Dagens overblik: Orbán vil fortsat være "en uforudsigelige torn i øjet" på Vesten, og københavnerne skal betale en kvart milliard for Lynetteholm

Mandag lander tredje og sidste del af FN's store klimarapport. I Ungarn er Viktor Orbán blevet genvalgt trods sit varme forhold til Rusland. Og så er der nyt om Lynetteholm i dagens overblik over dansk og europæisk politik.

Foto: Marton Monus/Reuters/Ritzau Scanpix
Maja Hagedorn

Godmorgen og velkommen til en ny uge i dansk og europæisk politik oven på en weekend med nye, gruopvækkende billeder af krigens ødelæggelser i den ukrainske by Butja.

Vi skal runde søndagens valg i Ungarn, en millionregning for Lynetteholm til de københavnske skatteydere og endnu et kapitel i virkelighedens spændingsroman om den anholdte FE-spionchef, Lars Findsen.

Men vi begynder med klimaet. For i dag, mandag, kommer der nyt fra FN's såkaldte klimabibel. Der er tale om tredje og sidste delrapport fra FN’s klimapanel, IPCC, der er den sjette af sin slags. Her skal det handle om, hvordan vi afbøder klimaforandringerne. 

Den endelige udgave blev godkendt efter en del tovtrækkeri omkring teksten. Flere regeringer får skylden for den forsinkede godkendelser, fordi de ifølge den britiske avis The Guardian forsøgte at udvande forskernes konklusioner.

Rapporten bliver tilgængelige klokken ti. Og en time senere præsenteres hovedpunkterne på et pressemøde med blandt andre klimaminister Dan Jørgensen (S), DTU og DMI. Det kan du følge her på Altinget.

"En uforudsigelig torn i øjet" på Vesten

I Ungarn har landets siddende premierminister, Viktor Orbán, sikret sig en femte periode på posten.

Hans parti, Fidesz, står til en klar sejr oven på søndagens valg, der ifølge The Guardian har fået kritik for "åbenlys gerrymandering" – det vil sige at inddele valgdistrikter, så det kommer ét parti til gode – fusk med stemmesedlerne og en ulige adgang til medierne.

Orbán, der blev kendt som frihedshelt og demokratiforkæmper i slutningen af Den Kolde Krig, kan for nogen være svær at kende i dag. Her har han gennem en række reformer omdannet sit hjemland til et ifølge ham selv "illiberalt" demokrati.

Samtidig har han skabt et stærkt bånd til Ruslands præsident, Vladimir Putin, der står bag rædslerne i Ukraine, og han har blandt andet afvist at lade våbenleverancer til ukrainerne gå gennem Ungarn. Men det nære forhold mellem de to allierede har tilsyneladende ikke haft konsekvenser for vælgernes tilslutning.

Derfor vil Ungarn – der er medlem af både EU og Nato – også oven på søndagens valg fortsat udgøre "en uforudsigelige torn i øjet" på Vesten, analyserer britiske BBC.

Københavnere skal betale en kvart milliard for Lynetteholm

Regningen for den kunstige ø Lynetteholm lander efter alt at dømme delvist hos de københavnske skatteydere. Det skriver Altinget på baggrund af By & Havns nye budget for gigantprojektet.

Det viser også, at Lynetteholm er blevet over en halv milliard kroner dyrere end først antaget. Helt konkret er forventningen i By & Havn, at Københavns Kommune må vinke farvel til over 280 af de 400 millioner kroner, som kommunen har stillet som garanti i projektet. 

Kan man så stadig tale om Lynetteholm som et projekt, der hviler i sig selv økonomisk?

"Når vi siger, at det hviler i sig selv, er det forudsat, at kystlandskabet bliver betalt af kommunen. Men projektet handler for os om et jorddepot og et kystsikringsprojekt. Det hviler i sig selv," lyder det fra selskabets udviklingsdirektør, Ingvar Sejr Hansen.

Du finder hele historien her.

 

Ministerier lægger op til ændring af epidemiloven

Det skal være muligt at iværksætte forsamlingsforbud eller landsdækkende nedlukninger uden at spørge Folketinget, når en sygdom bliver kategoriseret som samfundskritisk.

Ligesom det skal være muligt at indføre krav om eksempelvis mundbind eller "pas" mod sygdomme, der er alment farlige – men ikke samfundskritiske – uden parlamentarisk kontrol.

Det foreslår Sundhedsministeriet og Justitsministeriet i en evaluering af epidemiloven, skriver Jyllands-Posten.

Forslaget får blandede reaktioner fra Kommunernes Landsforening (KL) og Det Etiske Råd. Dem kan du læse i avisen her.

Medie: Lars Findsen blev aflyttet i sit eget hjem

Små gemte mikrofoner optog i månederne op til spionchef Lars Findsens anholdelse de samtaler, han førte i sit private hjem. Efterforskningen har nemlig omfattet såkaldt rumaflytning i hjemmet, og i den anden ende sad medarbejdere fra Politiets Efterretningstjeneste og lyttede med på, hvad der blev sagt. 

Det erfarer DR fra flere kilder.  

Aflytningen viser, at den suspenderede chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) ifølge DR's oplysninger skal have røbet statshemmeligheder under samtaler med sin nærmeste familie.

Lars Findsen blev anholdt og sigtet for at have lækket højt klassificerede oplysninger i begyndelsen af december. Efter flere måneders varetægtsfængsling blev han i februar løsladt. Han er dog fortsat sigtet og hjemsendt.

Du kan læse historien her.

Det sker i dag

  • Tredje og sidste del af en stor rapport fra FN's Klimapanel, IPCC, bliver præsenteret. Den handler om mulighederne for at sænke verdens udledning af drivhusgasser.
    Klima- Energi- og Forsyningsministeriet præsenterer sammen med DMI og DTU hovedbudskaberne fra rapporten på et pressemøde klokken 11.00.
  • Regeringen udveksler på et stormøde idéer og erfaringer, der skal hjælpe ukrainere i arbejde bedst muligt, med arbejdsmarkedets parter, virksomheder, organisationer og andre interessenter. 
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dan Jørgensen

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024