Millennialgenerationen har fået sin store venstreintellektuelle – og han længes efter gamle dage

På den ene side eksploderer den offentlige debat – ikke mindst på sociale medier – på næsten daglig basis i stærke følelsesmæssige, polariserende og uforsonlige slagudvekslinger, hvor folk er ekstremt vrede på hinanden. På den anden side udebliver vælgerne de fleste steder i Vesten fra stemmeboksen, når der er valg, eller som i Danmark stemmer som vinden blæser, og ingen – eller næsten ingen – gider at være medlem af et politisk parti og deltage vedvarende i en forpligtet forening.

Jäger trådte frem som en ny, ung stemme fra den såkaldte millennialgeneration (dem, der er født mellem 1986 og 1996), der forsynede en offentlighed, der var ved at være træt af de alarmerede analyser af "populismen", med et nyt og mere præcist begreb om, hvad der var sket med vores samfund.

For det er ikke kun vores vedvarende engagement i politik, der er gået fløjten, det er vores vedvarende engagement i noget som helst i det hele taget.

Her knytter Jäger an til den berømte amerikanske sociolog Robert Putnam og hans bog 'Bowling alone' fra 2000, der påviste en hastigt accelerende ensomhedsepidemi i USA.

Ingen tvivl om, at den generelle krise, Jäger beskriver, er korrekt.

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

Folk var ikke længere medlemmer af foreninger og kirker, og deres venskabskreds var skrumpet ind, hvis ikke helt forsvundet. At være permanent single eller blive skilt var blevet udbredt, og livslange ansættelser var også en saga blot, og internettet havde ikke været en katalysator for en social genfødsel – at være digitalt forbundne erstattede ikke og ledte heller ikke til en fornyelse af forpligtende fællesskaber.

At det, man kunne kalde af-institutionaliseringen af tilværelsen, også har politiske implikationer er i det lys nærmest en selvfølge.

"Atomisering og acceleration går hånd i hånd: I det nye århundrede er folk mere ensomme, men også mere ophidsede; mere atomiserede, men også mere forbundne i netværk; de er mere rasende, men også mere forvirrede," skriver Jäger i en af bogens prægnante formuleringer.

Revolutionen er blevet til en shitstorm på nettet

Hvis man bag den på overfladen konservative beskrivelse hører et ekko af Marx' berømte beskrivelse af kapitalismen fra 'Det kommunistiske manifest' som en proces, hvor "alt fast og solidt fordufter", har man ikke galt fat.

Og forlader man den generelle læsning af bogen, og ser på den specifikke analyse af venstrefløjen, er netop 'Det kommunistiske manifest' et godt udgangspunkt.

For det var Marx og Engels' tese her, at det globale borgerskab med den globale kapitalisme ville "grave sin egen grav", fordi man samtidig med forvandlingen af alting til en vare, inklusive menneskelige relationer som det at arbejde, ville skabe en arbejderklasse, der for enden af udbytningen og fremmedgørelsen til sidst ville slå sig sammen, danne et parti og revoltere for at skabe et samfund, der ikke var baseret på den private ejendomsret.

Så hvis den første del af processen med den globale kapitalisme og det globale bourgeoisi for længst er fuldbyrdet, hvor blev arbejderklassen og revolutionen så egentlig af?

På den ene side ser vi revolutionære tendenser på de politiske følelsers niveau, hvor alt og ingenting kan gøres til genstand for intens og polariserende politisering og politisk identitet ("ekstrem politisering") samtidig med, at der ikke sker noget for alvor ("uden politiske følger").

Selvom Jäger ikke stiller sig selv og læserne det spørgsmål direkte, er det baggrunden for hans historiske analyse.

Her opdeler han tiden fra begyndelsen af det 20. århundrede frem til nu i fire faser: "massepolitikken", der rækker frem Murens fald i 1989, hvor følelserne og identiteten nok er stærkt politisk, men fulgt op af partimedlemskaber og et ønske om magt, der driver omfordeling og velfærdspolitik frem.  

Arbejderklassen er opløst, og revolutionen er blevet til en shitstorm på nettet.

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

Den bliver så afløst af "post-politikken", hvor historien med Francis Fukuyamas ord er slut. Og mens politik bliver teknokratiske justeringer og administration (og kedeligt, som han skrev), vender folk det følelsesmæssige engagement væk fra politik og samfund og ind i det private og lystbetonede.

Det fungerer ifølge Jäger helt frem til finanskrisen i 2008, og i det efterfølgende tiår er samfundet præget af protest, Trump, Brexit og populisme i det, han kalder anti-politik.

Hvorvidt hyperpolitik er en fortsættelse af anti-politikken eller noget helt andet, som post-politikken var forskellig fra massepolitikken, er Jäger ikke helt klar på.

Antipolitikken havde både en klar afsender i form af politikere (Trump, Nigel Farage, Beppe Grillo, Mateo Salvini etc.) og deres vælgere og havde en klar adresse, nemlig de etablerede magtpartier og etablerede institutioner (som EU eller Washington). Det har hyperpolitikken ikke, den er mere "en overordnet stemning end et felt etablerede aktører," skriver Jäger.

Arbejderklassen er opløst, og revolutionen er blevet til en shitstorm på nettet.

Opgør med venstrefløjen

I den generelle læsning af 'Hyperpolitik' er konklusionen, at samfundet er ramt af shitstorm-politik. Her er bekymringen, at så "længe historien forløber nogenlunde roligt og forudsigeligt, behøver det ikke at være et problem. Hvis samfundene derimod havner i stormfuldt vejr, øger atomiseringen risikoen for, at det går galt".

Altså, at i det øjeblik, hvor vi for alvor får brug for politik, er de politiske institutioner som parlamenter og partier blevet hule, sklerotiske og nedslidte af manglende seriøst engagement.

I den specifikke venstrefløjslæsning er Jägers pointe, at venstrefløjens fascination af aktivisme og demonstrationer som symbolske mikro-revolutioner spiller med en politisk tilstand, han mener kapitalen har frembragt.

"I deres massepolitiske udgave stod partierne i vejen for en ny bølge af kapitalakkumulation; løsningen bestod i at gøre dem til hule skaller og forvandle staten fra en aktiv aktør til en upartisk dommer."

I stedet opfordrer Jäger venstrefløjen – og nok særlig dem i hans egen generation – til at fokusere på at organisere sig for alvor i partier og fagforbund. Han er med på det lyder både "nostalgisk, autoritært og virkelighedsfjernt", og han har også svært ved at se, hvor og hvordan det skulle ske.

Jäger opfordrer venstrefløjen – og nok særlig dem i hans egen generation – til at fokusere på at organisere sig for alvor i partier og fagforbund.

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

Her tenderer hans forslag om at det kunne ske med udgangspunkt i vuggestuer og børnehaver, hvor forældrene mødes, når de afleverer deres børn, det komiske.

Men omvendt kunne man fra et venstrefløjssynspunkt her knytte an til Pelle Dragsteds bog 'Nordisk socialisme', der meget mere udførligt og overbevisende undersøger, hvordan medarbejder- og kundeejede – såkaldt demokratiske – virksomheder, statsfonde, boligforeninger og det som parti at erobre udøvende og administrativ magt i parlamenter og kommuner er fremtiden for venstrefløjen.

Ingen knyttede næver, bare de beskidte hænders byrde

I sin bog trak Dragsted på de demokratiske arbejder- og andelsbevægelser fra det, Jäger kalder massepolitikkens epoke, og især på socialdemokratisk tænkning fra tiden før 1990'erne.

Og med det in mente kan man også læse Jäger som en venstreintellektuel, der noget mod sin vilje, ender med at indse, at socialdemokraterne havde ret: I en historie, der ikke ender med revolutionen, er reformerne den eneste vej frem, og dermed er magten ikke noget, man først og fremmest skal protestere imod, men noget man skal ønske og arbejde på selv at få.

Og det kræver alt det kedelige foreningsarbejde, de rå konfrontationer indadtil og kompromisser ad libitum, der er alt andet end heroiske.

Ingen knyttede næver hævet mod himlen, bare de beskidte hænders byrde.

Ingen tvivl om, at den generelle krise, Jäger beskriver, er korrekt. Det er ikke bare et demokratisk problem, at partierne i demokratiet er blevet en mellemting mellem en lille og lukket rollespilsforening og en toptunet kampagneorganisation. Det bliver også et problem for demokratiet, når den næste store krise banker på. Men den diagnose er stillet for længst af andre – Ivan Krastev som nævnt, engelske David Runciman og den hedengangne irske politolog Peter Mair – og også bedre i mine øjne.

Men hvis det lykkes Jäger med sin bog at overbevise sine meningsfæller og generationsfæller om at tage politik mere alvorligt end den næste demo, fortjener han stor ros. Nu skal de i hvert fald ikke trækkes med de ældre generationers public intellectuals. Nu har de deres egen.