Størst tillid til borgerlig retspolitik

Tallene lader sig ikke forklare ud fra den aktuelle situation.

Med en verserende bandekrig, en stigning i den grove personfarlige vold, narkogangsteres hærgen på Vesterbro - og en hel serie af politisvigt - er det ret svært at påstå, at Danmark er blevet et tryggere sted i de sidste syv år under en konservativ justitsminister.

Alligevel viser den måling, A&B Analyse har udført for Altinget.dk, at 41 procent foretrækker en konservativ justitsminister, mens 31 procent hellere ser en socialdemokrat på posten.

Når den sammenligning er mest relevant, skyldes det, at de sidste 11 (!) justitsministre i Danmark enten har været socialdemokrater eller konservative.

Effektivt slogan
I Nyrups forskellige regeringer var der fire forskellige socialdemokratiske justitsministre, og bortset fra den folkekære "Ugle-Olsen" havde ingen af dem synderlig succes. Det hører med til historien, at Socialdemokraterne dengang blev kraftigt hæmmet af, at De Radikale med næb og kløer bekæmpede alle opstramninger af retspolitikken, f.eks. over for narkohajerne på Vesterbro.

Ikke mindst den daværende formand for Folketingets Retsudvalg, den radikale Bjørn Elmquist, blev for mange symbolet på SR-regeringens "slappe retspolitik".

Der er formodentlig hér, man kan finde forklaringen på, at de fleste vælgere stadig foretrækker en konservativ frem for en socialdemokrat som justitsminister. For det var sloganet om "den slappe og slatne retspolitik", som såvel Dansk Folkeparti som Anders Fogh Rasmussen (V) meget virksomt brugte mod SR-regeringen i valgkampen i 2001.

Thornings linje
I tiden op til dette afgørende valg havde Poul Nyrup Rasmussen (S) faktisk flere gange forsøgt at få sin justitsminister Frank Jensen (S) "længere frem i skoene".

Men det lykkedes aldrig rigtigt for Nyrup - og dermed endte retspolitikken med at blive en møllesten om hans egen hals. Til gengæld brugte Nyrup den (mangelfulde) indsats som justitsminister som et virksomt våben mod Frank Jensen under dennes formandsopgør med Helle Thorning-Schmidt.

Efter Thornings valg til formand kom de socialdemokratiske strammere i retspolitikken til magten. Det er folk som Henrik Sass Larsen, Morten Bødskov og den nuværende retsordfører Karen Hækkerup. Og det er i høj grad også Helle Thorning-Schmidt selv. Partiets profil på området er nu blevet kraftig skærpet.

"Moster Snak"
Omvendt hos De Konservative. Da den nye konservative leder Lene Espersen var justitsminister, leverede hun en fremragende retorisk indsats, men analyserer man hendes resultater, ser det knap så imponerende ud: Politireformen er kørt helt skævt, hvad Espersen konsekvent affejede som "børnesygdomme", bandekriminaliteten er i stigning - og de lovede strafskærpelser af den personfarlige kriminalitet er kun slået igennem på det symbolske plan.

Den situation er på vej til at gøre retspolitikken til en angrebsflanke for Socialdemokraterne, hvad Thorning markerede i Folketingets åbningsdebat. Hun pirkede effektivt til Lene Espersens image som en "skrap moster" med den dræbende bemærkning:

"Det viser sig, at Moster Skrap i virkeligheden er Moster Snak".

Det tema vil Socialdemokraterne gentage i forskellige variationer op til det næste valg, selvom den nye justitsminister Brian Mikkelsen (K) ser ud til at anlægge en mere håndfast kurs end Espersen.

Fortidens skygger
Tallene fra A&B Analyse understreger, hvor lang tid det kan tage, før et parti slipper af med et dårligt image blandt vælgerne. Noget lignende så man i forhold til den økonomiske politik, hvor Socialdemokratiet længe blev forbundet med Anker Jørgensens hovedløse økonomi i 70'erne - selvom Nyrup og Lykketoft for længst havde ændret partiets politik på det område.

Socialdemokraterne har et stykke vej endnu, når det gælder retspolitikken, og selvom partiet nu har revideret sin egen kurs, kan det ikke klare det hele selv. En del af byrden ligger også på partiets alliancepartnere.

Således skal det samlede regeringsalternativ overbevise vælgerne om, at en kommende socialdemokratisk justitsminister ikke vil blive holdt i snor af en ny udgave af den radikale Bjørn Elmquist.