Lars Olsen: Eliten burde skamme sig. Frederik Vad har ret

"Når vi ser på det samlede materiale, ser vi en pengestrøm, en kommunikationsstruktur, og en struktur, der fungerer. Den struktur er slægtsbaseret. Det er fætre og kusiner, brødre, mødre og fædre," siger Johannes Wahlström til Berlingske.

En del af strukturen er kommunale embedsmænd, der hjælper klanen med at modtage arbejdsløshedsunderstøttelse, sygedagpenge, førtidspension og byggetilladelser. I nogle tilfælde er det ligefrem lykkedes for klanerne at infiltrere kommunalbestyrelser og Rigsdagen.

Der er næppe tvivl om, at dette er mere udbredt i Sverige, hvis liberale indvandringspolitik har skabt Europarekord i skuddræbte per indbygger. Men alt taler for, at det også findes i Danmark – bare mindre ekstremt.

For nylig landede så endnu en bog hos boghandlerne, 'Broderismen', en dansk oversættelse af den franske antropolog Florence Bergeaud-Blacklers bog om Det Muslimske Broderskabs strategi i Europa.

Det 443-sider digre værk bygger på mange års feltarbejde i moskeer, islamiske foreninger og familier og i offentlige institutioner.

Kultur- og uddannelseseliten er en magtfaktor med gode uddannelser, mange tillige pæne indkomster og indflydelsesrige poster, som de bruger til at fremme egne synspunkter.

Lars Olsen

Det Muslimske Broderskabs mål er et islamisk Europa. Det fremmes med milliardinvesteringer fra Golfstaterne i muslimske miljøer og ved en raffineret dobbeltstrategi:

Internt blandt muslimer håndhæves en bogstavtro version af Islam, der fratager kvinder og børn de friheder, som de har i de europæiske samfund.

Eksternt brandes den islamiske levevis gennem vestlige plusord som mangfoldighed, diversitet, identitet og minoritetsbeskyttelse. Kritikere bringes til tavshed med ord som islamofobi, stigmatisering og racisme.

Florence Bergeaud-Blacklers indsats blev imidlertid ikke kun modarbejdet af Broderskabets forsøg på hemmeligholdelse, men også af modvilje fra kollegerne i universitetsmiljøet.

Frederik Vads "tredje erkendelse" er rigtig. Indvandrere og efterkommere er selvfølgelig forskellige, mange er lovlydige og professionelle, men en ikke ubetydelig gruppe har både arbejde og uddannelse og tilsidesætter så alligevel samfundets værdier og spilleregler af hensyn til etniske gruppeinteresser.

Det kan ske velorganiseret som med Det Muslimske Broderskab og kriminelle klanstrukturer. Oftest er det formentlig uformelt som vennetjenester til familie og netværk. Men at der eksisterer en "modkultur", forekommer hævet over enhver tvivl.

Det er ikke noget tilfælde, at denne afgørende tredje erkendelse møder modstand fra medier, forskermiljøer og folk på lønningslisten i uddannelsesinstitutioner. Sådan var det også med de to andre erkendelser.

I 1990'erne banede den første erkendelse sig langsomt vej: Masseindvandringen fra Mellemøsten og Afrika skaber store integrationsproblemer. Erkendelsen blev båret frem af tusindvis af jævne danskere, der mærkede problemerne i deres i dagligdag i skoler og boligområder.

I 00'erne kom så den anden erkendelse: at antallet af indvandrere, der kommer til landet, er afgørende for samfundets evne til at håndtere det. I begge tilfælde mødte erkendelserne modstand fra kultur- og uddannelseseliten med magtbaser i medier, kulturliv, forskermiljøer og uddannelsessektoren.

Jeg har i bøgerne 'Eliternes Triumf' og 'Rige børn leger bedst' været med til at kortlægge samfundets øvre lag. De er i dag delt i to forskellige segmenter:

Kultur- og uddannelseseliten har andre sociologiske kendetegn end erhvervseliten, de øvre lag i den private sektor, som også udgjorde en herskende klasse for 50 og 100 år siden.

Ikke desto mindre er kultur- og uddannelseseliten en magtfaktor med gode uddannelser, mange tillige pæne indkomster og indflydelsesrige poster, som de bruger til at fremme egne synspunkter.

At varetage interesserne for jævne danskere kan møde modstand fra begge eliter. Det kan Frederik Vad tale med om.