Mager analyse om politisk journalistik

<img align="left" src="@nyimg=6532@" />

Intentionen er prisværdig.

Nu har der de sidste 40 år været gentagne, ophedede diskussioner om "de røde lejesvende" på Danmarks Radio, så det var på tide at få undersøgt sagen mere systematisk. Få dokumenteret, om der er noget om, at DR-journalistikken er rød, mens TV 2 er borgerligt orienteret. Men desværre demonstrerer den aktuelle bog primært, at niveauet i danske akademiske undersøgelser ofte lader en del tilbage at ønske.

Undersøgelsen om den politiske journalistik på DR og TV 2 er foretaget af professor Erik Albæk, adjunkt Davis Nicolas Hopmand og professor Claes de Vreese, alle fra Syddansk Universitet - og er sammenfattet i bogen "Kunsten at holde balancen".

"Kunsten at holde balancen" er gennemsyret af den svaghed, man har set ved en hel række akademiske produkter gennem de seneste år: Man opstiller nogle modeller, man prøver forskellige situationer af i forhold til disse modeller - og såfremt modellerne er fulgt til punkt og prikke, mener man at have en ubestridelig konklusion. Men man giver sig ikke til at overveje, om konklusionen giver nogen mening i forhold til praksis.

Erik Holstein
Journalist og forfatter

Bogen lider af adskillige skavanker.

For det første holder de tre akademikere ikke, hvad de lover. De stiller i udsigt, at de vil vurdere, om der er såkaldt bias i den politiske journalistik på DR og TV 2, og de konkluderer i bogen, at der ikke er tale om en systematisk politisk skævvridning hverken det ene eller det andet sted - og at "forestillingen om, at journalisters personlige politiske ståsted skulle farve deres journalistik, er en myte uden hold i virkeligheden".

Bogen giver ikke belæg for nogen af disse konklusioner.

<img align="left" src="@nyimg=6520@" />

Forkert fokus
Et afgørende problem er, at de tre forskere kun har undersøgt en meget begrænset del af sendefladen, nemlig nyhedsudsendelserne i de sidste fire uger før et valg. Ud fra den betragtning, at "det især må anses for at være problematisk, hvis der er manglende balance i denne periode".

Men valgkampe er alt andet end typiske: Her vogter de elektroniske medier nidkært over alsidighedsforpligtigelsen, og i partilederrunder og præsentationsprogrammer er der ligefrem millimeterdemokrati. Her havde det været decideret opsigtsvækkende, hvis man havde kunnet påvise systematiske bias på DR og TV 2.

På den måde har forfatterne valgt noget nær det dårligste tidsrum at undersøge, hvis man skal lave en realistisk vurdering af omfanget af politisk bias.

Mangler resten af sendefladen
Indskrænkningen forstærkes af, at det kun er nyhedsudsendelserne, der er undersøgt. Selvfølgelig er de vigtige, men det er dokumentarfilm, kulturprogrammer, debatprogrammer mv. også. Gad vist hvad en systematisk gennemgang af hele radioens P1-flade mon havde vist? Er der nogen, der i ramme alvor vil påstå, den er uden bias?

P1-fladen er ganske vist ikke domineret af "røde lejesvende", som Dansk Folkeparti mener. Men der synes at være en "mikroskopisk overvægt" af politisk korrekte synspunkter. F.eks. i de samtale- eller debatprogrammer, hvor man som lytter kan få den sælsomme oplevelse af være vidne til en "diskussion" mellem to kulturradikale. Usædvanlig alsidigt, må man sige.

At dette element ikke er inddraget, er ikke så meget forfatternes skyld. Det skyldes snarere de bevilligende myndigheder, der har haft et for snævert fokus på nyhedsudsendelser. Men udeladelsen betyder, at man ikke på baggrund af bogen kan vurdere, hvorvidt der er en slagside eller ej på Danmarks Radio.

Overfladisk konklusion
Undersøgelsens svagheder stopper imidlertid ikke her.

De tre forskere har - meget forståeligt - villet undersøge den ofte hørte påstand om, at Christiansborg-journalisterne (personligt) er mere venstreorienterede end resten af befolkningen. Og her konkluderer forskerne, at det på ingen måde er tilfældet.

Der er ganske vist en overvægt af journalister, der stemmer på oppositionen, men der er til gengæld væsentligt færre politiske journalister, der stemmer på SF og Enhedslisten. Forskerne konkluderer, at de politiske journalister i helt overvejende grad orienterer sig "mod midten".

Massiv ubalance
Kigger man nærmere efter, ser man imidlertid, at næsten en tredjedel af de politiske journalister sætter kryds ved Radikale Venstre, der dermed har seks gange så stor opbakning her som i befolkningen som sådan!

Omvendt med Dansk Folkeparti, der har opbakning fra tre procent af Christiansborg-journalisterne, mens partiet fik 13,8 procent ved sidste valg. Der er således en total og nærmest bizar ubalance i de politiske journalisters repræsentativitet, når det gælder netop den værdipolitiske akse, der har afgjort de sidste tre folketingsvalg.   

Denne helt afgørende skævhed er henvist til en lille fodnote i bogen, hvor det godt nok erkendes, at det kan "diskuteres", om Radikale er et midterparti. Men alligevel går forfatterne lystigt videre med konklusionen om, at "politiske journalister ønsker større indflydelse til midten i dansk politik".
En konklusion, der nærmer sig "Goddag mand, økseskaft".

Professionelle dyder
Dertil kommer, at det statistiske grundlag for undersøgelse af de politiske journalisters stemmeafgivning er meget svagt. Kun 39 har svaret - og de tre procent til Dansk Folkeparti svarer derfor til præcis én journalist. Og når det gælder Radikale, er der ganske vist ingen tvivl om, at en uforholdsmæssig stor del af de politiske journalister stemmer på dette parti. Men næppe en tredjedel af Folketingets Presseloge.

Noget helt andet er så, at de tre forfattere sagtens kan have ret i, at det ikke giver nogen speciel favorabel position for Radikale Venstre. De fleste politiske journalister er trods alt også i stand til at forholde sig kritisk til de partier, de måtte sympatisere med. Og derfor er størstedelen af den politiske journalistik skåret efter professionelle dyder. Selvom den selvfølgelig aldrig bliver fuldstændig objektiv.

Kunsten at tænke selv
"Kunsten at holde balancen" er gennemsyret af den svaghed, man har set ved en hel række akademiske produkter gennem de seneste år: Man opstiller nogle modeller, man prøver forskellige situationer af i forhold til disse modeller - og såfremt modellerne er fulgt til punkt og prikke, mener man at have en ubestridelig konklusion. Men man giver sig ikke til at overveje, om konklusionen giver nogen mening i forhold til praksis.

Man fortaber sig med andre ord i teoriernes verden uden at foretage en selvstændig refleksion over teoriens brugbarhed eller mangel på samme. Det er en meget mekanisk - og ikke særlig intellektuel - tilgang til akademiske studier.

Regeringsbonus
Helt uden værdi er undersøgelsen naturligvis ikke, og en del af konklusionerne er interessante nok. F.eks. kan de tre forfattere bekræfte, at der normalt gives en hel del mere sendetid til den siddende regering end til oppositionen i en valgkamp.

Men som de meget fornuftigt konkluderer, er der ikke noget problematisk i dette: Den fordel har regeringen uanset partifarve, og den skyldes det simple faktum, at regeringspartierne både får dækning af de siddende ministre og af partierne som sådan i en valgkamp.

På samme måde virker det som en ædruelig konklusion, når forfatterne slår fast, at der ikke er tale om nogen partipolitisk ubalance i DR og TV 2. Der er ikke noget, der tyder på, at de politiske journalister på tv som helhed favoriserer et bestemt parti.

Men samlet set er "Kunsten at holde balancen" en skuffende omgang i betragtning af ambitionsniveauet - og de 1,6 millioner kroner, der har været afsat til projektet. Det eneste, man kan uddrage af bogen, er, at der ikke foregår en systematisk skævvridning på tv-kanalerne i selve valgkampene. Og lige præcis dét vidste de fleste i forvejen.