VU-profil: Politikerne er selv skyld i, at vi ikke får nok børn

Politikerne starter det forkerte sted med forslag om skattedifferentiering til forældre og fradrag for barn nummer to og tre. 

Incitamenterne bliver smidt ind i ligningen som lokkedue for de turtelduer, der aldrig fandt hinanden. Det politiske problem, der skal løses nu, hvor fødselsraterne er for lave til, at Danmark er selvforsynende med arbejdskraft i fremtiden, er skabt af politik, som har lukket mødestederne, hvor unge mennesker alle dage er blevet venner og kærester.

Men det er ikke en af fortidens fodfejl. Det sker simultant. Med den ene hånd drejer vi nøglen om på alle de sociale fællesskaber, fordi det åbenbart først er et problem, at unge menneskers møder med hinanden falmer, når vi kan se det på fødselsraterne.

Unge mennesker har aldrig bollet så lidt, som vi gør i dag. Vi sidder derhjemme. Alene.

Sofie Mosgaard (VU)
Studerende

Flere gymnasier strammer alkoholpolitikken og lukker festen tidligere, eleverne skal ankomme ædru, og med det forsvinder forfesterne, som samler klassefællesskabet. Universiteterne overtager planlægningen af rusturen og introugen fra de studenterforeninger, der alle dage har varetaget opgaven.

Der bliver sparet på det sociale, og i frygt for at nogen har dårlige oplevelser, så foretrækker universiteterne, at der ikke er nogen oplevelser overhovedet. Med den anden hånd fylder politikerne så jord i det hul, som man selv har gravet. 

Unge mennesker har aldrig bollet så lidt, som vi gør i dag. Vi sidder derhjemme. Alene. Og vi boller hverken for sjov eller for at lave børn. Den ældrebyrde, som vi skal sætte børn i verden for at passe på, fik langt mere på den dumme, end vi selv gør.

Der er meget få ting, vi ikke må. Problemet er, at vi ikke har lyst. Min generation er opdraget som borgere i Pisa-testens vælde. Vi er vokset op bag trygge knækhvide vægge, hvor Halfdans ABC hang side om side med madpyramiden, og hvor licensnyhederne flimrede i baggrunden med forbandelser over unges alkoholkultur. 

Samtidig passer forældreskabet ikke ind i de skabeloner, som vi alle dage har lært at udfylde. Vi har lært at gå i skole for at få gode karakterer og ikke for at lære noget.

Når hele vores eksistens har været på formel fra politisk side, og målene har været defineret i forvejen, er det ikke en overraskelse at unge mennesker fravælger det, som har værdi i sig selv. Det er først i voksenlivet, at vi nu skal lære selv at placere værdien i de ting, vi laver.

Indtil da har den opgave været outsourcet. Det har konsekvenser at igangsætte en topstyret rengøring i borgernes liv, hvor det kun er facit, som står skinnende tilbage, og hvor man fjerner alt det, som synes ligegyldigt.

Det er nemlig alt det ligegyldige, som har værdi i sig selv. Børn, øl, fisse og hornmusik falder i samme kategori på den front. Vi engagerer os ikke i det, fordi vi skal præstere og konkurrere eller have karakterer, men fordi vi bare har lyst, og det er netop lysten som motivation, vores samfund langsomt har taget fra os.

Det bliver et problem nu, fordi den samme stræben efter helheder, hygge og fællesskaber, som får os til at drikke øl og tage sabbatår er den samme drift, der får os til at stifte familie.

Det er de velafrettede, og dem som motiveres af ros, flotte karakterblade og stjerneklistermærker, som sejrer i vores system, og nu er det de velafrettede, som falder på børneværelsets kampplads.

Man kan nemlig ikke brillere som forældre, og man kan ikke være den bedste. Forældreskabet kan ikke måles og vejes, og det er det eneste sprog, som min generation har lært at tale.

Det er først, når vi skal have børn, at vi for første gang skal mærke efter og finde motivationen i noget andet end stjerneklistermærkerne.  

Sofie Mosgaard (VU)
Studerende

De egenrådige, dem som finder værdien i alt det ligegyldige, og dem der drikker en øl mere til skamme for produktiviteten og til gavn for hyggen, de dyrkes ikke, når den offentlige opdragelse kun har øje for udefrakommende målsætninger.

Det er først, når vi skal have børn, at vi for første gang skal mærke efter og finde motivationen i noget andet end stjerneklistermærkerne.

En refleks, som staten har gjort sig umage for at vende os af med, fordi den filosofi der sejrer i det statslige Danmark, bunder i kontrol, forudsigelighed og god gammeldags risikoaversion: Hvor intet vover, intet vælter, og man må ikke slå et større brød op, end man kan bage, og man må ikke bide over mere, end man kan tygge. Speltboller naturligvis. En filosofi man ikke ligefrem bliver skruk af.

Nu er det politikernes opgave at kontrollere sig ud af danskernes nyopståede behov for ydre grænser, regler og mål, som er vokset ud af den selv samme kontrol.

Den indre motivation, drifterne og stræben efter det ligegyldige døde da regelstaten ankom. Det er "hønen eller ægget," og nu lægges der altså for få æg.

Hvem kunne have forudset, at børn, der hænger sig i velfærdsstatens skørter, også ville blive hængende som voksne?