Vive: Gode takter i nyt hjemløseudspil – men behov for at følge de nye tiltag tæt

En stor udfordring på hjemløshedsområdet er de manglende muligheder for, at borgerne kan komme videre fra herbergerne og få en langvarig løsning, der kan bringe borgeren ud af hjemløshed.

Som det er nu, må borgerne ofte opholde sig meget længe på de midlertidige boformer, fordi adgangen til egen bolig, botilbud og forskellige støtteløsninger er begrænset af mangel på kapacitet og lange ventetider.

Boligmanglen og en utilstrækkelig kapacitet i støtteindsatserne har imidlertid kun i begrænset grad været adresseret i de forskellige programmer, der har været gennemført på hjemløseområdet over en længere årrække.

Det er tiltrængt, at det nye hjemløseudspil retter fokus i den retning.

Boligpolitikken medtænkes i socialpolitikken

En stor styrke ved regeringens nylige udspil er, at der lægges op til at tænke boligpolitikken med ind på hjemløseområdet. Hjemløseudspillet skal ses i sammenhæng med boligudspillets ambition om at bygge nye boliger, ligesom der åbnes op for muligheden for huslejetilskud til borgere i hjemløshed.

I de få lande, der er lykkes med at nedbringe hjemløsheden, har adgangen til boliger i langt større grad været tænkt med ind i hjemløseprogrammerne. I Finland fastsættes der således kvoter for, hvor mange sociale boliger der skal etableres i kommuner med større mangel på disse boliger.

Man kan diskutere, om de tusindvis af boliger, der lægges op til i regeringens udspil, vil være nok. Der er et stort efterslæb i forhold til boliger til udsatte borgere og lavindkomstgruppen generelt, men det er nyt, at problematikken overhovedet bliver adresseret i udspillene, og at det omsider anerkendes, at hjemløsheden også indeholder et boligproblem.

Tiltrængt ændring af incitamentsstrukturerne

Der er også flere øvrige nyskabelser.

En større ændring gælder statsrefusionen på § 110-området, der afgrænses til kun at gælde de tre første måneder af et ophold på en boform, hvorefter refusionen flyttes over på de støtteløsninger, der skal hjælpe borgeren videre.

Eftersom boformerne er velfærdsstatens nederste sociale sikkerhedsnet, er det klogt at bevare statsrefusionen de første tre måneder, men det er en velvalgt ændring, at refusionen til kommunerne derefter flyttes til de efterfølgende indsatser, således at kommunernes incitament til at tilbyde disse indsatser øges.

Ændringen af refusionsmekanismen ledsages dog også af, at kommunerne udstyres med en udskrivningsret fra boformerne, som må benyttes, hvis der vel at mærke er fundet en løsning, der lever op til forskellige kvalitetskrav.

Det er vanskeligt at forestille sig ændringen af refusionsmekanismen, uden at udskrivningsretten følger med. Derfor er det afgørende at holde tæt øje med, at udskrivningsretten ikke resulterer i et bureaukratisk tovtrækkeri om, hvornår en kommune har givet en tilstrækkelig løsning, og ’hvor lidt der skal til’, før man akkurat lever op til kravene.

En anden tiltrængt fornyelse er, at der lægges op til at skrive de specialiserede indsatser ACT, ICM og CTI ind i serviceloven. Den eksisterende bostøtte efter servicelovens § 85 udmåles langt for ofte ud fra en rigid bureaukratisk tilgang, der nøje afgrænser, hvor meget støtte borgeren må få, og hvad støttemedarbejderen må hjælpe borgeren med.

I det stærkt siloopdelte velfærdssystem er det tilsyneladende umuligt for velfærdssystemets aktører at forestille sig, at man kunne anvende ACT-metoden i større omfang.

Lars Benjaminsen
Seniorforsker, VIVE

Det er stik imod Housing First-tilgangens grundprincipper om at give en intensiv og fleksibel støtte ud fra, hvad borgeren selv oplever at have brug for støtte til.

Et stærkt siloopdelt velfærdssystem

Det er derfor klogt, at de specialiserede indsatser skrives ind i serviceloven, da disse metoder giver større fleksibilitet og bedre muligheder for individuel tilpasning.

Et opmærksomhedspunkt er dog, at den tværfaglige, integrerede ACT-indsats, der er særligt henvendt til borgere med høj kompleksitet i støttebehovene, kun i meget begrænset omfang benyttes i dag, og det er tvivlsomt, om den nye servicelovsparagraf og de nye refusionsregler kan ændre på dette.

I det stærkt siloopdelte velfærdssystem, er det tilsyneladende umuligt for velfærdssystemets aktører at forestille sig, at man kunne anvende ACT-metoden i større omfang.

Et paradoks er, at det netop er det siloopdelte system, der nødvendiggør brugen af en sådan integreret indsats.  

Samlet set er regeringens udspil på hjemløseområdet et væsentligt skridt i den retning, som der også er forskningsmæssigt belæg for, vil være mest velegnet til at nedbringe hjemløsheden.

Der vil dog også være plads til yderligere forbedringer. Det kan vise sig, at der er brug for endnu mere af det samme. Hermed menes, at hjemløseområdet i mindre grad har brug for nye innovative løsninger, men først og fremmest har behov for, at de basale grundindsatser kommer på plads i form af flere boliger og tilstrækkelig social støtte.