Kapitel fra Christopher Arzrouni nye bog

"Formaldehyd, blåsyre, acrolein, ammoniak og benzen for blot at nævne fem af de mere end 4.000 kemiske forbindelser, som en passiv ryger indånder. Mange af forbindelserne er kræftfremkaldende, blandt andet benzoanthracen og benzopyren samt forskellige metaller som cadmium, bly og kviksølv." For en gangs skyld må man give Politikens leder ret. Det er farligt at være passiv ryger.

Passiv rygning giver forhøjet risiko for lungekræft og hjerte-kar-sygdomme. Mellem fem og ti ansatte i restaurationsbranchen dør hvert år på grund af passiv rygning. Og 86 får lungekræft eller hjertesygdomme med videre. Det viser rapporten Passiv rygning – et problem inden for hotel og restaurationsbranchen. Rapporten gennemgår og opsummerer mange års videnskabelig forskning i passiv rygning. Den er bestilt af Branchearbejdsmiljørådet Service og Tjenesteydelser og udarbejdet af Vilhelm Borg fra Arbejdsmiljøinstituttet.
De passive rygere har ikke bedt om at få hældt røg ned i lungerne. Derfor er der god grund til at beskytte deres rettigheder. Passiv rygning overskrider det gode liberale grundprincip om, at grænsen for den enkeltes frihed går lige der, hvor man skader andre. John Stuart Mill formulerede det på følgende måde: "Samfundet kan med andre ord kun gribe ind over for de af vores handlinger, som berører andre. På alle andre punkter må vi være fuldkommen fri. Den enkelte borger er helt og holdent herre over sig selv, sin krop og sin bevidsthed." Rygning kan derfor ikke være en privatsag, idet den skader andre.

Eller kan den? Hvad nu hvis den passive ryger selv har vovet sig ind i rygerens hule? Er der så ikke tale om, at den passive ryger vælger et ringere helbred til fordel for noget andet? Løn, socialt samvær og så videre? Løn til bartendere og socialt samvær til os andre? De fleste rygere er kvinder. Så mon ikke en mand eller to trods alt ville risikere liv og lunger for at være i nærheden af disse attraktive væsener? Og er det ikke rimeligt, at den enkelte frit kan vælge, hvilken risiko han vil udsætte sig for?

Nej, det ville da være helt uforsvarligt! Det er ikke en privatsag at ryge i et rum, hvor der er andre til stede. Folketingsmedlem Naser Khader har slået fast, at rygeforbud er i fin tråd med liberal tænkning. "Om man ryger er en privat sag, men hvor man ryger vedrører også andre. Passiv rygning dræber. Derfor bør liberale støtte et generelt rygeforbud i det offentlige rum. Og derfor griber de nuværende tilstande ind i mange danskeres frihed hver eneste dag," lyder Khaders argumentation. I 2004 vedtog det radikale landsmøde derfor, at partiet skal arbejde for et forbud mod rygning indendørs i alle offentlige rum, herunder restaurationer og cafeer. Forslaget bakkes op af Socialdemokraterne og Kristendemokraterne. Hvem sagde liberale?

I det hele taget lader det nu til, at Khaders liberalisme er så frisindet, at den også kan indbefatte paternalisme - dvs. at myndighederne bedst ved, hvad der er til gavn for den enkelte selv. "Paternalistisk lovgivning er på grænsen af liberalisme," som Khader skriver. Kun på grænsen?
Problemet er, at Khader og hans "liberale" frænder på venstrefløjen forveksler "det offentlige rum" med "det offentligt ejede rum". I virkeligheden er det offentlige rum ikke altid offentlig ejendom. En cafe, en restaurant og så videre tilhører privatpersoner. Og ingen er tvunget til at opholde sig der. Alle og enhver kan derfor undgå passiv rygning.

"Kan folk ikke selv finde en løsning?" spørger Khader - og giver selv svaret med overlegen radikal selvsikkerhed: "Nej, det er en liberal fejlslutning. Overlader man rygepolitik til frivillige initiativer, sker der intet, viser al erfaring." Man skulle ikke tro, at Khader havde prøvet at flyve for et par årtier siden. Dengang var rygning på passagerfly ganske normalt. Men nu har ikke-rygerne fat i den lange ende. Jeg kan ikke komme i tanke om et eneste passagerflyselskab, der tillader rygning. Alligevel fremturer ikke-rygerne. Eller gør de? Er ikke-rygerne virkelig så dogmatiske? Næppe!
Kravet om et totalt rygeforbud kommer jo først og fremmest fra organisationer - bl.a. fra fagforeningen RBF - RestaurationsBranchens Forbund og fra arbejdsgiverforeningen HORESTA. RBF's formand Preben Rasmussen ønsker et indgreb fra sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen. RBF's formand mener, at det er helt nødvendigt at regulere.

Men handler organisationernes holdning virkelig om at beskytte gæsterne? Prøv engang at læse, hvad miljøsekretær i RBF Henrik Hansen giver udtryk for: "I en periode har der været snakket om at indføre rygerestriktioner, typisk i form af en opdeling i rygeområder og ikke-ryge-områder. Men denne opdeling viser sig ikke at være særlig effektiv, samtidig med, at der selvfølgelig skal tages hensyn til branchens økonomiske forhold og til konkurrenceforvridning." Konkurrenceforvridning? Hvad er RBF bange for? At kunderne holder sig fra de restauranter, der forbyder rygning, og vælger de restauranter, der tillader det? Men hvad er der galt i, at kunderne vælger at udsætte sig frivilligt for passiv rygning? Hvad bliver det næste? Skal man til at forbyde cigarbarer? Hvor er Forbrugerrådet, når man har brug for dem?

RBF's hovedargument handler da også om medarbejdernes risiko for et dårligere helbred. Det er helt legitimt. Men hvordan kan det så være, at fagforeningen RBF ikke er i stand til at forhandle aftaler om røgfrihed for sine medlemmer? Hvad hindrer RBF i at blive enig med HORESTA om et totalforbud mod røg? Eller hvad hindrer RBF i at gøre det dyrere for restauranterne ved at forhandle genetillæg og så videre for de medarbejdere, der udsættes for røg? Noget tyder på, at organisationerne har spillet fallit og derfor bilder sig ind, at Staten kan klare ærterne for dem.

I virkeligheden lader det til, at lønmodtager- og arbejdsgiverforeningerne har et klart budskab til deres medlemmer: Hvis I overlader os ansvaret for jeres helbred, er det helt uforsvarligt.