om kongehuset.

Der er mange eksempler. Kongeskibet Dannebrogs besøg i Hitlers Tyskland i 1933. Kongefamiliens mange rejser til operafestspillene i Bayreuth på trods af international boykot.

Venskabet med Winifred Wagner, Hitlers veninde. Kongeparrets hyldest i Aarhus og København til den nazistiske propagandist Leni Riefenstahl.

Kronprinsparrets triumftog som Görings æresgæster i 1937. Og selvfølgelig: Kong Christian den tiendes møder med Adolf Hitler.

Et demokratisk problem

"Ridser i lakken – kongehusets forbindelser til Hitlers Tyskland" er en samling eksempler på de danske forbindelser til Tyskland i den mest dramatiske periode i Europas historie.

"Vi anede det ikke," lyder utallige beskeder, jeg har fået siden min bog udkom. Eller: "Det ville vi gerne have vidst."

Bogen stiller spørgsmålet: Gik Kongehuset og det toneangivende Danmark for langt i tilpasningen til Hitler og hans nye Tyskland?

Steen Andersen mener, at "det er et demokratisk problem, når ahistoriske fortællinger fanger folks opmærksomhed," som han skrev om min bog.

"Ahistorisk" er et akademisk skældsord – det værste – om en fortælling, som han mener er helt uden viden om den historiske virkelighed.

Til gengæld skorter det ikke på viden hos Steen Andersen selv, må man forstå.

Han har i de senere år optrådt som ekspert på en lang række områder: Kolonihistorie, militærhistorie, Østeuropa, Cuba, Nato, EU, hjemmeværnet, kongehuset, besættelsestiden og nu altså også tiden fra 1933 til 1940.

Måske nogen skulle advare ham, før han pludselig står med fødderne solidt plantet i den blå luft.

Jeg mener omvendt, at det for alvor er et demokratisk problem, hvis vi ikke i fuld åbenhed kan diskutere og stille spørgsmål om vores lands historie – også selvom det føles ubehageligt.

Der er med rette skrevet og talt meget om besættelsestiden, mens tilpasningen til Tyskland i de syv år frem til 9. april 1940 har fået meget mindre opmærksomhed.

Steen Andersen og company har afgjort sagen: Staunings regering ville for alt i verden undgå, at Danmark blev anset som fjende af Tyskland med risiko for at miste Sønderjylland.

Hvad kongehuset foretog sig i årene frem til besættelsen skete derfor på Udenrigsministeriets ordre. Det var "blødt diplomati" og "pligtopgaver," mener Steen Andersen, som dermed anser sagen for uddebatteret. Der er ikke mere at snakke om.

Jeg er – ikke overraskende – uenig.

Næsten uden undtagelse bliver kongehusets mange rejser i Tyskland forbigået i de utallige erindringsbøger om tiden før besættelsen.

Peter Kramer
Forfatter

Oplysningerne indgår ikke i historiebøgerne

Oplysningerne i "Ridser i lakken - Kongehusets forbindelser til Hitlers Tyskland" er ikke nye afsløringer.

Tværtimod er de hentet ud af samtidens danske og europæiske aviser, suppleret med materiale fra danske, tyske og amerikanske arkiver.

Blandt andet stammer en stribe spektakulære fotos fra Hermann Görings fotomappe i kongresbiblioteket i Washington.

Problemet er, at de fleste af oplysningerne ikke indgår i de danske historiebøger.

"Vi finder det måske ubehageligt at se danske kongelige i dette selskab, men i samtiden gavnede det Udenrigsministeriets arbejdsbetingelser i Berlin," skriver Steen Andersen på Altinget.

Uden at forklare hvorfor han og hans kolleger så ikke har fortalt om det? Og tillige: Hvorfor har kongehusets medlemmer ikke selv fortalt om de ubehagelige opgaver?

Næsten uden undtagelse bliver kongehusets mange rejser i Tyskland forbigået i de utallige erindringsbøger om tiden før besættelsen.

Den eneste med en vis åbenhjertighed er arveprins Knud, der i sine erindringer skrev om kongehusets holdning til Tyskland i 1930'erne: "Det var i disse år, Adolf Hitler rørte så stærkt på sig – men han artede sig jo så nogenlunde til at begynde med."

Tja. 100 koncentrationslejre blev etableret i 1933 og fyldt. Udskillelsen af jøder af det tyske samfund begyndte omgående, og jødelovene blev gennemført to år senere.

Den brutale politiske undertrykkelse blev effektueret straks. Og så kom krigen.

Med "Ridser i lakken - Kongehusets forbindelser til Hitlers Tyskland" har jeg fremlagt en stribe oplysninger, der bestemt ikke indgår i den almindelige fortælling om kongehuset og Danmark i 1930'erne.

Jeg kalder det en tilføjelse til historien, fordi det efter min mening er en demokratisk pligt at diskutere vores fælles historie, inklusiv det danske kongehus.

Det er ikke Steen Andersen og company der ejer sandheden. Det er ikke historikerne, der ejer vores historie.