Professor: Børn gøres hjemløse, når vi nægter dem adgang til krisecentre

Det er dog primært i forhold til børn, at vi bruger den begrundelse for ikke at lytte til deres råb om hjælp: For ikke at give dem ret til ophold på krisecenter, for ikke at tage deres henvendelse til de sociale myndigheder alvorligt, og for ikke at inddrage dem reelt og give dem en stemme, når kommunen vurderer, at der er brug for en indsats.

Det er et kæmpe svigt over for børnene – og i strid med FN's børnekonvention, som både understreger børns ret til indflydelse på forhold, der vedrører dem selv, og deres ret til omsorg. Ved ovenstående praksis svigter vi begge dele og efterlader disse børn til at klare sig selv.

Hjemløshed

Endnu værre står det til for børn under 14 år. Disse må nemlig slet ikke tilbydes en seng at sove i, forældre tilsagn eller ej, heller ikke hvis de for eksempel flygter fra vold og overgreb i hjemmet, eller lever på gaden.

Efter rådgivningen, lidt omsorg og et måltid mad, må børnene tilbage på gaden

Hanne Warming
Professor, RUC

Der kan dog stadig tilbydes rådgivning og tag over hovedet i forbindelse med rådgivningen til alle børn uanset alder og forældretilsagn, men altså ingen seng at sove i. Efter rådgivningen (som godt kan vare natten over), lidt omsorg og et måltid mad, må børnene derfor tilbage på gaden eller hjem til de forældre eller det anbringelsessted, som de er flygtet fra.

En tredjedel af de børn og unge, der søger rådgivning hos Joannahuset – Danmarks første krisecenter for børn og unge under 18 år – lever i en form for hjemløshed.

Det gør de, fordi de oplever deres hjem – hos forældre eller et anbringelsessted – som så utrygt, at de foretrækker hjemløsheden, eller mere præcist formuleret ikke ser anden mulighed end at flygte og så hutle sig bedst muligt igennem.

Fanget i hjemmet

Det er altså ikke småtingsafdelingen af børn-forældrekonflikter, vi snakker om. Fra forskning på feltet ved vi, at der er endnu flere børn, der bliver i deres hjem til trods for, at det slet ikke er trygt og hensigtsmæssigt for dem. De kan bare ikke se andre muligheder.

Vi ved også, at det skader deres livsmuligheder på sigt. Nogle af dem har forsøgt at råbe myndighederne op men oplever at støde mod en mur: At tale for døve øre, eller at der er blevet iværksat tiltag, som ikke matcher deres behov og situation.

At lytte til børn og unge, når de beder om hjælp, og at inddrage dem i beslutninger vedrørende deres eget liv, er ikke bare en pligt for alle myndigheder men også helt afgørende for at finde de rigtige løsninger, der kan fremme børnenes trivsel og udvikling.

I Joannahuset tilbydes børnene og de unge støtte til dialogen med kommunen i form af bisidning og rettighedsbaseret rådgivning. Dette har nogle sagsbehandlere oplevet som utidig indblanding og konfliktskabende.

Der er behov for en lovændring, der giver alle børn under 18 ubetinget ret til ophold på krisecenter

Hanne Warming
Professor, RUC

Spørgsmålet er imidlertid om denne oplevelse ikke stammer fra, at det kan være ubehageligt og ubelejligt at blive konfronteret med, at en beslutning eller løsning, som man måske tænkte var den rigtige/eller praktisk mulige, slet ikke fungerer for barnet, eller at man ikke (helt) har levet op til lovkravet om at informere barnet om dets rettigheder, samt inddrage barnets perspektiv – viden, ønsker og bekymringer – som betydningsfuldt i beslutningen.

Andre sagsbehandlere – heldigvis flere og flere – er imødekommende og værdsætter den brobyggende udstrakte hånd, som Joannahuset med bisidningen og den rettighedsbaserede rådgivning tilbyder.

Det kan hjælpe i sager, der er gået mere eller mindre i hårdknude, og det kan hjælpe med at synliggøre ellers usynlige behov for (anderledes) støtte og hjælp til barnet. Begge dele er vigtigt, for børnenes trivsel nu og i fremtiden, og dermed også i et samfundsøkonomisk perspektiv.

Behov for en lovændring

Det understreger behovet for en lovændring, der giver alle børn under 18 ubetinget ret til ophold på krisecenter – væk med kravet om forældretilsagn.

Derudover understreger det betydningen af at forsætte og yderligere kvalificere den allerede igangværende udviklingsproces i mange kommuners og anbringelsessteders praksis mod at blive bedre til at lytte til og tage børne og de unge alvorligt.