Det moralske valg i 1943

Det er svært at se, hvorfor det skulle være ahistorisk eller letkøbt, at man i dag peger på, at modstandsvalget var mere rigtigt end valget, der ville have fastholdt Danmark som lystmorderens lille kanariefugl.

Berlingske
Leder

60 år gik der, før det officielle Danmark tog stilling i den splittelse, der har gået tværs ned igennem den nationale fortælling om de fem forbandede år: Stod samarbejds- eller modstandslinjen under den tyske besættelse for det moralsk rigtige? Statsminister Anders Fogh Rasmussen benyttede jubilæet i går for samarbejdspolitikkens sammenbrud i 1943 til endeligt at ophøje modstandsbevægelsen til bærer af det eneste holdbare standpunkt.

Det kom sent, men så kom det også. Og indvendingerne fra især en stribe historikere kom også. De går på, at Foghs stillingtagen er et ahistorisk synspunkt. At han i magelig afstand af de dødeligt svære valg sætter sig op på moralismens høje hest.

Historikernes forsøg på at tale nøgternhedens og pragmatismens sag ser bort fra, at mange valgte det rene modstandssynspunkt allerede dengang. Faktisk tog efterhånden så mange afstand fra tilpasningen til den nazistiske overmagt, at netop dét til sidst umuliggjorde det officielle Danmarks fortsatte samarbejde med tyskerne. (...)

Det er svært at se, hvorfor det skulle være ahistorisk eller letkøbt, at man i dag peger på, at modstandsvalget var mere rigtigt end valget, der ville have fastholdt Danmark som lystmorderens lille kanariefugl. Modstanden - og kun den - gav Danmark en fremtid blandt de frie nationer, og ikke blandt de nationer, der havde kæmpet for Hitler.