Folkets kirke

Det har til gengæld altid været temmelig svært at forklare udlændinge, at vi ikke har en statskirke, men at der alligevel er tæt forbindelse, fordi kirken »understøttes« af staten. Inden for de seneste år er der så i stigende takt blevet sat spørgsmålstegn ved folkekirkeordningen, og for nylig har Enhedslisten bekendtgjort, at de efter Folketingets sommerferie vil stille lovforslag om adskillelse af kirke og stat.

Det øgede fokus på stat-kirke-forholdet bliver på overfladen tilskrevet den megen uro, der, både økonomisk og kirkepolitisk, har været omkring kirkeminister Tove Fergo. Men når folkekirken pludselig fremstår som langt mindre selvfølgelig end før, skyldes det nogle dybtgående historiske forandringer. (...)

Mest interessant er det, at kirken selv er begyndt at tale for at løsne båndene til staten. Faktisk er der en historisk enighed om, at noget må ske; den brede grundtvigske midtbane, der repræsenteres af Kirkeligt Samfund, er gået i bevægelse og kom i begyndelsen af juni med et oplæg til strukturdebat. Fra politisk hold har Socialdemokratiet foreslået en »før-strukturkommission«.

Kommissioner og »brede folkelige debatter« lugter ofte langt væk af problemer, ingen helt ved hvad man skal gøre ved, og som ingen i hvert fald vil tage ansvaret for at løse. I dette tilfælde er det imidlertid for en gangs skyld på sin plads at tage en langvarig diskussion og udredning:

Den moralske forargelse fra Enhedslisten og de sidste dages hellige diskriminationsbekæmpere bør man derfor tage med sindsro.

Berlingske
Leder

Hvordan er de økonomiske bånd kirke og stat imellem helt præcist i øjeblikket, og hvordan vil de i givet fald kunne ændres? Skal kirken holde op med at løse statslige opgaver som f.eks. fødselsregistrering? Hvis Folketinget ikke længere er kirkens øverste myndighed, hvem skal så være det? Osv. osv. Der er mere end nok at debattere og sikkert også en del at reformere. Men det skal gøres ud fra den præmis, at den danske folkekirke ikke er noget at skamme sig over.