Historisk CO2-afgift på dansk landbrug er ikke perfekt, men et skridt i den rigtige retning

Det står i kontrast til Svarre-udvalgets anbefalinger, som fremlagde tre modeller, hvoraf den mindst ambitiøse model beroede på en CO2-afgift på mindst 125 kroner.

Aftaleteksten angiver, at bundfradraget på 60 procent skal sikre en balance mellem afgiftsbelastning og de faktiske handlemuligheder for landmændene.

Alligevel rejser fradraget spørgsmål om, hvorvidt fradraget ikke fjerner en del af incitamenterne til en hurtigere omstilling.

Ifølge Økonomiministeriet skal de forskellige indsatser i aftalen reducere de danske udledninger med 1,8 millioner ton CO2e i 2030, hvilket vil være tilstrækkeligt til at reducere mankoen frem imod 2030 på 1,5 millioner ton CO2 og dermed bringe Danmark i mål i forhold til vores 2030 klimamål.

Men eksperter fra Concito advarer om, at reduktionsbehovet kan være betydeligt større, og at man derfor bør tillægge en buffer på mindst 2 millioner ton for at være sikker på at nå i mål.

Trods skuffelsen om det beskedne afgiftsniveau er aftalen dog historisk.

Marie Louise Gammelgård-Larsen
Vicedirektør, Kaya Partners

En højere afgiftsmodel ville med større sikkerhed kunne bringe Danmark i mål med en 70 procent CO2-reduktion i 2030 i forhold til 1990.

Selvom man kunne ønske sig en mere ambitiøs model, så må aftalen, som betyder at Danmark som det første land i verden indfører en CO2-afgift direkte på landbruget, dog siges at være lidt af en bedrift i sig selv. Ud over CO2-afgiften indføres også støtte til at plante skov på 250.000 hektar landbrugsjord frem mod 2045.

Derudover skal der ske "strategisk jordopkøb", og der skal gives støtte til udtagning af 140.000 hektar lavbundsjorde frem mod 2030. 40 milliarder kroner afsættes i alt til indsatserne.

Parterne bør lykønskes for at have nået et kompromis, som mange tvivlede på undervejs.

Når Danmark indfører en CO2-afgift på landbruget, kan det give konkurrencefordele til landmænd i andre EU-lande og uden for EU uden tilsvarende afgifter. Det skaber en risiko for kulstoflækage, som kan underminere Danmarks klimaindsats.

Derfor har Danmark en interesse i at skubbe på for en bredere EU-løsning, enten gennem en fælles CO2-afgift eller et ETS kvotehandelssystem for landbruget.

I Bruxelles er embedsmændene allerede godt i gang med at diskutere, hvordan et kvotehandelssystem (ETS) for landbruget kan udformes, så man kan nå i mål med et kommende ambitiøst klimamål på 90 procent reduktion i drivhusgasudledninger i 2040 ift. 1990 niveauet.

Ifølge en rapport fra EU-Kommissionen er der flere måder at designe et landbrugs-ETS på, afhængigt af hvem der skal betale afgiften.

En mulighed er at pålægge alle udledninger fra landbruget en afgift, hvilket kan inkludere alle gårde, eventuelt med en grænse for størrelsen af bedriften.

En anden tilgang kunne være at fokusere specifikt på husdyrproduktionen, med en afgift på metan-udledninger fra fordøjelsesprocesser og gødningshåndtering.

Endelig er der også mulighed for at målrette afgifter mod udledninger fra lavbundsarealer anvendt til landbrug.

En anden overvejelse er, om omkostningerne skal placeres længere nede i produktionskæden. Det kan betyde en afgift på udledningstunge landbrugsprodukter, som kød og mejeriprodukter, der pålægges virksomhederne, der forarbejder disse varer.

Alternativt kan man vælge at pålægge afgifter ‘upstream’ på foderproduktion og import samt brug af gødning, hvilket vil påvirke producenter og importører af disse varer. At placere omkostningerne ‘downstream’ kan være politisk lettere at gennemføre, da det ikke rammer landmændene direkte.

Politiske hensyn har bremset nogle af de grønne ambitioner.

Marie Louise Gammelgård-Larsen
Vicedirektør, Kaya Partners

Implementeringen af en EU-dækkende CO2-afgift på landbruget står uanset design over for betydelige udfordringer.

Landbruget i Europa er en politisk følsom sektor, og vi har set, hvordan enhver ekstra omkostning kan udløse stærk modstand, ikke mindst fra lande med store landbrugssektorer som Frankrig og Polen.

Copa-Cogeca, der repræsenterer europæiske landbrugsorganisationer, har allerede udtrykt deres modstand mod enhver form for afgift, der direkte rammer landmændene.

Danmarks rolle som pioner med indførelsen af en national CO2-afgift på landbruget kan imidlertid bruges til troværdigt at skubbe på for en lignende ordning på EU-niveau.

Ved at demonstrere, at det faktisk er muligt at gennemføre en landbrugsafgift med opbakning fra sektoren selv, kan Danmark vise vejen frem. Hvis det lykkedes at forhandle en fælleseuropæisk model på plads, så den er klar i 2030, kan den danske CO2-afgift endda blive overflødig, hvilket vil være godt for dansk konkurrenceevne. Udsigterne er imidlertid ikke særligt gode, som det politiske landskab ser ud nu.

Det vil derfor også kræve en stærk diplomatisk indsats, og at Danmark formår at bygge koalitioner med andre EU-lande, der er villige til at støtte en mere ambitiøs klimapolitik.

Den fælles landbrugspolitik (CAP) er traditionelt den største post i EU’s budget og består af to søjler: direkte betalinger til landmænd (Søjle I) og udvikling af landdistrikter (Søjle II).

Reformen af CAP fra 2023 til 2027 havde til hensigt at fremme miljøvenlige praksisser, men politiske hensyn har bremset nogle af de grønne ambitioner.

Konsultationerne omkring den kommende CAP (2028-2034) er allerede i gang, og Danmark kan spille en central rolle i at forme den næste reform under dansk formandskab i andet halvår af 2025.

Flere forslag til reformen er på bordet, herunder skift fra arealbaserede til resultatorienterede betalinger, en ændring af miljøstandarderne og muligheden for at omdanne Søjle II til en traditionel udviklingsfond.

Danmark vil under sit formandskab kunne argumentere for en mere bæredygtig tilgang ved at tillade at flytte fokus fra arealbaserede betalinger til incitamenter, der belønner klimavenlige landbrugspraksisser.

En reform, der knytter støtteordninger tættere til miljøpræstationer, vil sikre, at landmænd modtager støtte baseret på deres bidrag til klimamålene. Det kunne inkludere støtte til økologisk landbrug, genopretning af lavbundsarealer, og investering i teknologier, der reducerer drivhusgasudledninger.

Om det lykkedes Danmark at rykke EU i en mere bæredygtig retning, må tiden vise, men aftalen om en dansk CO2-afgift på landbruget giver Danmark et troværdigt udgangspunkt som foregangsland.