Vi er nødt til at tage presset på familien alvorligt

Mens den politiske interesse for familiernes vilkår har været der ganske længe, er etableringen af holdbare løsninger udeblevet. Det er gennem tiden blevet diskuteret, om forældre med små børn kan arbejde færre timer, og om man kan etablere gode vilkår for hjemmepasning, og i 2007 kom Familie- og arbejdsmarkedskommissionen med 31 forslag til forbedringer af familiernes vilkår.

Ingen af disse vakte dog politisk genklang. Tid med familien er og bliver et forhold, der er optil den enkelte familie at finde løsninger på.

Et er dog familier som ovenstående, der har fleksibiliteten til at tilrettelægge hverdagen, så børn og forældre får tid sammen. Noget andet er de familier, der ikke har mulighed for fleksibilitet i familielivets favør.

Forældres samvittighed er dårlig, når børnene ikke trives.

Anja Marschall og Sine Penthin Grumløse

Her fortæller en anden mor, hvordan hendes arbejde på treholdsskift påvirker hele familien og især børnene på to og fem år:           

"Altså, vi kan tydeligt mærke en forskel [på hvornår jeg arbejder]. Det kan de også oppe i institutionen, og de siger altså, at når jeg har skifteholdsarbejde, eller når jeg har eftermiddag… hvor jeg ikke ser børnene i så og så mange dage, eller jeg har… weekendarbejde, så skal vi sige det i børnehaven...

Og min yngste, hun hænger også rigtig meget på pædagogerne. Så der er jo en klar sammenhæng. Så ved de så, at når jeg kommer og siger: 'Nu har jeg været på nat, eller nu skal jeg på nat,' jamen, så ved de, at de så skal være mere obs på dem."

På mange måder italesætter moderen den hverdag, som Ritt Bjerregaard i 1981 satte ord på. Det er arbejdslivet, der bestemmer graden af omsorg og nærvær i familien.

Moderen på treholdsskift kan ikke drage omsorg for sine børn i hverdagen på den måde, hun oplever, de har behov for. Samtidig bliver forældrenes manglende mulighed for at skabe bedre tid med børnene en væsentlig del af deres selvforståelse.

De har ikke mulighed for at være de forældre, de gerne vil, og de kan ikke gøre noget ved det. De har måske ikke muligheden for at flytte eller skifte til et arbejde med større fleksibilitet.

Årsagerne kan være mange. For nogle handler det om økonomi, mens det for andre handler om forankring i lokalområdet, om at man er specialiseret i en særlig gren af produktionen, og der måske er langt til næste arbejdsplads, der efterspørger ens kompetencer.

Hvor Ritt Bjerregaard talte for, at familierne skal have bedre mulighed for at etablere en hverdag med nærhed, kontakt og tilhør, forsøgte partifællen Kaare Dybvad i dette forår at række ud til forældrene og understregede, at de ikke skal have dårlig samvittighed, selvom det indimellem bliver nogle lange dage i institution for børnene.

Men velmenende ord til trods: Forældres samvittighed er dårlig, når børnene ikke trives. Det handler om noget langt mere grundlæggende, ja nærmest eksistentielt, end bidraget til velfærdsstaten.

Når forældre fortæller, at det går for stærkt i hverdagen, og at der er pres på for at finde ro og tid til hinanden i familien, er vi nødt til at tage det alvorligt. Vi må have en familiepolitisk samtale om, hvad der som et minimum skal til for, at hverdagen hænger sammen for de danske familier.

Hvad kendetegner 'det gode familieliv' anno 2024, og hvilken rolle skal staten spille? Er det en politisk opgave at skabe bedre rammer for det hverdagsliv, som er blevet betragtet som tidsknapt i flere generationer, eller skal det også om 40 år være op til den enkelte familie?