Politisk redaktør: Vælgernes begmand sætter Vanopslaghs statsministerdrøm på pause

Liberal Alliances valgresultat var udslaget af en småsur kampagne, vurderer politisk redaktør, mens en tidligere partiprofil peger på flere strategiske fejltrin. "Man kan ikke være skuffet over, at demokratiet virker," siger spidskandidat.

Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Daniel Bue Lauritzen

Alex Vanopslagh og Henrik Dahl stod med stivnede smil og hænderne i habitbuksernes dybe lommer, da det søndag aften stod klart, at Liberal Alliance på ingen måde havde været i stand til at omsætte gode meningsmålinger til stemmer ved europaparlamentsvalget.

Her fik partiet syv procent af stemmerne, hvilket gjorde partiet til det bare tredjestørste borgerlige parti i Danmark. 

Resultatet var samtidig lavere end i den seneste måneds meningsmålinger for EU-valget og under halvdelen af prognosen i de landspolitiske målinger, som Liberal Alliance har kunnet juble over gennem hele foråret.

Jeg tror ikke, at der lige med det samme kommer flere af de store interviews med Vanopslagh med statsministeragtige citater om at samle blå blok

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

Alligevel afviser spidskandidat Henrik Dahl (LA) at være skuffet over resultatet.

"Man kan ikke være skuffet over, at demokratiet virker, og at vælgerne har talt. Vores mål var at få et mandat i Europa-Parlamentet, og det har vi nået. Det er vi utroligt glade for," siger han.

Der er ellers god grund til at være skuffet, mener politisk redaktør på Altinget, Esben Schjørring, der kalder valgresultatet for en ”stor begmand” til det liberale parti.

"De underpræsterer både i forhold til målingerne og i forhold til, hvad de selv havde regnet med i LA-toppen,” siger han.

Læs også

Småsur kampagne

Liberal Alliance har gennem 2024 klaret sig flot i meningsmåling efter meningsmåling.

I maj viste en måling, som Epinion havde lavet for DR og Altinget, at partiet stod til 16,3 procent af stemmerne ved valg til Folketinget.

Også i de meningsmålinger, der er lavet forud for europaparlamentsvalget, har partiet set ud til at få et bedre valg end de syv procent, der endte med at sætte kryds ved Liberal Alliance.

Der er flere forklaringer på, at det ikke gik bedre, vurderer Esben Schjørring.

På Christiansborg er Liberal Alliance et liberalt og strømlinet parti. Til europaparlamentsvalget har de været halvkonservative og kiksede

Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Tidligere LA'er og vært på Ministertid

Dels har spidskandidat Henrik Dahl, der ifølge redaktøren i udgangspunktet har en mere konservativ politisk profil end Alex Vanopslaghs, ikke den samme appel hos vælgerne som partilederen.

”Han sælger bare ikke varen på samme måde som Alex Vanopslagh," siger redaktøren.

Dertil kommer, at Henrik Dahl har ført det, som Esben Schjørring beskriver som en “småsur” kampagne.

Det er kommet til udtryk i tv-debatter, hvor spidskandidaten ifølge redaktøren har haft en tilbagelænet attitude og flere gange har virket uinteresseret i at blande sig.

Samtidig har Liberal Alliance på sociale medier ført kampagne med en ironisk og humoristisk tilgang, hvor Alex Vanopslagh har opfordret vælgerne til at sende Henrik Dahl til Bruxelles, så han selv kan blive fri for ham.

Artiklen fortsætter længere nede.

Q&A med Henrik Dahl: ”Man kan ikke være skuffet”

Hvorfor går I tilbage i forhold til målingerne?

"Grundlæggende er målinger fugle på taget, og så er der valget. Det er to forskellige ting. Jeg har prøvet i mange andre sammenhænge i dansk politik, at man får målinger, der peger i alle mulige forskellige retninger. Jo tættere, man kommer på valgdatoen, jo mere ligner målingerne så virkeligheden." 

Er du skuffet?

"Man kan ikke være skuffet over, at demokratiet virker, og at vælgerne har talt. Vores mål var at få et mandat i Europa-Parlamentet, og det har vi nået. Det er vi utroligt glade for."

I løbet af valgkampen har Mads Strange sagt, at kvinder bør holde sig fra at gå i krig, fordi de skal bruges til at føde børn, og at mænd er bedre til sport, der kræver intelligens. Tror du, at de udtalelser har haft indflydelse på jeres valgresultat?

"Det har jeg ikke nogen kommentar til. Jeg kan ikke svare på, om det har påvirket vores resultat. Det ved jeg ikke noget om."

Var det fornuftige udtalelser?

"Jeg vil ikke blande mig i, hvad Mads går og siger."

Er du enig med ham?

"Det vil jeg heller ikke kommentere."

Tror du, at det har skuffet nogle af jeres potentielle vælgere, at I vælger at gå i den konservative gruppe fremfor den liberale?

"Nej, det tror jeg ikke. Det er en proces-diskussion, som ikke optager nogen. Partierne i EPP-gruppen fører en liberal økonomisk politik, og så har de forskellige partipolitiske holdninger til ting og sager, som ikke er EU-stof."

Lars Løkke Rasmussen anklagede jer i tv-debatten for at føre en useriøs kampagne. Har I været for dårlige til at tale seriøs politik?

"Nej, det synes jeg ikke. I lighed med for to år siden har vi forsøgt at lave en humoristisk kampagne."

Er det lykkedes?

"Der er i hvert fald mange, der har henvendt sig til os og sagt, at de har fået et godt grin og noget at tænke over. Men at Lars Løkke så stiller sig op og ligner Harry Potter i en debat med partilederne og så kritiserer os for at være useriøse og gakkede, det taler jo for sig selv."

I tager helst selv ikke ordet i munden, men der er jo kommentatorer, der taler om, at I har potentiale til at være statsministerparti for blå blok. Skal de holde op med det nu?

"Kommentatorerne må tale om, hvad de vil. Men det har jo været klart, at det ikke er noget, Alex har noget stort ønske om at tale om."

Bliver det mindre aktuelt fremadrettet?

"Det kan jeg ikke have nogen mening om. Europa-Parlamentet er Europa-Parlamentet og det danske parlament er det danske parlament."

Frygter du, at det her resultat kommer til at smitte af på jeres fremtid som landspolitisk parti?

"Nej, Europa-Parlamentet og Folketinget er to forskellige ting. Det er udgangspunktet."

Kontroversielle udtalelser

En anden faktor, der ifølge redaktøren kan forklare Liberal Alliances tab af momentum i valgkampen, er den unge kandidat Mads Strange, der var LA’s nummer to på listen.

Han har flere gange påkaldt sig stor opmærksomhed ved blandt andet at udtale, at kvinder ikke bør være underlagt værnepligt, fordi de er vigtigere for fødselsraten end mænd, og at mænd er dygtigere end kvinder til ”samtlige sportsgrene, der kun kræver tankekraft”.

Den slags udtalelser har været med til at give LA en mere nationalkonservativ profil, der står i kontrast til partiets normalt mere klassiske liberalisme.

”Der er en kultur i dele af Liberal Alliance, hvor man går meget op i mænd og kvinder, og hvem der er gode til hvad. Men i og med at halvdelen af befolkningen er kvinder, er den debat måske ikke vejen frem til mange krydser i stemmeboksen," siger Esben Schjørring.

Læs også

Halvkonservative og kiksede

Udtalelser som Mads Stranges har været medvirkende til, at de liberale vælgere er blevet i tvivl om, hvad de reelt får for en stemme på Liberal Alliance.

Det vurderer den tidligere minister for partiet og nuværende vært på podcasten Ministertid, Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Samtidig er den liberale profil blevet meget utydelig af, at partiet har valgt, at det vil sidde sammen med den store konservative EPP-gruppe fremfor de liberale i Renew i Europa-Parlamentet, vurderer han. 

”På Christiansborg er Liberal Alliance et liberalt og strømlinet parti. Til europaparlamentsvalget har de været halvkonservative og kiksede. Det har bare ikke appelleret i samme grad til vælgerne," siger han.

Alt i alt har kampagnen derfor ikke været nogen stor succes for partiet, mener han.

"For det første har de haft en ret usynlig spidskandidat," siger han:

"For det andet har de kørt en lidt mærkelig kampagne, hvor de i stedet for at have fokus på de emner, som interesserer vælgerne, altså sikkerhed, Ukraine, migration og miljø, har talt om sugerør, og at kvinder ikke er begavede nok til at spille skak.”

Læs også

Kalder på selvrefleksion

Valgresultatet kan også få betydning for Liberal Alliances anseelse i dansk politik, mener Esben Schjørring.

Partiets fremgang siden valget har i kombination med Venstres og Konservatives nedtur nemlig betydet, at kommentatorer er begyndt at tale om Alex Vanopslagh som et reelt bud på en borgerlig statsministerkandidat.

Han har ikke selv indtaget den position officielt, men han har i stigende grad optrådt statsmandsagtigt både på Folketingets talerstol og i store interviews med dagbladende, påpeger Esben Schjørring. 

Men hvis partilederen for alvor drømte om at række ud efter Statsministeriet, vil søndagens valgresultat nok sætte de drømme på pause for en stund, mener han. 

"Jeg tror, at LA'erne vil se tiden lidt an og i de kommende meningsmålinger se efter, om man har kulmineret og nu daler til et lidt lavere niveau. Jeg tror ikke, at der lige med det samme kommer flere af de store interviews med Vanopslagh med statsministeragtige citater om at samle blå blok,” siger Esben Schjørring.

Alex Vanopslagh har mandag forklaret valgresultatet med, at Liberal Alliance var for dårlige til at mobilisere deres unge kernevælgere. 

Men hvis partiet vil undgå, at valgresultatet ved EP-valget bliver gentaget, når der skal stemmes ved et kommende folketingsvalg, skal det lave en grundigere evaluering af valgkampen end bare det, mener Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

"Hvis Liberal Alliance er kloge, så sætter de sig ned og spørger sig selv, hvorfor nogle af deres vælgere fravalgte dem. Hvis de er hovmodige, så siger de, at problemet var, at unge mennesker ikke stemmer så meget som andre. Det er nok en del af forklaringen, men det lærer LA ikke noget af, og så risikerer de, at de begår de samme fejl igen,” siger han.

Synes du, at de skal passe på med at blive for konservative?

"Nogle af deres vælgere vil nok hellere stemme på Venstre, Radikale eller Moderaterne, hvis de læner sig for langt den vej. De risikerer også samtidig, at vælgerne opdager, at Mona Juul og Morten Messerschmidt er bedre til at være konservative, når det kommer det kommer til stykket."

Alex Vanopslagh har ikke ønsket at udtale sig til artiklen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Esben Schjørring

Politisk redaktør, Altinget
cand.mag. i filosofi (Københavns Uni. 2008)

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Fhv. MF, fhv. økonomi- og indenrigsminister (LA), podcastvært, Ministertid
ba.scient.soc. (Roskilde Uni. 2003)

Henrik Dahl

Kommende MEP (LA), MF (LA), forfatter, foredragsholder
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 1987), MA (Pennsylvania 1988), ph.d. (Handelshøjskolen i København 1993)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024