Formand, fnidder og forandringer

Kapitel 11:

Om en ny strid om næstformand. Om en nervøs start og om at skabe forandringer som ny partiformand. Om at gå på både et grønt og et rødt ben. Om at lægge vægt på kommunikation. Om SF som de mange øers land. Om at tale optimismen op og få en Makeover. Om at være en slider og komme ud over rampen. Om at få unge til at gide politik. Om inderlighed og hyttetur.

- Han var meget koncentreret om de nye opgaver i perioden lige efter, han blev formand. Han var spændt og tændt. Det skulle lykkes. Det var helt tydeligt for os, der var tæt på, siger Pernille Frahm om sin daværende samlevers første tid som formand.

Selv siger Villy Søvndal, at han så det som sin opgave at skabe samling - og samtidig få fornyet SF både organisatorisk og politisk. De første forsøg på at ændre SF på de indre linjer, skete dog ikke uden ballade og uro i partiet. Men efter nogle måneder vendte vinden. Nye medlemmer kom til, meningsmålingerne gik fremad og et nyt billede af SF - og ikke mindst Villy Søvndal - tog form. Også i medierne.


<img align="left" src="@nyimg=3183@" /> Strid om næstformand
I Villy Søvndals opstillingsgrundlag til formandsvalget, opridsede han selv de hovedopgaver, som han lovede at arbejde for: Fremgang ved det kommende valg. Foryngelse og fornyelse - både politisk og organisatorisk. Miljø- og klimapolitikken skulle integreres bedre i SF's politik. Der skulle satses mere på kommunikation. Og så skulle SF "være dét parti på Christiansborg, der tegner den begavede, kritiske, vedholdende og udfordrende oppositionspolitik til den siddende regering."

Men han kom ikke særlig vellykket fra start. For kun få uger efter formandsvalget kunne medierne igen berette om uro. Og om en ny partiformand, der "kræver ro, ikke vil høre mere brok og vil lægge låg på den ulmende uro". Men det hjalp tilsyneladende ikke.

Anledningen var valg af næstformand - eller næstformænd. Og gik faktisk tilbage til 2004, hvor den tidligere SFU'er Jakob Nørhøj stillede op som næstformand - i kampvalg med den daværende næstformand Trine Bendix. I 2004 blev Trine Bendix genvalgt.

Jakob Nørhøj var kendt som meget EU-kritisk, mens Trine Bendix var pro-EU og støttede Pia Olsen i formandsvalgkampen i foråret 2005.

I 2005 gik der igen både politik og personangreb i spørgsmålet om, hvem der skulle være ny næstformand. Den 9. juni 2005 skrev flere aviser, at "SF's næstformand har trukket sig i protest mod formandens ledelsesstil."

Forinden havde Trine Bendix sendt en mail ud til hovedbestyrelsens medlemmer, hvor hun forklarede, at hun er uenig med den "nuværende ledelsesstil. Jeg er desværre i mindretal med synspunktet, hvorfor det vil være det bedste for alle parter, at jeg trækker mig."

Villy Søvndal svarede skarpt igen og udtalte dengang, at "jeg ganske enkelt ikke vil finde mig i at blive hængt ud for en lukket ledelsesstil, når jeg dagligt praktiserer det modsatte. Jeg kan godt forstå, at man skuffes over et formandsvalg, hvor man støttede en anden, men vi aftalte faktisk under formandsvalget, at vi ville være loyale over for det fælles projekt. Det synes jeg, de svigter nu."

Ugen inden denne uro kulminerede, havde Villy Søvndal foreslået den unge Jakob Nørhøj som ny næstformand. Ikke som erstatning for Trine Bendix, men som næstformand nummer to.

Jakob Nørhøj siger selv, at han ikke havde noget som helst at udsætte på det arbejde, som Trine Bendix udførte.

- Hun var systematisk og effektiv. Men jeg troede, at hun var med på, at der skulle vælges to næstformænd, og at jeg skulle være den anden.

Men Trine Bendix meldte ud, at hun hellere så Meta Fuglsang som den anden næstformand.

I dag siger Trine Bendix, at det dengang gik op for hende, at Villy Søvndal havde bestemt sig for, at han ville have Jakob Nørhøj som ny næstformand, og at hun på et forretningsudvalgsmøde fik en "hård afklapsning" af gruppeformand Ole Sohn for at været gået til medierne med sine synspunkter. Og at Villy Søvndal ikke gik ind og forsvarede hende under dette møde.

Trine Bendix mener ikke, at Villy Søvndal "håndterede denne sag særlig elegant." Han var ret famlende i starten af sin formandstid. Der gik lidt tid, inden han fandt fodfæste, siger hun i dag. Hun vurderer også, at opbakningen på hovedbestyrelsesmødet, hvor Jakob Nørhøj fik 23 stemmer og Meta Fuglsang 14, mest skyldtes, at der var en "stemning af, at nu måtte vi slutte fløjkrigene og bakke op om formanden". Og at det var tydeligt, hvem formanden foretrak som kandidat.

Når der er den slags konflikter, optræder Villy Søvndal som den favnende og faderlige, mens Ole Sohn er "slå-maskinen", mener Trine Bendix.

På et spørgsmål til Ole Sohn om han og Villy Søvndal har fordelt rollerne som "the bad and the good cop", svarer han: "Det er min opgave som gruppeformand at holde sammen på gruppen, så Villy kan bruge sin energi på det udadvendte politiske. Det er en helt almindelig arbejdsdeling mellem parti- og gruppeformand."

Ikke fryd og gammen
Den 10. juni 2005 forsøgte SF at lukke sagen i offentligheden ved at udsende en fælles pressemeddelelse. Her beroligede Trine Bendix med, at hun havde "fuld tillid til Villy som formand". Og Villy Søvndal have selv "været meget glad for samarbejdet med Trine". Man kan næsten høre violinerne spille, som Politiken skrev dagen efter. Information mente, at Villy Søvndals valg af næstformandskandidat havde fået det til at risle koldt ned ad ryggen på mange SF'ere. At stille den EU-kritiske Jakob Nørhøj op svarede til at vinke med en rød klud foran den store, EU-positive fløj, som støttede Pia Olsen. Avisen gav udtryk for, at der dermed blev åbnet op for ny EU-ballade i SF, hvis Jakob Nørhøj blev valgt som næstformand.

"Det er virkelig et ubegavet træk. Folk føler sig røvrendt, fordi Villy i valgkampen gjorde så meget ud af, at han ville samle partiet," sagde en anonym kilde dengang til Information.

En centralt placeret kilde i SF siger i dag, at "stemningen i forretningsudvalget lige efter, at Villy var valgt til formand, var præget af, at nogen havde vundet og andre tabt. Der var bestemt ikke fred og fordragelighed i den første tid."

På hovedbestyrelsesmødet den 11. juni 2005 led Villy Søvndal sit første nederlag som partiformand. Flertallet forkastede hans forslag om to næstformænd. Til gengæld fik han valgt den kandidat, han helst selv ville have, nemlig Jakob Nørhøj.

Da jeg spørger Villy Søvndal om disse episoder i hans første formandstid, lyder svaret først: "Det havde jeg næsten glemt. Der er heldigvis sket så mange positive ting siden. Men nu jeg bliver tvunget til at spole tilbage, kan jeg godt huske, at den første tid ikke var særlig vellykket."

- Nej, jeg opfattede det ikke som pay-back-time, at et flertal gik imod mit ønske om to næstformænd. Der blev reageret lidt nervøst, og det var ærgerligt, siger Villy Søvndal i dag. Med vanlig optimistisk sans tolker han det "snarere som udtryk for, at når man går i tåge, kan man godt blive bange for konturerne af noget, man ikke ved, hvad er. Så kan man tro, det er farligt og lave en lidt for hård opbremsning. Men når tågen letter, viser det sig, at det var der ingen grund til."

Han siger, at han ærgrer sig over, at Trine Bendix valgte at gå. Og han dengang tænkte, at "der er nogle billeder af mig som en, der hverken vil forny eller samle. Men det skal vi nok komme over, når vi først kommer i gang med arbejdet med at børste støvet af os."

Men hvorfor stod den nyvalgte partiformand så stejlt på at få valgt Jakob Nørhøj som næstformand.

- Jakob er både tænksom, god til at lytte og samle samt en god organisator. Jeg var sikker på, at blev han først valgt, ville han kunne bidrage til at få ro på de indre linjer. Og han har i den grad leveret varen og siden lavet et hestearbejde på de tilbagetrukne indre og organisatoriske linjer, mener Villy Søvndal i dag.

Det mindste politiske strå
Ekstra Bladet citerede dagen efter hovedbestyrelsesmødet i juni 2005 Villy Søvndal for, at nu skulle det være slut med fnidder og fnadder i partiet, hvis medlemmer avisen mente, "var kendt for at kunne tærske langhalm på selv det mindste politiske strå."

Men der gik kun to dage, så var SF igen leveringsdygtig i nye historier om interne stridigheder. Flere medier citerede Pia Olsen for, at "perioden efter Villy Søvndal er blevet formand, er den tid i SF, som jeg har oplevet som mest modbydelige nogensinde i SF. Denne form for total mangel på respekt og ledende kammeraters intriger i pressen, heriblandt et vedvarende rygte om, at jeg er på vej over i et andet parti."

Hun siger i dag, at selv om hendes mand, Villy Dyhr, forlod SF - og senere meldte sig ind hos Socialdemokraterne - har hun aldrig selv haft samme overvejelse.

Samtidig drøftede Villy Søvndal og Pia Olsen, hvordan samarbejdet mellem de to skulle være, og hvilke opgaver Pia Olsen skulle have. I Danmark havde det længe været forventet, at der skulle være folkeafstemning om EU-traktaten sidst i september 2005.

Villy Søvndal siger, at han tilbød Pia Olsen, at hun kunne stå i spidsen for SF's kampagne op til valget, men at Pia Olsen takkede nej.

Pia Olsen udlægning er en anden. Hun mener, at Villy Søvndal tilbød hende en opgave, som var en ren organisatorisk opgave som koordinator. Og det var hun ikke interesseret i. Så Villy Søvndals modkandidat fik ikke nogen nye store opgaver umiddelbart efter formandsvalget. Hun fortsatte dog i forretningsudvalget og som folketingskandidat i Nordsjælland, hvor hun blev valgt til Folketinget i 2007 med godt 3300 personlige stemmer. Pia Olsen er i dag SF's trafik- og forbrugerpolitiske ordfører, og hun sidder desuden i miljø-, udenrigs-, erhvervs-, fødevare-, rets-, og integrationsudvalget.  Den forventede EU-afstemning blev i øvrigt aldrig til noget. Kort tid efter, nemlig lige efter topmødet i EU den 16. juni, udskød regeringen den planlagte folkeafstemning om Forfatningstraktaten på ubestemt tid. Afstemningen skulle have været holdt d. 27. september 2005. Forinden havde både Holland og Frankrig sagt nej ved folkeafstemninger.

Fra ro til begejstring
Efter disse første turbulente uger faldt der lidt mere ro over tingene i SF. I hvert fald sloges de ikke længere for åben tv-skærm eller i medierne. Og efter de første 100 dage som partiformand var der ikke bare ro, men ligefrem begejstring at spore hos såvel medarbejdere som folketingskolleger.

- Jeg tror, at Villy simpelthen besluttede sig for, at han ville være en succes. Og man skal - både som enkeltperson og parti - have ambitioner, siger Steen Gade i dag.

Han lægger ikke skjul på, at han opfattede Villy Søvndal som lidt traditionel - eller SF-classic, som han selv udtrykker det. Derfor regnede han med, at "det kunne blive noget besværligt, da Villy Søvndal vandt formandsvalget."

Men Villy Søvndal tog et initiativ, som en række af Pia Olsens støtter senere roser ham meget for. Han var klar over, at han skulle bygge bro mellem den opslidende rød-grønne debat i partiet. Og var, siger han selv i dag, også meget bevidst om nødvendigheden af, at få sat klima og miljø øverst på dagsordenen i SF. Men han var også klar over, at dette område ikke var hans egen spidskompetence. Derfor gjorde han to ting: Anvendte endnu en gang roehakkermetoden til at læse op på stoffet og tog en række møder med partiets "grønne" talsmænd, især Anne Grete Holmsgaard og Steen Gade. De drøftede, hvordan de kunne få SF til at gå på både det røde og grønne ben - samtidig.

Og Anne Grete Holmsgaard kvitterede allerede i oktober 2005 ved at udtale til Jyllands-Posten, at "der findes dem, der vokser med opgaven, og dem, der dør. Villy er vokset med opgaven, og det er sket hurtigt. Også mine egne bekymringer er væk. Jeg tror faktisk, at han kan være formand i mange år."

Steen Gade siger i dag, at Villy Søvndal "var meget opsat på at lave nogle reelle ændringer i SF og at integrere det røde og grønne."

- Det har han insisteret på. Han har været med til at gøre det til en reel del af partiets politik og liv. Der har han rykket SF. Konflikten mellem såkaldt rød og grøn, den forsvinder ret hurtigt, fordi han får indarbejdet de dele rigtigt godt i vores politik. Han indså hurtigt, at det ikke er nok at holde sammen, man skal også spille og arbejde sammen, hvis man skal rykke. Og han lægger heller ikke op til nye EU-diskussioner. Alt det, synes jeg, er vældig godt. Så ja, han har overrasket mig positivt, siger Steen Gade.

Villy Søvndal siger i dag, at "kunsten var at undgå, at vi som parti fik en såkaldt rød og grøn søjle. For de ting hænger sammen." Og han mener, at desto mere han satte sig ind i klima- og miljøpolitik, jo mere gik det op for ham, hvor centralt dette spørgsmål var og ville blive.

- Miljø- og klimapolitikken kommer til at afgøre store spørgsmål fra verdens kommende flygtningestrømme og politiske konflikter og helt ned til størrelsen på folks forsikringspræmier, hvordan vi skal bygge osv. Omvendt: Får man koblet den "røde" politik fra, så får man ikke samtidig fat på de sociale problemer, siger Villy Søvndal.

Hans mål om at integrere miljø- og klimapolitik med SF's "røde" politik så med andre ord ud til at være noget af det første, der lykkedes for ham som ny partiformand.

http://www.sohn.dk/