Lektor: Drop kompetencemål og styrk dannelsen på pædagoguddannelsen

Af Niels Jakob Pasgaard
Lektor, pædagoguddannelsen i Viborg

Med reformen af pædagoguddannelsen i 2014 gjorde forligskredsen op med dansk pædagogisk tradition. Man brød med idéen om, at kommende pædagoger har brug for at blive ført ind i pædagogikfaget og beslægtede fag som psykologi, sociologi og filosofi.

Nu skulle fagene ud, og de studerende skulle i stedet, gennem deltagelse i en række atomiserende 6-ugers moduler, der ødelægger enhver oplevelse af sammenhæng i uddannelsen, opfylde indholdstømte kompetencemål, der beskriver, hvad en pædagog skal kunne.

Fokus er flyttet fra det faglige indhold til de eksternt formulerede krav, og de studerende kender studieordningens kompetencekrav bedre, end de kender de tekster, de læser til undervisningen.

Man brød også med idéen om en mangfoldighed af lokale pædagoguddannelser med forskellige faglige vægtninger, hvor nogle fokuserede på friluftsliv, mens andre havde fokus på det musiske eller æstetiske.

Revidering af uddannelsen er nødvendig
I 2014 skulle alle pædagoguddannelser være ens – fordi alle studerende skulle være ens. Man indførte derfor de ovenfor nævnte centralt definerede kompetencemål, som de studerende skulle leve op til.

Fokus er flyttet fra det faglige indhold til de eksternt formulerede krav, og de studerende kender studieordningens kompetencekrav bedre, end de kender de tekster, de læser til undervisningen.

Niels Jakob Pasgaard
Lektor, pædagoguddannelsen i Viborg

Tidligere havde de studerende eksempelvis selv haft indflydelse på deres mål i praktikkerne, men det skulle være slut nu. De kommende pædagoger skulle ikke længere bruge tid på at formulere deres egne mål, de skulle blot opfylde andres.

Nu forlyder det, at pædagoguddannelsen skal revideres igen. Uanset at det ikke er godt med for mange og for hyppige ændringer af en uddannelse, er det faktisk nødvendigt i dette tilfælde. Blot må man håbe, at man ikke nøjes med at pille lidt ved modulernes kompetencemål, som professionshøjskolernes rektorforsamling vist foreslår i deres sigtelinjer.

I stedet må man ændre grundlæggende på den uddannelsestænkning, der ligger under, så pædagoguddannelsen kan blive en egentlig uddannelse igen. Her er tre forslag til, hvor man bør starte.

Drop kompetencemålstyringen
Helt fra formålsbeskrivelsen og hele vejen ned gennem uddannelsen bør kompetencebaseringen udraderes. Så længe der styres efter kompetencemål, vil man løbe efter praksisfeltets og/eller policy-niveauets umiddelbart oplevede behov.

I stedet bør man skabe plads til de studerendes frie kundskabstilegnelse og levende dannelsesprocesser, så de ikke blot kan opfylde andres krav, men også bidrage til at udvikle det praksisfelt, de bliver en del af.

Relevanskriterierne er med kompetencebaseringen så snævre, at der nærmest ikke kan uddannes en selvstændigt tænkende og myndig pædagog. I stedet produceres der konformitetskompetente embedsmænd, der helst løber efter de kommunalt indkøbte koncepter og programmer.

I stedet bør man lade de studerende være med til at formulere målene for deres uddannelse med afsæt i de tekster og det indhold, som underviserne på uddannelsen og vejlederne i praktikkerne introducerer dem til.

Drop moduliseringen
Atomiseringen af uddannelsen ud i 6-ugers moduler ødelægger enhver mulighed for fordybelse og sammenhæng i uddannelsen. Jovist, der er lokale forsøg på at koble nogle af modulerne sammen, men den grundlæggende struktur bidrager kun til forvirring og manglende sammenhæng mellem uddannelsens elementer.