Frankstøtter får tømmermænd

Dagen derpå gav et skoleeksempel på, hvorledes gruppemedlemmerne ikke skal agere under det mandat, den nye formand har fået af partiets medlemmer. Det kan ikke undre, at efterlønnen spøger fra dag et, når Helle Thorning-Schmidt allerede et halvt års tid før valget gjorde sig til talsmand for, at den skal afvikles for personer, der ikke er fyldt 40 år.

Alligevel meddelte den hidtidige ordfører Bjarne Laustsen i en morgenradioavis, at efterlønnen ikke røres. Det er partiets politik, og hvis den nye formand ikke er enig, rejses spørgsmålet på næste partikongres.

Forhåbentlig for partiet har andre gruppemedlemmer fattet parolen bedre, for det er uholdbart, hvis kongressen i et og alt skal være opmand for de forsmåede medlemmer af folketingsgruppen.

(...) Det anskueliggør, hvor alvorligt et slag det er for en Svend Auken, en Lissa Mathiasen, en Ole Stavad, en Carsten Hansen og adskillige flere at blive konfronteret med den barske virkelighed, der henviser gamle fløjkrigere til pladser uden indflydelse på de bagerste rækker i folketingssalen. Det virker overbevisende og handlekraftigt, at den nyvalgte formand som det første målbevidst præsenterede sit eget ledelseshold af loyale støtter, udover at en repræsentant for de fløjløse samt den ambitiøse Mette Frederiksen kom med ind i varmen.

Helle Thorning-Schmidt har hermed meget resolut sat handling bag ordene om, at det er slut med at flette fløje. Nu kan hun manøvrere ubundet af fløjhensyn i ledelsen, da udrensningen er total. Fornuftigt nok skal ordførerskaber og andre poster derefter tildeles efter kvalifikationer i stedet for at foregå ved fløjkvotering. Efterlever hun kriteriet konsekvent, bør man også kunne finde tidligere Jensen-støtter i denne flok. Men at udrensningen bliver betydelig, kan ingen være i tvivl om.

Signalet om fornyelse og generationsskifte, som vidner om konsekvens og handlekraft, er vigtigt fra første færd. De nye toner og den målbevidste ledelsesstil, som er lanceret uden rysten på hånden første dag, er egnet til at skabe respekt både i og uden for folketingsgruppen.

(...) Vi har stadig det politiske projekt til gode, men efter de første signaler er spændingen om indholdet utvivlsomt stor ikke blot i regeringen, som kræver samarbejde over midten i vigtige spørgsmål, men også i Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, fordi det kan ændre samarbejdsmulighederne i Folketinget væsentligt.

Det kan bringe de to partier tilbage i taberrollen, hvis den socialdemokratiske leder formår at lancere den bebudede konstruktive oppositionspolitik så effektivt, at hun både kan samarbejde med regeringen og stille krav.

I givet fald bliver det nye tider i Folketinget som helhed.