Nye Borgerliges politik er katastrofal og tiltrængt på samme tid

Fik Nye Borgerlige 90 mandater, så var fanden løs i Laksegade. Så meget kan vi konkludere, efter partiet har fremlagt deres økonomiske plan i supplement til partiets andre politikforslag. Visionen for Danmark er lige dele skandinavisk skatte-Liberia og kultur-kollektivistisk mareridt, hvor folks rettigheder og adkomst afhænger af deres etniske tilhørsforhold og religion.

Partiet ville med et flertal i ryggen sætte speederen i bund på Danmarks image som Vesteuropas udenrigspolitiske enfant terrible. De ville melde os ud af EU, og for den sags skyld ud af alle andre konventioner og internationale organisationer, der måtte gøre noget væsen af sig. Kort sagt: gøre i nælderne på enhver tænkelig måde ude på de bonede gulve.

Og med løfter, som at udfase 100.000 offentlige arbejdspladser og at privatisere både statsbanerne og statsradiofonien, kan man virkelig ikke beskylde Nye Borgerlige for at lefle for den brede vælgermasse. Partiet er for den nationale konsensus, hvad et heksehyl er for et te-selskab i Ældresagen. Og det er forfriskende.

Det er det af to årsager.

For det første er det et opgør med suttekluds-narrativet om velfærdsstaten. En fortælling, der efterhånden er en smule påfaldende rent gruppepsykologisk, men som ubønhørligt bliver propaganderet, som for eksempel her fra social- og ældreminister Astrid Krag: ” Vi danskere er et af verdens lykkeligste folkefærd. Og mest trygge. Det er vi, fordi vi har et velfærdssamfund, der med gratis uddannelse giver lige muligheder til alle. Holder hånden under os, hvis vi bliver syge, og når vi bliver gamle. Eller hvis vi skulle miste vores arbejde og levebrød.” Teksten var ledsaget af et af de påtrængende politiker-selfies, som ofte synes at være så langt som den demokratiske ambition rækker på Slotsholmen.

Alene det faktum, at vi har en regeringsleder, der taler til os, som om hele nationen sad fast et sted i indskolingen, burde mane til refleksion over, hvad det er for et samfund, vi er en del af. 

Anne Sofie Allarp

Og mens det i øvrigt stadig hedder ”at holde hånden OVER nogen”, og vi må afvise regeringens dårlige danskkundskaber som en art sekterisk nysprog, så er der mere og mere ustemt klaver over denne fortærskede ode til flaget og velfærdsstaten. Som tiden, dagligvare- og boligpriser og politiske forlig har udhulet dagpengesystemet, så er vi danskere først og fremmest nemme at fyre, det vil sige dårligt sikrede på arbejdsmarkedet. Og hele lykke-mantraet kunne skyldes vores enorme forbrug af alkohol og antidepressiv- og smertestillende medicin. Siger det bare (se her, her, her og her). 

Alene det faktum, at vi har en regeringsleder, der taler til os, som om hele nationen sad fast et sted i indskolingen, burde mane til refleksion over, hvad det er for et samfund, vi er en del af. Spørgsmålstegn ved det bestående er velkomne. Velfærdsstaten er ikke en religion, og selv blandt dem, hvor den dyrkes som sådan, burde den kunne diskuteres.

For det andet så har politik længe været et banko-spil, hvor en række forskellige aktører har siddet i forsamlingshuset og galet bingo på de samme udsagn. ”Ud med udlændinge,” for eksempel, eller ”Mere velfærd,” ”Noget med klimaet,” eller ”Del og hersk!”. Vi skal et godt stykke tilbage i sidste århundrede for at finde en tilstand, hvor der var blod og kamp i partiernes principprogrammer, og de sidste 15 år har været en lang ballondans om de samme mærkesager, hvor udmeldinger er reduceret til vælgermaksimerende taktisk støj og indholdet er ligegyldigt, så længe det kan sende fokusgruppe-afklapsede "signaler".

Det er den politiske kultur, der fører til hovedløs, uigennemtænkt lovgivning, som vi desværre ser for mange eksempler på i disse år. Behøver jeg at nævne Rwanda-loven, ghetto-loven, eller Lov om "forebyggelse af ungdomskriminalitet", ved hvilken man kan straffe børn på ti år? Jeg kunne desværre blive ved. Det er godt og så tiltrængt, at der kommer mere fokus på indhold og konsekvenser af den foreslåede politik.