Jem & Fix-model skal motivere vestjyder til private energirenoveringer

ENERGIRENOVERING: Gratis energitjek skal få borgerne i Ringkøbing-Skjern Kommune til at investere i private energiforbedringer. Målet er en Jem & Fix-model, som skal inspirere vestjyderne til at gøre en ekstra indsats.
Foto: Jem & Fix
Klaus Ulrik Mortensen

Det skulle gerne give en effekt, at kommunen betaler for at få de første sten kastet i vandet. Jeg kan nemt forestille mig, at håndværksmestrene eller energiselskaberne kunne være interesserede i at få den her ordning til at fortsætte.

Henning Donslund
Energisekretariatschef, Ringkøbing-Skjern Kommune

"Energi-epicenter: Jem & Fix Gør-det-selv-klima".

Det er titlen på Ringkøbing-Skjern Kommunes lidet mundrette erhvervsudviklingsprojekt, der med tilbud om gratis energitjek af boligen skal lokke borgerne til at investere i energirenoveringer.

Endnu er strategien, der skal forstås som et virtuelt byggecenter, hvor borgeren kan træde ind og finde al relevant information om energiforbedringer, kun på tegnebrættet.

"Modellen går ud på at tage boligejeren i hånden og servere løsningen for ham. Det første skridt er allerede taget med det gratis energitjek, som vi tilbyder til de første 100 borgere, der ønsker at isolere eller sætte nye vinduer i deres hus," forklarer leder af kommunens energisekretariat, Henning Donslund.

I 2008 vedtog Ringkøbing-Skjern Byråd en strategi om at gøre kommunen selvforsynende med energi i 2020. En strategi, som for at kunne gå i opfylde kræver, at der foretages store investeriner ikke kun på energiforsyningssiden i form af vindmøller, solvarme og biogas, men også ved at nedbringe energiforbruget på transportområdet og i bygninger.

Hvad bygningsmassen angår, besluttede man derfor, at man ved udgangen af 2014 skulle have sørget for energirenoveringer i 1.000 private boliger. Herunder lød delmålet for 2012 på de 100 boliger, som kommunen nu konkret støtter analysearbejdet af.

"Det skulle gerne give en effekt, at kommunen betaler for at få de første sten kastet i vandet. Jeg kan nemt forestille mig, at håndværksmestrene eller energiselskaberne kunne være interesserede i at få den her ordning til at fortsætte," forklarer energisekretariatsleder Henning Donslund.

Energirådgiver: Vi finder løsning
Til at foretage energianalyserne har Ringkøbing-Skjern Kommune allieret sig med det Ikast-baserede energirådgivningsfirma Scanenergi. Her fortæller forretningsudvikler Rasmus Martens Jakobsen, at arbejdet foregår på tre niveauer:

"Når vi er færdige med de første 100 renoveringer, er vores forventning, at håndværkerne er så godt klædt på og borgerne så oplyste, at vi nok skal finde en fremadrettet løsning," siger forretningsudvikleren, som forklarer, at kommunen først udbetaler analysepengene på 3-5.000 kroner pr. hus, når der er foretaget forbedrende investeringer.

Resultat af fire timers brainstorm
Tilbage i Ringkøbing sidder erhvervsudviklingskonsulent Thomas Steen Hansen med ansvaret for de overordnede linjer i Vesterhavskommunens fremtidige investeringsprojekter.

Jem & Fix-modellen kom til verden som del af Central Denmark EU Office's (CDEU) More-projekt, hvor der i foråret 2011 blev afholdt en fire time lang brainstorm i Ringkøbing-Skjern med deltagelse af byrådspolitikere samt bredt udsnit af øvrigheden.

Overskriften på projektet, som kommunen selv havde tilmeldt sig, var at styrke det lokale erhvervslivs udbytte af EU's økonomiske programmer.

I slutningen af 2011 blev den endelig rapport så fremlagt, som peger i syv retninger - alle dog underlagt en dagsorden om at fremme grøn vækst.

Læs statusrapporten for More-projektet her.

Fortsætter i Skive
Efterfølgende er punkterne rørt sammen med kommunens (endnu) mere overordnede erhvervsmål, som, det forventes, skal diskuteres på byrådsmødet 5. marts. Thomas Steen Hansen understreger, at det handler om, at kommunen fremover skal indtage en mere offensiv og udfarende rolle.

"Grundlæggende er udfordringen så, at vi bliver nødt til at have folk på banen, som mener, at projekterne er en god ide, så politikerne har grund til at bakke op om forslagene, og lige præcis den funktion har More-processen udfyldt for os," pointerer han.

Direktør i CDEU, Lars Holte Nielsen, ser frem til at arbejde videre med kommunens planer, når de bliver så konkrete, at der skal ansøges om midler til dem i EU-apparatet.

"Kommunen får de grundlæggende ydelser gratis, men hvis den så vil dybere ind i projekterne, kræver vi penge for at behandle ansøgningerne. Ellers risikerer vi, at nogen trækker alle ressourcerne," forklarer han.

Til foråret går CDEU i øvrigt i gang med at udvikle på en tilsvarende strategi for Skive Kommune.

Læs mere om dagligdagen på Midtjyllands EU-kontor i artiklen her.

Altinget logoBy og Bolig
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget by og bolig kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra By og Bolig

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024