Løkkes projekt hænger alvorligt i bremserne

Meningsmålingerne begynder for alvor at tikke ind for Lars Løkke Rasmussens Moderaterne. Og det er ikke telegrammer fra et vælgerhav, der sukker efter hans projekt.

I flere af dem skal Løkke ligefrem håbe på, at den statistiske sandsynlighed er i hans favør, hvis Moderaterne overhovedet skal over spærregrænsen. Hverken i Voxmeters seneste eller Epinions her i Altinget, kommer Moderaterne over de magiske to procent. 

Succes avler succes, og ingen, slet ikke vælgerne, har brug for at blive advaret mod at gå tilbage til en fuser. Og Løkke Rasmussen har akut brug for at overbevise om, at han har det første og ikke er det sidste.

Hvad der i lang tid lignede en velgennemtænkt og godt planlagt mediekampagne, hvor Løkke opbyggede forventning og opmærksomhed ved hele tiden at halverklære sig som nyt parti, er endt i en blindgyde af irrelevans. Og hvad der er værre for Moderaterne, så bliver den fortælling, der skulle bære Løkke igennem, enten konstant underkendt af virkeligheden eller fremstår uklar.

Vælgerne kan ikke regne Moderaternes politik ud

Når man starter et nyt parti, findes der groft sagt tre modeller. Man kan slå sig op på:

• At et andet parti sejler under falsk flag (Liberal Alliances kritik af Venstre og Konservative for ikke at være borgerlige i slutningen af nullerne).
• At en holdning og en sag ikke er repræsenteret (Dansk Folkepartis kritik af slap udlændingepolitik i slutningen af 1990'erne og Alternativets kritik af manglende handling på klimapolitikken).
• At hele partisystemet er stivnet og sandet til og dermed ikke kan omsætte problembeskrivelse til problemløsning. (Det var også en del af Alternativets appel).

Løkke Rasmussen har valgt at fokusere på den sidste model.

Da han for et lille år siden gjorde det officielt, at han var på vej med et nyt parti, var motivationen at udgøre ”en fornuftig, pragmatisk og udogmatisk stemme i den politiske debat, der kan skabe fremdrift og forandringer i et krydsfelt mellem en "blå blok", der martres af værdipolitikken og en "rød blok", der hænger fast i et fortidigt syn på individ og stat".

Og på Moderaternes hjemmeside hedder det, at den gamle højre-venstre opdeling af dansk politik i dag bliver overskrevet af en ny skillelinje, ”der går ned gennem blokkene”:

"Hvor det tidligere handlede om individ over for stat, handler det nu om balancen mellem nation og omverden, viljen til forbedringer op mod trygheden ved at undgå forandringer, åbenhed over for lukkethed,” analyserer Løkke.

Løkkes analyse indhyller vælgerne i tåge og usikkerhed

Ifølge partistifteren er det den "skillelinje – på tværs af den traditionelle højre- og venstreskala – som forringer mulighederne for at give et bedre land videre til næste generation".

Dansk politik er med andre ord fanget i en falsk og utidssvarende repræsentation af vælgernes holdninger og virkelighedens beskaffenhed, og kan derfor ikke levere løsninger, der kan sikre samfundet i en global økonomi. Med andre ord er problemet i dansk politisk for Løkke og Moderaterne den politiske proces.  

Rigtigt eller forkert er det altså vanskeligt stof at gøre klart for vælgerne, fordi den analyse ikke i sig selv fører til klare holdninger. Vælgerne har svært ved at selv at regne ud, hvad Moderaterne står for fra sag til sag.

Det giver selvfølgelig Løkke Rasmussen en masse taktisk og strategisk fleksibilitet. Men omvendt indhyller det vælgerne i tåge og usikkerhed.

Løkke mangler en sag

Her havde Alternativet den klare fordel, at partiet slog sig op som et grønt parti med den mest radikale klimapolitik.

Det var godt set, fordi Alternativet kom til i den periode, hvor klima begyndte at slå igennem som et topprioriteret emne for vælgerne. Her mangler Løkke Rasmussen simpelthen en sag.

Og problemet for Løkke i den sammenhæng er, at hans store merit som dansk politiker netop ikke er én sag, men hans formidable evne til at styre og forandre komplekse velfærdssystemer på tværs af stat, region og kommune.

Det var den evne, der gjorde Løkke til hovedarkitekten bag den dramatiske forbedring af dansk kræftbehandling og fjernede ventelisterne på sygehusene i nullerne, ligesom den lå bag reformerne af dagpenge og efterløn.

Løkke Rasmussens bedrift er som manager i konkurrencestaten. Det giver politiske resultater. Nogle af dem, som kræftbehandlingen, er imponerende, om man er politisk enig med Løkke eller ej. Men som kampagne, der skal mobilisere vælgere, er det en yderst begrænset platform.

Det er det, der viser sig i meningsmålingerne. Ikke alene er det sløjt med opbakningen. Som Altinget blandt andet kan fortælle på tirsdag, har Moderaterne en meget begrænset vælgerreserve – altså hvor mange vælgere, der ville stemme på Moderaterne, hvis de skulle stemme på et andet parti end deres første prioritet.

Det er der under én procent af vælgerne, der angiver, mens for eksempel Det Konservative Folkeparti næsten har en vælgerreserve på 14 procent, SF 12 procent og Venstre ti procent.

Macron er et forbillede

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har overtaget positionen som forbillede for europæiske socialliberale fra Bill Clinton, Tony Blair og Barack Obama, og det gælder også for Lars Løkke Rasmussen, der mødtes med Macron i 2018.

Men udover at Macron var ung og relativt politisk ubelastet, da han blev valgt for fem år siden, havde hans appel til de franske vælgere et helt andet bagtæppe med valgsystem, der favoriserer et to-partisystem.

Macron kom til, da socialistpartiet blev ramt af den politiske sklerose, partiet stadig befinder sig i, og mens republikanerne er hærget af årtiers korruptionsskandaler.

Sulten efter noget nyt var med andre ord stærk i det franske vælgerhav, og Macron har været heldig med og dygtig til at bruge, at det store enten-eller i fransk politik i dag består mellem ham og den nationalkonservative Marine Le Pen.

Løkke er ikke Macron, fordi dansk politik ikke er fransk

Det bagtæppe findes simpelthen ikke i dansk politik.

Vores politiske system med forholdstalsvalg, lav spærregrænse og negativ parlamentarisme har ikke alene frembragt og frembringer stadigt flere partier; det definerer vores politiske og demokratiske kultur.

Vælgerne kræver på den ene side en langt stærkere repræsentation, end man kan få i fransk (eller britisk eller amerikansk) politik med et topartisystem, men accepterer og forventer omvendt kompromis og samarbejde, som der også er i rigt mål.

Løkke Rasmussens fortælling om dansk politik som defineret af to fasttømrede blokke kolliderer med den oplevede virkelighed ude hos vælgerne. Særligt efter to år, hvor der har været betydeligt fælles fodslag, hvad angår coronabekæmpelsen og ikke mindst efter det nationale kompromis om det danske forsvar.

Vælgerne har svært ved at genkende Løkkes fortælling

Her har Socialdemokratiet ovenikøbet været benhårde og konstante i deres kritik af Enhedslistens afvisende forhold til Nato, og selvom Liste Ø har holdt fast i sin modstand, har man også anerkendt, at indtil der opstår et alternativ arbejder man ikke for dansk udmeldelse.

Billedet af, at midten i dansk politik ikke længere er funktionsdygtig og ikke evner at træffe paradigmatiske beslutninger, men til gengæld er i hænderne på rabiate yderfløje, er simpelthen svært at gøre gældende som en korrekt beskrivelse af tingene tilstand, vælgerne kan genkende.

Og sandheden er nok, at det er tættere på Løkkes egen oplevelse af sin anden periode som statsminister i VLAK-tiden.

Matthæus’ lov

Moderaterne afholder deres stiftende årsmøde på Grundlovsdag. Her får vi at se, hvem der skal legemliggøre projektet Moderaterne udover Løkke Rasmussen selv. Han har brug for mindst én og gerne flere med en vægt og en karisma, der kan blæse ny energi i partiet.

I politik gælder den regel, man i kristendommen kalder Matthæus’ lov:

”Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal få i overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har."

Succes avler succes. Og ingen, slet ikke vælgerne, har brug for at blive advaret mod at gå tilbage til en fuser. Og Løkke Rasmussen har akut brug for at overbevise om, at han har det første og ikke er det sidste.