Optakten til Aukens kampvalg som S-formand

Det blev da også bredt erkendt, at netop Svend Aukens stil og politiske linje under valgkampen var en af årsagerne til valgsejren – uden at man af den grund skal overdrive personspørgsmåls betydning for valgresultater.

Men sejren var ikke nok.

Ni af de 15 mandater blev vundet fra SF, og når samtlige borgerlige partier gik sammen, manglede der endnu fire mandater for at få regeringsmagten. KV-regeringen blev dannet, og kritikken mod Svend Auken begyndte igen: De små midterpartier ville jo ikke vide af ham, mente man at have fået dokumenteret, og selve valgsejren, hed det sig, var nu nærmest vundet på trods af Svend Auken og ikke i kraft af ham.

Den store sejr blev altså efterhånden vendt mod Svend Auken som et selvstændigt problem: Man fik jo ikke magten – og det var det afgørende!

Men det var ikke nok til at udløse en revolutionær situation. Det skulle der en anden lejlighed til, nemlig Ritt Bjerregaards.

Ritts lejlighed – det politiske parløb slutter
Den afgørende magtkonstellation i Socialdemokratiet havde siden efteråret 1986 været alliancen mellem Svend Auken og Ritt Bjerregaard. Hun havde indset, at hun ikke kunne blive valgt til formand for partiet og indgik derfor et politisk fornuftsægteskab med Svend Auken, for derigennem at sikre sig en afgørende magtposition både i partiet og i en eventuel kommende socialdemokratisk regering.

Som Karl Hjortnæs senere udtrykte det, så var de dansk politiks svar på det i de tidligere tiders seksdagesløb så berømte “par nr. 7”.

“Før hvert løb kunne aviserne altid skrive om stor uenighed, om indbyrdes konkurrence, om at de nu var ved at gå fra hinanden. Men ‘par nr. 7’ holdt altid sammen, fordi de vidste, at uden hinanden kunne de ikke vinde. For os socialdemokrater er det vigtigt, at vores par holder sammen uanset forsøgene på at så splid. Som politisk makkerpar supplerer de hinanden fortræffeligt.”

Det var på mange måder en meget præcis beskrivelse. Samarbejdet mellem Svend Auken og Ritt Bjerregaard var stærkt, ikke mindst fordi de supplerede hinanden godt. Ritt Bjerregaards betydning for Svend Auken var politisk meget stor, men også på det personlige plan meget væsentlig. Det var faktisk her, hendes vigtigste styrke lå. “Svend Auken-Ritt Bjerregaard”-parløbet var således en særdeles stærk konstellation.

Men selvom det ifølge Svend Auken var på hans forslag, at man under en samtale med Anker Jørgensen forud for Aukens valg til formand i 1987 blev enige om at dele magten, således at Ritt Bjerregaard skulle være formand for folketingsgruppen, mente Ritt Bjerregaard selv – i hvert fald senere – at der var tale om en næsten formel aftale.

Efter Svend Aukens opfattelse var der snarere tale om en politisk forståelse – men den var der altså.

Som gruppeformand optrådte Ritt Bjerregaard da også særdeles egenrådigt og som mindst ligestillet med Svend Auken i en lang række situationer. Det gav rige muligheder for pressen og for Socialdemokratiets modstandere til at dyrke det indtryk, at der var et modsætningsforhold mellem de to, og at Svend Auken blot var et nyttigt redskab for hende.

Hendes udtalelse om, at “det, Svend mener, er ...”, er velkendt, og hun holdt sig ikke tilbage med kontroversielle synspunkter også på det udenrigspolitiske område, hvor hun var koordinator og som sådan partiets udenrigsministerkandidat.

I bedste Erik Scavenius-stil talte hun således i flere sammenhænge om Danmark “som en del af det nordtyske sletteland”, og allerede da Socialdemokratiets holdning til Den Vesteuropæiske Union (WEU) blev slået fast på partiets hovedbestyrelsesmøde den 6. april 1991, markerede hun den følgende dag i et stort interview i Politiken en afvigende opfattelse, svarende til den, hun igen fremførte i begyndelsen af januar 1992. Det førte til irritationsmomenter mellem de to, men magtalliancen holdt, for “de vidste, at uden hinanden kunne de ikke vinde”.

Men i løbet af sommeren 1991 dukkede et helt uforudset problem op.

Ekstra Bladet – stærkt fulgt op af Det Fri Aktuelt – bragte i stor opsætning historien om Ritt Bjerregaards nye lejlighed. Denne historie havde alt, hvad man kunne ønske sig, hvis man ville køre en personkampagne:

Der var tale om en kendt (kontroversiel) person, der gennem særlige forbindelser havde fået en stor lejlighed på 210 m2 og 8 værelser (reelt 6½), særdeles attraktivt beliggende i Københavns centrum og til en relativt billig husleje (ca. 5.000 kr. om måneden) – alt sammen samtidig med, at hun fastholdt sin folkeregisteradresse på Fyn, og dermed ikke skulle betale skat til Københavns Kommune, og fortsat fik det højeste skattefrie omkostningstillæg som folketingsmedlem, nemlig godt 4.000 kr. mere skattefrit om måneden, end hun ellers ville kunne få.

Da sagen blev rejst første gang, blev den af den samlede socialdemokratiske partiledelse betragtet som en ren mediestorm. Ritt Bjerregaard erklærede, at hendes boligforhold var et privat anliggende, som intet havde med hendes politiske arbejde at gøre, og dette synspunkt støttede Svend Auken, der offentligt tilkendegav, at partiledelsen ikke ville blande sig i spørgsmål, der angik privatlivet.

Imidlertid var sagen af politisk principiel betydning, ikke mindst for Københavns Kommune, som samtidig med, at mange især unge mennesker her ventede på at få en lejlighed, kunne se frem til at miste betydelige skatteindtægter, hvis alle kunne omgå boligreguleringslovens bestemmelser og have en lejlighed i København, men folkeregisteradresse uden for.

Da Københavns Kommune ved et tilfælde blev opmærksom på sagen, rejste kommunen den 15. august 1991 sagen ved Boligretten. Hermed var der ikke længere tale om et rent privat anliggende. Sagen var blevet politisk – og bedre blev det naturligvis ikke, da Ritt Bjerregaard som sin advokat tog en person, der allerede havde en lignende sag kørende.

Vandt Ritt Bjerregaard sagen, var det opfattelsen, at det fri boligmarked i realiteten ville være indført i Københavns Kommune, og væsentlige elementer i Socialdemokratiets boligpolitik ville dermed ligge i ruiner.

Det var situationen forud for Socialdemokratiets sommergruppemøde på HK’s kursusejendom Christiansminde i Svendborg 15. og 16. august 1991. Her blev sagen for første gang berørt efter en kort redegørelse fra Ritt Bjerregaard, som blandt andet førte til en meget stærk reaktion fra Anker Jørgensen.

I forlængelse af det afsluttende pressemøde, der blev holdt på plænen uden for Christiansminde ud mod Svendborgsund, gav Ritt Bjerregaard alene en redegørelse for sagen til pressen – meget betegnende i en strid blæst.

I den socialdemokratiske ledelse var alle enige om, at sagen måtte løses. Men der var også enighed om, at man skulle søge den løst på en fornuftig og værdig måde. Man skulle ikke slå igennem med det samme og dermed skabe et martyrium for Ritt Bjerregaard på samme måde, som det var sket, da Anker Jørgensen i slutningen af 1978 fyrede hende som undervisningsminister efter hendes meget omtalte Paris-tur.

Alle støttede derfor Svend Aukens linje om udadtil at fastholde, at det var en privatsag, og så samtidig lægge pres på Ritt Bjerregaard for at få hende til at medvirke til en løsning, så partiet ikke kom i politiske vanskeligheder, og sagen med Københavns Kommune kunne forliges eller ophæves.

Men der var naturligvis nuancer i synspunkterne. Mest åben over for Ritt Bjerregaards synspunkter om, at det fortsat og vedvarende var en privatsag, var Ole Stavad, der var gruppesekretær, mens den mest direkte og aggressive i sit pres på Ritt Bjerregaard var Mogens Lykketoft.

Folketingsgruppens næstformand, Torben Lund, var helt enig i den overordnede linje, og Birte Weiss, den ene af partiets næstformand, var på forhånd kendt for sit meget dårlige forhold til Ritt Bjerregaard.

Endelig var Poul Nyrup Rasmussen, den anden af partiets næstformænd, ret bred i sine formuleringer, men støttede helt og fuldt Svend Auken og den valgte linje. Der blev holdt 10-12 møder om sagen – med og uden Ritt Bjerregaard.

Jeg deltog i alle disse møder som en af Svend Aukens nærmeste rådgivere.

Derudover var der naturligvis en række samtaler under fire øjne mellem Svend Auken og Ritt Bjerregaard. Da jeg på et ret tidligt tidspunkt på tomandshånd bad Svend Auken om at overveje at skære igennem og sætte tingene på plads, svarede han meget rammende, at situationen kunne sammenlignes med det at sidde med en atombombe: “Den virker bedst, hvis truslen om at anvende den virker. Hvis den ikke virker, så står man over for et problem, nemlig valget mellem at bruge den og dermed risikere at smadre alt eller ikke at bruge den og så demonstrere sin afmagt!”

Det var præcist udtrykt, hvad det handlede om: Sagen kunne kun løses på en for partiet gunstig måde, hvis Ritt Bjerregaard selv ville medvirke hertil. Ville hun ikke det, så ville det give problemer, uanset hvad man gjorde. Derfor måtte alle muligheder forsøges – og det blev de.

Først koncentreredes diskussionen om, hvorvidt hun under en eller anden form ville flytte folkeregisteradresse fra Odense til København – en problemstilling, der hurtig blev låst fast, fordi hendes sekretær ved en fejl havde meddelt flytning til folkeregisteret, da Ritt Bjerregaard flyttede fra sin tidligere lejlighed på Amager til den nye på Vesterbro.

Da fejlen skulle rettes, blev det herved skåret ud i pap, at Ritt Bjerregaard ville opretholde sin folkeregisteradresse i Odense.

Der havde den jo hele tiden været, og hun kunne ikke se, at noget var blevet ændret ved, at hun flyttede til en anden – ganske vist større – lejlighed i København. Desuden understregede hun gang på gang – også offentligt – at det var vigtigt for hendes kreds, at hun bevarede sin folkeregisteradresse på Fyn, som ganske vist i pressen fejlagtigt blev placeret i hendes opstillingskreds, Otterup-kredsen.

Endelig fremhævede hun, at hendes mand, historikeren Søren Mørch, var ansat ved Odense Universitet og derfor måtte have sin bopæl i Odense. Derfor kunne det efter hendes opfattelse ikke være rimeligt, at hun skulle tvinges til at flytte – og slet ikke, når Københavns Kommunes regler var så uklare, som hun mente, de var.

Det springende punkt var, hvad der forstås ved “midlertidig beboelse” i lovens forstand, og hun forsøgte derfor gennem en dokumentation af mere end 180 dages ophold i lejligheden at få en eventuel løsning af sagen med Københavns Kommune.

Det afviste kommunen imidlertid.

Hun mente, at der alene var tale om en pressekampagne med alt, hvad det indebar af misundelse og personangreb, og det kunne man kun modstå ved at gå op imod det – og det måtte man stå samlet om at gøre. Gav man først efter, skred alt. Hun var derfor ikke til sinds at flytte folkeregisteradresse. Hun ønskede ikke at betale for at være i politik. Hvordan hun boede, måtte være en privatsag, fastholdt hun under hele forløbet. Resten måtte man overlade til rettens afgørelse.

På partiets årsmøde i Valby den 7.- 8. september 1991 blev sagen dog ikke berørt – det skete kun i korridorerne – og ved folketingsgruppens konstituering den 30. september 1991 blev Ritt Bjerregaard genvalgt som gruppeformand uden modkandidat. Men det var ikke uden problemer.

Forskellige kræfter arbejdede således for tidligere boligminister Erling Olsen, der var villig til at tage et kampvalg.

Det blev imidlertid forhindret ved Svend Aukens mellemkomst. Men der var fortsat stærke betænkeligheder, klarest fremført af tidligere justitsminister Ole Espersen, og det blev understreget, at man ikke med valget af Ritt Bjerregaard havde forholdt sig til hendes boligsag.

Stemningen var imidlertid ved at være dårlig, hvilket blandt andet slog tydeligt igennem i forbindelse med det, der skulle have været en stor jubelfest den 11. oktober 1991 for “det politiske makkerpar” Svend Auken og Ritt Bjerregaard ved deres 20-års folketingsjubilæum. Mange – således for eksempel hele LO’s og fagbevægelsens ledelse, samt det store flertal af folketingsgruppens medlemmer - glimrede ved deres fravær.

Det politiske pres øgedes støt – ikke kun i pressen, men også i folketingsgruppen og partiorganisationen, og omkring midten af oktober markerede Svend Auken, at nu måtte sagen løses. Den 15. oktober erklærede han således over for pressen, at Socialdemokratiet ville have ændret boliglovgivningen. Folketingsmedlemmer skulle ikke favoriseres, og hvis de ville have en større familiebolig, måtte de betale skat til den kommune, boligen ligger i, fastslog han.

Han var, som han sagde, nødt til at se på sagen, “når vedkommende ikke selv vil løse den”.

Han håbede dog stadig på, at sagen kunne løses uden konflikt og i gensidig respekt.

Der blev lagt ekstra pres på i retning af en afgørelse, da formanden for Socialdemokratiet i Hovedstaden (SiH), Poul Øland, efter et bestyrelsesmøde i SiH 22. oktober 1991 på vegne af alle kredsformænd i hovedstaden rettede henvendelse til Svend Auken om, at partiet nu måtte fremsætte et lovforslag om ændring af boligreguleringsloven, således at eventuelle uklarheder kunne blive ryddet af vejen, og en gentagelse af Ritt-sagen undgås.

Ritt Bjerregaard måtte inden midten af november enten flytte sin folkeregisteradresse fra Fyn til Vesterbro eller fraflytte sin nye store lejlighed. Såfremt dette ikke skete, måtte hun forlade posten som gruppeformand.

Tålmodigheden var sluppet op. Svend Auken opfattede de københavnske socialdemokraters henvendelse som en kraftig støtte til det initiativ, han selv havde taget, og der var enighed i den øvrige socialdemokratiske ledelse om, at nu måtte sagen bringes til en afslutning.

Den var efterhånden blevet et problem for hans autoritet og en alvorlig politisk belastning for partiet, hvilket tydeligt kunne aflæses i et markant fald i meningsmålingerne.

Der blev derfor udarbejdet et forslag om ændring af boligreguleringslovens bestemmelser, som fik tilslutning i folketingsgruppen.

Det var vurderingen, at Ritt Bjerregaard ikke herefter ville have anden mulighed end enten at opgive lejligheden eller at flytte folkeregisteradresse. Gjorde hun ingen af delene, kunne hun ikke fortsætte som gruppeformand.

Utilfredsheden med Ritt Bjerregaards holdning var markant i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Hendes sag var en belastning for partiet, og den virkede lammende på gruppens arbejde. Det kom klart frem på et langvarigt gruppemøde 23. oktober 1991, og forholdet mellem Ritt Bjerregaard og Poul Nyrup blev her iskoldt, da han ved slutningen af mødet tog fat på hendes moral og i denne forbindelse blandt andet citerede den tjekkiske præsident Václav Havels tale om, at “politik er et område af menneskelig aktivitet, som stiller forøgede krav til den moralske sans, til evnen til kritisk selvrefleksion, til en virkelig ansvarlighed, til smag og takt, til evnen til at leve sig ind i andres sjæl, til sans for mådehold, for ydmyghed. Det er en beskæftigelse for særligt beskedne mennesker. For mennesker, som ikke lader sig bedrage. Alle, der påstår over for os, at politik er en beskidt ting, lyver. Politik er simpelthen et arbejde, som kræver særlig rene mennesker, fordi det er særlig nemt at svine sig moralsk til i det”.

På et forretningsudvalgsmøde den 25. oktober 1991 fik Ritt Bjerregaard stillet stolen for døren. I meget stærke vendinger blev hun af samtlige deltagere bedt om at tænke på partiet og medvirke til en løsning af sagen nu.

Imidlertid fastholdt hun sit standpunkt, og det stod klart, at hun var på kollisionskurs med den øvrige ledelse, især partiformanden Svend Auken, hvis autoritet var alvorligt truet. Da en yderst bevæget Ritt Bjerregaard på et ekstraordinært møde i den socialdemokratiske ledelse dagen efter, lørdag den 26. oktober, end ikke var villig til at overveje en sidste mulighed for at frasige sig det høje omkostningstillæg og gå ned på det lavere københavnertillæg, indtil hendes sag var afgjort, var der ingen vej tilbage: Den øvrige ledelse var enig om, at hun måtte gå af som gruppeformand, og der måtte vælges en ny.

Ritt Bjerregaard var imidlertid ikke umiddelbart indstillet på at give sig frivilligt, og det trak op til kampvalg. Den øvrige ledelse ønskede derfor, at Svend Auken skulle lade sig vælge til gruppeformand for dermed at markere, at man blot vendte tilbage til den gamle praksis, hvor partiformand og gruppeformand var én og samme person. Herved ville man undgå en alvorlig splittelse. Svend Auken var mest stemt for, at det skulle være Poul Nyrup Rasmussen, men der var alvorlig tvivl om, hvorvidt han ville kunne vælges i det, der så helt sikkert ville blive et kampvalg mod Ritt Bjerregaard. Derfor indvilgede Svend Auken, og samtidig blev det bestemt, at Mogens Lykketoft skulle være ny politisk ordfører.

Men Ritt Bjerregaard opgav først tanken om et kampvalg, da det i løbet af mandag den 28. oktober stod klart, at hun kun ville kunne samle støtte fra fire-fem af folketingsgruppens medlemmer. Hermed blev det undgået, at der kunne sættes konkrete tal på den støtte, som de to havde i gruppen, og man kunne således sløre omfanget af den splittelse, som sagen havde skabt.

Selvom kun Karl Hjortnæs talte Ritts sag på gruppemødet den 29. oktober, var stemningen ikke desto mindre yderst spændt, hvilket ikke kunne være nogen overraskelse.

Ritt Bjerregaard blev altså fyret som gruppeformand, men hun fortsatte på de øvrige tillidsposter, hun var valgt til – herunder på det udenrigspolitiske område. Og hun tilkendegav, at hun bestemt ikke agtede at skrue ned for sit politiske arbejde, endsige trække sig ud af politik. Hun mente tværtimod, at netop hun repræsenterede fornyelsen i Socialdemokratiet, og det ville hun kæmpe for.

Det kunne man så tolke, som man ville. Og selvom hun senere faktisk vandt retssagen, havde folketingsgruppen truffet sin politiske beslutning.

Under alle omstændigheder havde enigheden og sammenholdet i folketingsgruppen og i partiorganisationen fået nogle slemme skrammer, og Ritts – og hendes støtters – modsætning til partiets ledelse og specielt til Svend Auken var tydelig for enhver. Det politiske makkerpar var sprængt.

Skilsmissen var svær, og Ritt Bjerregaard var ikke indstillet på at opgive “forældreretten” godvilligt. Det trak op til en uforsonlig magtkamp uden hensyn til partiet. Brudfladerne var åbenlyse for enhver.

Grobunden for den revolutionære situation var skabt.

Voksende uro – kaffegrums og selvmordspiloter
På trods af problemerne omkring Ritt Bjerregaards boligsag og den uro, der fulgte i kølvandet på den, er det vigtigt at understrege, at Socialdemokratiet i denne periode opnåede en række betydelige politiske resultater, hvilket man er tilbøjelig til at glemme. Socialdemokratiet opnåede således helt afgørende indflydelse på den danske regerings EU-memorandum og spillede ud med væsentlige nye tanker i forbindelse med forslaget om “borgernes rettigheder” og de aktive dagpenge, det såkaldte “søjleprogram”.

Endelig opnåede partiet gennem en nær alliance med CD en finanslovsaftale med KV-regeringen, som indebar, at alle regeringens nedskæringsforslag i forhold til dagpenge- og socialområdet blev afvist. Og faktisk udviklede meningsmålingerne sig positivt ved årsskiftet 1991/92.

Men med Ritt Bjerregaards fjernelse fra gruppeformandsposten blev fire-fem års fast – næsten diktatorisk – jerngreb om den socialdemokratiske folketingsgruppe løsnet. Hendes ledelse af gruppen havde været hård og kontant. Hun forstod at belønne sine trofaste støtter, og kom man på kant med hende, blev det straffet, som det for eksempel var sket med Hans Strunge og i en vis udstrækning med Kaj Poulsen.

Men hendes ledelse og næsten frygtindgydende autoritet sikrede en høj grad af disciplin på de indre linjer.

Med Svend Aukens demokratiske og mere åbne stil blev grebet om gruppen løsnet – og den nye frihed gav sig snart udslag i en næsten løssluppen kådhed, en sand “tomatketchup-effekt”, hvor alle indestængte lyster og frustrationer væltede frem på en gang. Nogle sammenlignede ledelsesskiftet med at gå fra østeuropæiske tilstande til demokrati – en dyne var fjernet fra gruppemøderne.

Og det blev naturligvis ikke mindre iøjnefaldende af, at Ritt Bjerregaard gik fra at have den faste hånd om gruppens ledelse og hele liv til aktiv opposition mod den nye ledelse.

Der var lagt op til konflikt, og konfrontationen skulle blive næsten hadefuld, ikke mindst fordi det især var gamle personlige og politiske venner, der blev sat op mod hinanden. De tilhørte den legendariske kaffeklub, som Ritt Bjerregaard og Svend Auken oprettede i 1971 sammen med en række andre nyvalgte medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe, blandt andre Karl Hjortnæs, Helle Degn og Dorte Bennedsen.

Denne kaffeklub blev et inspirerende udgangspunkt for de fleste af sine medlemmer, først og fremmest gennem fælles diskussioner og debatter.

Nu begyndte kaffeklubben at æde sig selv op for åbent tæppe, som det blev udtrykt.

Frustrationerne over ikke at være kommet i regering belastede de gamle venskaber, og med fyringen af Ritt Bjerregaard udviklede det sig til direkte fjendskab.

De skuffede forventninger og svigtede venskaber gav sig i den nye situation med den mere åbne og løsere ledelsesstil – og det lidt flimrende billede i folketingsgruppen – udslag i noget, der lignede en bevidst strategi i retning af at søge at underminere Svend Aukens position. Således kontaktede Karl Hjortnæs i forbindelse med Ritt Bjerregaards afgang en række gruppemedlemmer for at få dem til at gå med i en gruppe, der aktivt skulle arbejde på at få Svend Auken væltet, og fra flere forskellige sider kom der antydning af, at Ritt Bjerregaard og Karl Hjortnæs i forbindelse med CSCE-mødet i Madrid i december 1991 skulle have talt om, hvordan man kunne skabe en situation, så der i pressen i stigende grad blev sat spørgsmålstegn ved Svend Aukens lederevner.

Disse oplysninger blev dog på grund af deres karakter ikke i situationen tillagt nogen større betydning: De blev betragtet som løse rygter – men de passede unægtelig ind i billedet, som det senere udviklede sig.

Svend Auken var sårbar, og han havde – som Karl Hjortnæs tidligere havde udtrykt det – “så svært ved at forstå den rolle, ondskabens tjenere spiller”. Hans fejl var, at han anlagde en demokratisk ledelsesstil, der forudsatte en fælles ansvarsfølelse, som viste sig ikke at være til stede. Han savnede den tilstrækkelige hårdhed til det brutale og perspektivmæssigt afstumpede politiske magtspil – et primitivt og rendyrket magtspil, “hvori medierne med forskellig styrke spillede aktivt med og bidrog til at skabe en næsten dæmonisk ond cirkel, hvor alle typer af historier om interne forviklinger i Socialdemokratiet havde en tendens til at blive til nye beretninger i den fortsatte fortælling om Aukens uduelighed som leder og manglende personlige og politiske ‘troværdighed’.”

Problemerne kom første gang op til overfladen, da Svend Auken i et forsøg på at styrke den samlede ledelse og især dens kvindelige profil i tomrummet efter Ritt Bjerregaard mente, at man skulle søge at udvide folketingsgruppens ledelse med en 2. næstformand. Det var der fuld tilslutning til i den øvrige ledelse, men når det kom til, hvem man skulle foreslå, var der mange forskellige forslag. Man opnåede dog enighed om at foreslå Pia Gjellerup, der især blev bakket stærkt op af sin skattepolitiske kollega, Ole Stavad.

Folketingsgruppens næstformand, Torben Lund, og gruppesekretær Ole Stavad blev herefter sat til at udarbejde de nødvendige forslag til ændringer af folketingsgruppens vedtægter. De var færdige den 16. december 1991, og selvom Svend Auken slog til lyd for, at man skulle tage den fornødne tid i gruppen, blev han overbevist af de øvrige om, at der ikke kunne være nogen betænkeligheder ved at lægge det frem til vedtagelse i gruppen allerede dagen efter.

Imidlertid havde man undervurderet stemningen blandt de menige gruppemedlemmer, og efter en lang procedurediskussion blev man nødt til – på Svend Aukens forslag – at udsætte afgørelsen til den følgende dag, den 18. december. Efter nogle få, men stærke indvendinger især fra tidligere gruppesekretær Arne Jensen, blev vedtægtsændringerne vedtaget. Herefter foreslog Svend Auken på ledelsens vegne Pia Gjellerup til 2. næstformand, men Jytte Andersen rejste sig op i gruppen og foreslog Lone Møller i stedet for. Resultatet blev, at Lone Møller blev valgt med 33 stemmer mod 21 til Pia Gjellerup. Seks stemmer var blanke.

Ledelsen havde lidt nederlag, idet den havde fået sin næstformandskandidat vraget, og kritikken rettede sig især mod Svend Auken. Han havde dog umiddelbart svært ved at tage den alvorligt, idet han selv havde forudset de proceduremæssige problemer. Han var heller ikke utilfreds med afgørelsen, for der var, som han sagde, tale om to fremragende kandidater, og “demokrati er ikke stærke mænd, der bosser et bestemt synspunkt igennem”.

Reaktionerne i medierne var imidlertid ubønhørlige. Svend Auken var blevet underkendt, og hans position var blevet svækket. Men – set i bakspejlet – var det bemærkelsesværdigt nok også således, at for eksempel Mogens Lykketoft og Ole Stavad blev pålagt en væsentlig del af ansvaret for, at det var gået, som det var, idet gruppens reaktion blandt andet blev set som et opgør med den “teknokratiske ovenfra-og-ned måde”, som gruppen hidtil var blevet ledet på.

Inden bølgerne havde lagt sig, opstod der en situation omkring den overordnede koordinering på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område, der kunne udnyttes til at fiske i de rørte vande og yderligere skabe et billede af oprørsstemning og manglende ledelse – ikke mindst fordi det såkaldte koordinatorsystems rolle og funktion den socialdemokratiske folketingsgruppe selv for kendere kunne være vanskelig at forstå.

I oppositionsperioden var der blevet udviklet et system med koordinatorer eller mødeledere på de forskellige udvalgs- og politikområder. Deres væsentligste funktion var at koordinere arbejdet inden for det pågældende område. Det indebar ikke nødvendigvis, at den pågældende også var partiets ordfører. Der var derfor over 20 forskellige koordinatorer i den socialdemokratiske folketingsgruppe, og for eksempel på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område alene otte.

Derfor var det ledelsens opgave at sikre en overordnet koordinering ikke kun for udenrigs-, markeds- og sikkerhedspolitikken, men også for flere tværgående områder, som for eksempel på aktiveringsområdet for arbejdsmarkeds-, uddannelses- og erhvervspolitikken, eller på det kommunalpolitiske område gennem det kommunale kontaktudvalg.

Mens Ritt Bjerregaard var gruppeformand, varetog hun også den socialdemokratiske ledelses overordnede koordinering på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område, hvilket var naturligt, eftersom hun også var S-koordinator for Det Udenrigspolitiske Nævn. Efter at hun var blevet fjernet som gruppeformand, opstod der tvivl blandt nogle af de øvrige koordinatorer på området om, hvorledes den overordnede koordinering skulle foregå i fremtiden.

Derfor udsendte Svend Auken den 18. december 1991 en skrivelse til de relevante koordinatorer (Ritt Bjerregaard, Ole Espersen, Karl Hjortnæs, Hans Hækkerup, Ivar Nørgaard, Erik B. Smith, Jan Trøjborg og Bjørn Westh), hvori han meddelte, at han havde besluttet selv at forestå den overordnede koordinering på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Der var alene tale om at præcisere, hvorledes situationen måtte være – og hele tiden havde været. Derfor skulle møderne nu også afholdes “som hidtil” – men i fremtiden altså på Svend Aukens kontor.

Det blev imidlertid lynhurtigt af Ritt Bjerregaard og folkene omkring hende udlagt som en yderligere degradering af Ritt Bjerregaard – en diktatorisk magtdemonstration fra Svend Auken for at sikre, at hun blev fuldstændig udrenset. Dette billede gik man direkte til medierne med, og i den almindelige Christiansborg-tummel omkring den afsluttende finanslovsbehandling var der naturligvis bid.

“Det er en afsindig udlægning,” mente den politiske ordfører, Mogens Lykketoft, og folketingsgruppens næstformand Torben Lund gav ham ret. Men indtrykket af en ny ødelæggende personstrid var skabt, og usikkerheden blandt folketingsgruppens medlemmer steg – og blev kraftigt næret af folk, der stod Ritt Bjerregaard nær, som for eksempel tidligere gruppesekretær Arne Jensen, der gik ind i et meget hårdt og personligt angreb på Svend Auken, som han mente var på vej til at begå politisk selvmord.

For at udrydde de misforståelser, der var opstået, udsendte Svend Auken den følgende dag – den 19. december – et nyt brev til koordinatorerne, hvori han præciserede, “at der naturligvis ikke er sket nogen ændring i, hvem der er vores koordinatorer i de aktuelle S-udvalg.

Det drejer sig alene om de praktiske former for kontakten mellem koordinatorerne”. Men det blev af Ritt Bjerregaard og hendes støtter udlagt som et tilbagetog for Svend Auken.

Hun fastholdt det misforståede indtryk af sin rolle og udtalte således til pressen, at så vidt hun kunne forstå, så var der ikke tale om nogen ændring, hun skulle derfor fortsat indkalde til møderne for de udenrigspolitiske ordførere.

Men det var ikke det, det handlede om, hvilket også blev slået fast af gruppesekretær Ole Stavad, idet han sagde, at “hvis der skal koordineres mellem en række udvalg, er det ledelsens opgave. I dette tilfælde gruppeformand Svend Auken”.

En lille sag, hvor man altså først præciserede, hvad praksis var, og derefter understregede det endnu en gang – uden at der i øvrigt var ændret noget som helst – blev således blæst op med det formål at skabe uro om Svend Aukens person og hans ledelse af folketingsgruppen.

Billedet var, at han flaksede fra den ene side til den anden – mens virkeligheden var, at han slet ikke havde flyttet sig, hverken til den ene side eller til den anden. Men det passede ind i de bevidste forsøg på at sætte spørgsmålstegn ved hans autoritet, og det gav næring – tilsyneladende med god grund – til indtrykket af, at magtkampen rasede. Ritt Bjerregaard havde ikke meldt pas. Hun ønskede at svække Svend Auken, og hun vidste tydeligvis, hvilke knapper hun skulle trykke på.

Denne situation gav ideelle muligheder for pressen til at boltre sig i Socialdemokratiets indre spændinger og påståede ledelsesproblemer. Man blev jo ligefrem fodret med interne oplysninger og vurderinger af enhver art – ofte med den klare hensigt at fremme yderligere spændinger. Og spændingerne var til at få øje på. Svend Auken nedtonede således Ritt Bjerregaards position som eventuel kommende socialdemokratisk udenrigsminister, da han i tv den 22. december 1991 blot sagde, at hun var en blandt flere socialdemokratiske kandidater til posten, og da han dagen efter til Berlingske Tidende sagde, at Ritt Bjerregaard altid har muligheder “i det omfang, hun vil gøre en indsats”.

Tonen var hård op til jul. Der var skabt uro om Svend Aukens ledelsesmæssige dispositioner. Konflikten var tydelig, men endnu begrænset, selvom den var yderst farlig, fordi der forekom at være en lille målbevidst gruppe af politiske “selvmordspiloter”, der gik direkte efter at underminere Svend Aukens position i forhold til folketingsgruppen, i forhold til medierne og i forhold til de andre partier.

Nyt sprængstof – Vestunionen som tændsats Juleferien blev brugt til alle former for kontakter på kryds og tværs.

Problemerne og den ulmende uro blev diskuteret. Og Ritt Bjerregaards aktion syntes allerede at have haft en vis virkning, idet tvivlen på Svend Auken som leder havde fået ny næring – tilsyneladende også hos folk nær på Svend Auken i den socialdemokratiske ledelse.

Det skulle da også blive Ritt Bjerregaard, der på ny fik sat fokus på spændingerne inden for Socialdemokratiet – igen på en helt urimelig måde. Og udviklingen viste, hvor lidt der skal til for at skabe en endog meget sejlivet myte i den offentlige debat, nemlig myten om, at Socialdemokratiet ønskede at undertrykke enhver diskussion om Danmarks forhold til Den Vesteuropæiske Union (WEU), eller blot Vestunionen. Dette billede blev stædigt fastholdt i pressen, også selvom det igen og igen blev understreget, at det ikke var det, det drejede sig om, og til trods for at man stort set ikke bestilte andet end at diskutere spørgsmålet.

Det hele startede med, at Ritt Bjerregaard i TV 2’s ugentlige program Her & Nu, den 8. januar 1992, sagde, at hun syntes, “at vi skal være åbne over for de mange forsvars- og sikkerhedspolitiske muligheder, der nu bliver diskuteret. Ikke mindst efter sammenbruddet i Sovjetunionen. Hvis det bliver Vestunionen, der kommer til at spille en rolle, så må Danmark selvfølgelig være med”.

Disse udtalelser blev opfattet således, at hun “i modstrid med hidtidig S-politik siger, at Danmark bør overveje medlemskab af Vestunionen”.

Derfor følte Svend Auken sig foranlediget til med det samme at udsende en pressemeddelelse, hvori det blev præciseret, at “der er ingen ændring i Socialdemokratiets syn på dansk medlemskab af Vestunionen”, og i TV 2’s sene nyheder samme aften fastslog han, at Socialdemokratiet stadig er modstander af dansk medlemskab, og at Ritt Bjerregaard taler helt for egen regning.

Det blev dagen efter fulgt op af den forsvarspolitiske ordfører, Hans Hækkerup, der meget vredt tog afstand fra Ritt Bjerregaards udtalelser. Endelig blev der på et fællesmøde mellem Socialdemokratiets folketingsgruppe, forretningsudvalg og Det Kooperative Fællesforbund på Langsøhus i Silkeborg i weekenden umiddelbart efter (den 10.-11. januar 1992) udtrykt bred utilfredshed med, at gruppens udenrigspolitiske ordfører på den måde “skabte tvivl om partiets holdning til medlemskab af WEU”. Specielt fordi en enig hovedbestyrelse og folketingsgruppe – i øvrigt uden at Ritt Bjerregaard havde været til stede – kort forinden, nemlig den 13. og 17. december 1991, havde fastlagt, at det fortsat skulle være “Socialdemokratiets holdning, at dansk medlemskab af WEU ikke er aktuelt”.

Socialdemokratiet modsatte sig ikke debat – heller ikke om Vestunionen – men blot måtte udgangspunktet være klart: Dansk medlemskab af Vestunionen er ikke aktuelt. Derfor var der modstrid mellem Socialdemokratiets udgangspunkt og Ritt Bjerregaards “private” synspunkt – og det blev opfattet som et problem, at partiets udenrigspolitiske koordinator hermed skabte tvivl om partiets holdning – en tvivl, man frygtede ville få betydning op til EF-folkeafstemningen den 2. juni, hvad den også fik. Det var problemet – ikke om man ville tage en debat eller ej!

Til trods for, at Socialdemokratiets holdning var blevet klart markeret blandt andet i forbindelse med partiets tilslutning til Maastrichttraktaten og dens bestemmelser, blev det nu i pressen fremstillet som en nyhed, at Socialdemokratiet sagde nej til dansk medlemskab af Vestunionen, og at “en svækket” Svend Auken i sin reaktion på Ritt Bjerregaards “idé” afskar enhver debat.

Det Fri Aktuelt overgik således næsten sig selv i graden af misinformation, idet man var i stand til at levere et totalt fordrejet referat af, hvad der var foregået på fællesmødet i Silkeborg – et referat, der var udarbejdet, uden at man selv havde været til stede, end ikke på det efterfølgende pressemøde.

Referatet byggede alene på oplysninger fra Ritt Bjerregaard og folk omkring hende.

Det førte til en meget skarp – offentlig – reaktion fra Svend Auken, der fremhævede, hvorledes Det Fri Aktuelt var i stand til at referere adskillige folk, som ikke havde haft ordet på mødet i Silkeborg, som om de havde haft det, og hvorledes folk var refereret for andre synspunkter, end dem de havde, og som de havde fremført på mødet. Det var et meget, meget forkert referat, der var givet – og Ritt Bjerregaard var ikke blevet afskåret i debatten.

De hovedbestyrelsesvalgte medlemmer af partiets forretningsudvalg tog også i en udtalelse kraftigt afstand fra redaktør Erik Meier Carlsens “tendentiøse og ubehagelige referat” fra S-mødet i Silkeborg, som de i modsætning til ham deltog i. De sagde således, at det ikke var korrekt, at Svend Auken søgte at afskære en debat om Vestunionen, og at “Erik Meier Carlsens stadige forsøg på at bringe Socialdemokratiet og Svend Auken i miskredit virker ubehagelige og udokumenterede”.

Erik Meier Carlsens svar var bemærkelsesværdig tamt og det tætteste, man kunne komme på en beklagelse. Artiklen byggede, erklærede han, alene på samtaler med mødedeltagere, der ikke ønskede at lægge navn til videregivelsen af oplysningerne fra det lukkede møde – og Det Fri Aktuelts artikel er derfor et godt eksempel på, hvordan pressen gennem anvendelse af anonyme kilder kan forme sit helt eget billede af en begivenhed, helt uafhængigt af det faktiske forløb.

At pressen søgte at tegne et ganske bestemt billede af situationen med stærke personlige angreb på Svend Auken, blev blotlagt i hele sin groteske karakter, da den samlede presse – med varierende styrke – anklagede ham for citatfusk, efter at han havde citeret EF-Ministerrådets generalsekretær Niels Ersbøll for på mødet i Silkeborg at have sagt, at “WEU hidtil har været en tom skal”.

Det gentog Svend Auken, da han var gæst i TV 2’s Her & Nu den 15. januar 1992. Det førte til, at Morgenavisen Jyllands-Posten dagen efter anklagede ham for citatfusk, hvilket især blev fulgt op af TV 2/Nyhederne og formiddagsbladene.

Men også den øvrige del af pressen fulgte trop. Berlingske Tidende skrev med henvisning til “Stoltenberg-sagen” om “Auken i ny sag”, Morgenavisen Jyllands-Posten havde fundet de store typer frem: “Auken under pres”, “Auken mister fodfæste”. Ekstra Bladet skrev, at “Auken er på vej ned med nakken”, og B.T. skrev om, at “S-tillidsfolk gør oprør” osv. – alt sammen uden at der var nogen sag, uden at der var noget grundlag: Svend Auken havde citeret korrekt, hvilket Niels Ersbøll også erkendte i en pressemeddelelse.

Og som en ekstra krølle på sagen kunne man i meget stor opsætning berette om, hvorledes Poul Nyrup Rasmussen var blevet hastehjemkaldt fra London for at redde Svend Auken – på trods af, at man kunne fremlægge Poul Nyrups flybillet, der viste, at han havde taget det fly, som det hele tiden havde været planen, at han skulle med!

Mens Jyllands-Posten og den øvrige del af pressen havde svært ved at erkende, at der var tale om en fuldstændig grundløs mediehetz, gik chefredaktør Herbert Pundik i Politiken så langt, at han beklagede Politikens fejl, som bestod i, at man gennem “journalistisk selv-bestøvning” ukritisk havde gengivet Jyllands-Postens oplysninger.

De meget heftige angreb på Socialdemokratiets formand var altså uden grundlag. Ikke desto mindre kunne Berlingske Tidende siden konstatere, at der igen var rokket ved hans troværdighed, og da Det Fri Aktuelt opsummerede, hvad de kaldte “et halvt år med uro”, refererede man rask væk til denne “pressepolemik mellem Svend Auken og generalsekretæren i EF’s ministerråd, Niels Ersbøll,” som et problem for Socialdemokratiets leder.

Med udgangspunkt i det medieskabte postyr om Svend Aukens påståede citatfusk lykkes det også for Det Fri Aktuelt at opsnappe nogle udtalelser til en lokalradio fra bestyrelsen for den lille Erritsø partiforening ved Fredericia om, at der måtte opstilles en modkandidat til Svend Auken på kongressen i september 1992.

Selvom formanden for kredsbestyrelsen i Fredericia ikke var enig, og det kun lykkedes at få tilslutning fra en anden lille forening, Herslev partiforening, skrev Det Fri Aktuelt om lokal utilfredshed og græsrodsoprør mod partiformanden. Det blev fulgt op af udtalelser fra borgmester Linda Egaa fra Vallø om, at hun helst så, at Svend Auken trak sig.

Selvom de amtsvalgte medlemmer af Socialdemokratiets forretningsudvalg i en udtalelse til støtte for Svend Auken kraftigt tog til genmæle mod den “helt fordrejede” debat, kørte Det Fri Aktuelt nu løs med flere lokale tillidsfolk, der ønskede Svend Auken udskiftet.

At den øvrige presse fulgte trop, kan man ikke fortænke dem i. “Auken mister fodfæste”, skrev Morgenavisen Jyllands-Posten i en reportage, hvor man havde haft ikke mindre end 13 journalister til at kontakte lokale socialdemokratiske tillidsfolk.

Med denne massive indsats var det bemærkelsesværdigt, at de lokale tilkendegivelser var så spredte. Men kampagnen begyndte tydeligvis at virke. Ondskabens tjener eller østeuropæiske tilstande?

I den almindelige tummel var det imidlertid efterhånden gledet helt i baggrunden, hvad udgangspunktet for den aktuelle diskussion egentlig var. Påstanden om, at Socialdemokratiet, og især Svend Auken forsøgte at hindre en åben debat om Danmarks forhold til Vestunionen, blev opfattet næsten som en fastslået kendsgerning. Også selvom Svend Auken flere gange havde understreget, at hvis forholdene blev ændret i fremtiden, så måtte man tage diskussionen op igen. Socialdemokratiet havde ikke noget imod debatten. “Der må blot ikke skabes tvivl om Socialdemokratiets holdning.”

Der var derfor heller ingen modstrid i forhold til Hans Hækkerups synspunkter i Socialdemokratiets pjece om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik, hvori han netop understreger, at man er villig til at drøfte en forsvarsdimension i EF, “men først efter 1996, når EF er udvidet med Sverige og Østrig og formodentlig Finland”. Det var jo netop derfor, at man i Maastrichttraktaten havde sikret sig mulighed for en ny folkeafstemning herom på dette tidspunkt.

I en kronik i Det Fri Aktuelt115 redegjorde Hans Hækkerup på baggrund af uklarhederne i debatten udførligt for, hvorfor Socialdemokratiet indtog den holdning til et dansk medlemskab af Vestunionen, som man gjorde. Hans konklusion var klar: “Vi mener ikke, at dansk medlemskab af WEU er aktuelt, og når vi anbefaler et JA ved folkeafstemningen, ligger deri en garanti for, at dette JA ikke vil blive brugt til at melde os ind i WEU.”

Det førte imidlertid til, at Karl Hjortnæs den 1. februar 1992 i en debatartikel i Det Fri Aktuelt anfægtede Hans Hækkerups troværdighed og betegnede hans argumentation som både urimelig og unfair og i åbenbar strid med kendsgerningerne. Det resulterede i, at Hans Hækkerup på det første gruppemøde derefter – den 4. februar – klart tilkendegav, at han ikke kunne leve med Karl Hjortnæs’ angreb.

Det var uacceptabelt, at en koordinator offentligt angreb en anden koordinators hæderlighed. Derfor bad han folketingsgruppens bestyrelse om at skride ind. Hermed var den såkaldte “Hjortnæs-sag” indledt.

Bestyrelsen behandlede sagen på bestyrelsesmødet den 6. februar 1992. Svend Auken havde helst set, at der slet ikke blev gjort noget alvorligt ved sagen, men at man i stedet ventede, til det blev sommer, og så søgte at få det særlige sikkerhedspolitiske udvalg nedlagt. Det stammede jo fra en anden sikkerhedspolitisk – og indenrigspolitisk –situation præget af fodnoter, dagsordener osv. Og så ville Karl Hjortnæs jo automatisk miste sin koordinatorpost. Men da der samtidig var opstået en anden sag, hvor Karl Hjortnæs skulle have interveneret i en aftale, der var forhandlet på plads af Jan Trøjborg med SF og De Radikale om støtten til østlandene, foreslog Svend Auken – fordi den følgende uge var mødefri i Folketinget – at man skulle lade en mindre gruppe af bestyrelsens medlemmer undersøge sagerne nærmere, så også Karl Hjortnæs kunne komme til orde.

Alle var enige om, at der måtte skrides ind over for Karl Hjortnæs, som de fleste mente flere gange havde været illoyal og ofte lækket interne historier til pressen. Men der var delte meninger om den foreslåede procedure. Især Ole Stavad støttede fremgangsmåden med et undersøgelsesudvalg, og han gik langt ind i overvejelser om, hvorledes man skulle forholde sig til pressen, når sagen skulle behandles.

Henning Rasmussen, Lissa Mathiassen, Frank Jensen og jeg selv advarede stærkt mod at udskyde behandlingen, idet man ikke ville kunne styre mediebilledet, når først det slap ud, og det ville det gøre i samme sekund, Karl Hjortnæs modtog indkaldelsen til mødet med underudvalget – det sagde al erfaring. Mogens Lykketoft var tavs, mens de øvrige, herunder også Poul Nyrup Rasmussen og Birte Weiss, i forskelligt tonefald tilsluttede sig Svend Aukens forslag.

Der blev derfor nedsat et udvalg med gruppens næstformand, Torben Lund, som formand og i øvrigt med deltagelse af Henning Rasmussen, Jørn Pedersen, Pia Gjellerup, Lissa Mathiassen og Henrik Dam Kristensen.

Udvalget skulle tage kontakt til Karl Hjortnæs med henblik på dels at få et overblik over situationen, dels at skabe en afklaring af, hvilke handlinger man kan foretage som koordinator og gruppemedlem. Man skulle så komme med en indstilling herom til næste bestyrelsesmøde den 20. februar – torsdagen efter den mødefri uge.

Forløbet af bestyrelsesmødet den 6. februar med Mogens Lykketofts tavshed og Poul Nyrups noget udflydende bemærkninger havde – sammen med en række af de øvrige hændelser – gjort Frank Jensen urolig, og efter bestyrelsesmødet havde han og Torben Lund derfor et møde med Svend Auken. Frank Jensen advarede her Auken om, at han skulle koncentrere sig mindre om den politiske situation end om den “maskinpistol, der var sat for hans tinding”.

Samme aften var der gruppefest i den socialdemokratiske folketingsgruppe, hvor Frank Jensen fik sine bange anelser bekræftet, idet Mogens Lykketoft her åbenlyst over for flere gruppemedlemmer undsagde Svend Auken.

Advarselsblinkene var tændt, men der var ikke endnu noget klart grundlag at handle på.

Karl Hjortnæs var bortrejst i det meste af den mødefri uge, men næppe var han kommet hjem og havde set mødeindkaldelsen fra Torben Lund, før Morgenavisen Jyllands-Posten i stor opsætning skrev om, hvorledes Socialdemokratiet efter direkte ordre fra Svend Auken nu “indfører straffeaktioner mod partifæller, der ikke makker ret”.

Og så rullede lavinen. Mediebilledet var klart: Der var tale om en ny Auken-historie – og den var kluntet håndteret! Man skrev om “disciplinærkomité”, “standret” og “meningsdomstol”, og i et stærkt personligt angreb på Svend Auken skrev Det Fri Aktuelt i en leder, at “komitéen bringer mindelser om den måde, hvorpå diktatoriske systemer har tildækket deres karakter med en maske af pseudodemokrati”.

Situationen var – som man kunne frygte – helt ude af kontrol. Det lykkedes ikke at trænge igennem med forklaringer af baggrunden for den valgte fremgangsmåde. Billedet var og blev dårligt. På mødet i den socialdemokratiske ledelse tirsdag den 18. februar 1992 blev man derfor enige om at fremskynde afviklingen af sagen, så den kunne afgøres allerede onsdag. Stemningen på mødet var dårlig, og da det til sidst i mødet blev oplyst, at man måtte imødese en kraftig reaktion på det efterfølgende gruppemøde, bad Svend Auken om råd om, hvad man skulle gøre, hvortil Ole Stavad, mens han så på uret, blot svarede, at klokken var 11 – gruppemødet skulle starte. Da Auken gentog sit spørgsmål, svarede Stavad igen: “Klokken er 11!”

Det var tydeligt, at noget var i gære. Fronterne var ved at blive trukket op til den afgørende kamp mod Svend Auken – også i ledelsen.

Kritikken af den valgte fremgangsmåde var på det efterfølgende gruppemøde da også meget voldsom, men proceduren ville trods alt blive gennemført, blot hurtigere. Svend Auken tog imidlertid nu selv kontakt til Karl Hjortnæs, og sidst på eftermiddagen tirsdag den 18. februar havde de to en længere samtale på Svend Aukens kontor, og man nåede til en fælles forståelse, der efter et møde mellem Karl Hjortnæs på den ene side og Torben Lund og Lone Møller på den anden samme aften blev udmøntet i en fælleserklæring, som skulle offentliggøres efter mødet med udvalget onsdag formiddag.

I fælleserklæringen hed det blandt andet: “Karl Hjortnæs har oplyst, at artiklen i Det Fri Aktuelt er skrevet i irritation, og det beklager han.” Desuden er der enighed om, “at gruppens koordinatorer ikke offentligt bør kritisere hinanden, og at koordinatorernes opgave er at formidle partiets synspunkter”. Endelig er “Karl Hjortnæs i øvrigt helt enig i afvisningen af dansk medlemskab” af Vestunionen, og der er fuld enighed om de indgåede aftaler vedrørende Østhjælpen.

Hermed troede alle, at sagen var løst, og Karl Hjortnæs beholdt alle sine poster.

Imidlertid gik Karl Hjortnæs direkte fra mødet og til pressen, hvor han blandt andet til Radioavisen udtalte, at det eneste, han beklagede, var sin “irritation”, men at han stod fast på hvert et ord i den omstridte artikel.

Allerede disse udtalelser førte til en kraftig hovedrysten blandt folketingsgruppens medlemmer. Men da han så i et interview med radioens nyhedsmagasin samme eftermiddag leverede, hvad der ikke kunne opfattes som andet end et frontalangreb på partiets formand, Svend Auken, var han gået et skridt for langt – han havde så at sige afsagt sin egen politiske dødsdom. Reaktionen i folketingsgruppen var endog meget hård. Nu måtte det være slut.

Til radioens nyhedsmagasin udtalte Karl Hjortnæs sig om, hvilke principielle krav der må stilles til en leder i dag. Han sagde videre, at han havde “været meget glad for den ledelse, vi havde, indtil Ritt Bjerregaard blev skiftet ud som formand”, og så fremhævede han blandt andet, at “de egenskaber, som Ritt sidder inde med som leder, de mangles i den socialdemokratiske ledelse i dag. Og det er nok en af årsagerne til, at der har været uro i den socialdemokratiske gruppe, siden Ritt måtte træde tilbage som gruppeformand. Og der er ingen tvivl om, at der må ske en tilpasning på en eller anden måde i den ledelse, vi har”.

Karl Hjortnæs havde klart brudt den indgåede aftale – helt bevidst og på en overordentlig provokerende måde. Hermed var målet fuldt.

Allerede på det ordinære gruppemøde torsdag morgen var tonen skarp i forhold til Karl Hjortnæs, og efter at der var fremskaffet en nøjagtig udskrift af det pågældende interview, var der ingen tvivl på bestyrelsesmødet torsdag middag. I fuldstændig enighed, det vil sige også med fuld tilslutning fra Poul Nyrup Rasmussen, Mogens Lykketoft, Birte Weiss og Ole Stavad, indstillede man, at Karl Hjortnæs blev frataget samtlige sine poster – også selvom Karl Hjortnæs i et brev til bestyrelsen forsøgte at forklare, at det ikke var meningen, at hans udtalelser skulle tolkes som et angreb på Svend Auken, og som han skrev: “Svend Auken er valgt af os alle, og det må vi selvfølgelig alle stå bag.”

På et efterfølgende ekstraordinært gruppemøde var der næsten lynchstemning, og kun Ritt Bjerregaard talte imod den totale fyringaf Karl Hjortnæs – og hun rettede samtidig en kraftig kritik mod Svend Auken.

Meningerne har siden været delte om, hvorvidt det nu også var klogt at slå så hårdt og konsekvent ned på Karl Hjortnæs, men det er interessant, at Morgenavisen Jyllands-Posten noterede sig, at “for Svend Auken ... blev torsdag en ganske god dag. For første gang i måneder demonstrerede han i går den resolutte og konsekvente handlemåde, adskillige socialdemokrater har savnet gennem den seneste tids problemer i partiet”.

Den øvrige presse talte derimod, som man kunne forvente, om Socialdemokratiet som et parti i dyb krise – ja, en enkelt talte ligefrem om “ritualmord” – og trods helt overvejende tilslutning i LO’s forretningsudvalg til håndteringen af Hjortnæs-sagen, var det billede, der blev bibragt pressen, at “et iskoldt LO sagde nej til støtte” og i stedet kritiserede Svend Auken.

I et sidste febrilsk udfald søgte Karl Hjortnæs endelig – helt i overensstemmelse med det velkendte mønster om Aukens påståede utroværdighed – at anklage Svend Auken for aftalebrud, idet han mente, at det var en del af aftalen mellem Auken og ham, at mødet med undersøgelsesudvalget onsdag formiddag ikke skulle finde sted.

Det kunne dog klart afvises af både Svend Auken, Torben Lund og Lone Møller.

Det fik Karl Hjortnæs til at kræve, at Svend Auken måtte ud. Han var en belastning for ytringsfriheden, sagde han. Men hertil svarede Mogens Lykketoft klart og kontant, at “sagen ikke har noget med ytringsfrihed at gøre. Den handler om en dybt illoyal kammerat uden andre forbundsfæller end Ritt Bjerregaard”.

Og han ramte meget godt stemningen i folketingsgruppen, da han fortsatte, at “man kan kun forstå denne her sag, hvis man gør sig klart, at der er tale om et meget langt forløb. Det handler ikke om udtalelser i radioens nyhedsmagasin. Det er en lang periode med illoyal optræden og i sidste fase aftalebrud”.

Det var ikke en sag mellem Auken og Hjortnæs, men en sag mellem Hjortnæs og hele den socialdemokratiske folketingsgruppe, sagde han.

Der var virkelig gang i den. Den almindelige turbulens var “underholdning” for hele folket – og ikke mindst Socialdemokratiets politiske modstandere. Og det gav mere luft til det ulmende oprør, hvor aviserne nu især med henvisning til udtalelser fra kredsformændene for Otterup-kredsen og Hjørring-kredsen – Ritt Bjerregaards og Arne Jensens kredse – kunne berette om, hvordan den socialdemokratiske partiuro bredte sig.

Og fra Karl Hjortnæs’ kreds blev der fremsat ønske om, at der blev indkaldt til et kredsformandsmøde for at drøfte problemerne, hvilket Socialdemokratiets forretningsudvalg dog ikke fandt nødvendigt.

Mere kul på
Men der faldt ikke ro over feltet – tværtimod kunne alt nu tilsyneladende bruges i den politiske bundvending.

Da Socialdemokratiet – som flere gange tidligere siden valget i december 1990 – som planlagt indrykkede annoncer i form af et åbent brev fra Svend Auken om, at “vi skal have glæde af dagpengene”, blev det mødt af en heftig kritik fra borgerlig side. Det blev betegnet som politisk plat, at Svend Auken påstod, at han ville gøre noget mod arbejdsløsheden, og meldingen var, at han åbenbart blot trængte til at få pudset sit omdømme af i befolkningen.

Der var tilsyneladende frit slag. Men denne lille krusning var intet imod, hvad der skete, da Svend Auken på sin ugentlige pressebriefing den 25. februar på et spørgsmål om, hvad der skulle ske med Karl Hjortnæs i fremtiden, svarede, at “selvfølgelig skal vi have i baghovedet, at hvis tingene normaliseres, skal Karl Hjortnæs have mulighed for at vende tilbage til sit normale parlamentariske arbejde. Det er mit håb, at vi kan få ham med”.

Selvom han samtidig understregede, at der ikke var sket nogen ændring i beslutningerne om at tage alle tillidsposterne fra Karl Hjortnæs, førte det ikke desto mindre til, at Radioavisen meddelte, at Karl Hjortnæs nu ville få sine poster igen, og den øvrige presse fulgte trop. Karl Hjortnæs blev taget til nåde, hed det, og “Auken rækker ud efter Hjortnæs”, der ikke selv ville kommentere udviklingen, eftersom han havde pålagt sig selv en “pressefri” periode.

Akkompagneret af adskillige suk – “Åh, nej. Ikke igen!” – og hovedrysten skrev Ekstra Bladet om, hvordan Svend Auken havde lovet Karl Hjortnæs et “snarligt comeback”.

Man kan næppe påstå, at der var tale om en helt rimelig udlægning af Svend Aukens udtalelser – som han set med bagklogskabens klarhed dog nok i situationen burde have undladt. Som de nu blev udlagt, gav de indtryk af en snarlig normalisering, og at en opblødning var på vej – at der kun var tale om noget meget midlertidigt.

Selvom der tydeligvis var tale om en misforståelse, som forgæves blev søgt rettet, gav det ikke overraskende anledning til et temmelig ophidset møde i den socialdemokratiske folketingsgruppe – der, selvom det var et lukket møde, blev meget fyldigt refereret i Det Fri Aktuelt.

“Man er nu helt til grin”, lød det, og i stor opsætning – og i detaljer – blev der berettet om, hvordan folketingsgruppens næstformand, Torben Lund, der ledede mødet, angiveligt lagde luft til Svend Auken.

Igen var der uro og splittelse, og igen var det lykkedes – på et tyndt grundlag – at skabe indtryk af en flaksende og inkonsekvent ledelse og af, at Svend Auken til stor irritation for flere gruppemedlemmer udtalte sig i modstrid med beslutningerne i folketingsgruppen og dens bestyrelse. Det var – efter nogles mening – dråben, der fik bægret til at flyde over – i hvert fald blev det efterfølgende udlagt sådan.

Men selvom det naturligvis betød et ekstra skub ud over kanten, var situationen den, at konspirationerne mod Svend Auken allerede var meget langt fremme på dette tidspunkt.

Mens denne diskussion rasede, var en mere politisk substansmæssig tung sag under udvikling, nemlig spørgsmålet om bygning af et nyt kulfyret kraftværk i Aalborg. Denne sag, der kom til afgørelse i folketingsgruppen den 28. februar 1992, splittede gruppen mellem på den ene side miljøudvalgsmedlemmernes synspunkter og på den anden energiordfører Poul Nielsons og gruppebestyrelsens forslag om accept af værket på visse betingelser.

Det førte til et meget kraftigt sammenstød mellem de forskellige synspunkter på gruppemødet, og på et tidspunkt truede Poul Nielson med at trække sig som energiordfører. Det var mildt sagt ikke, hvad man havde brug for i situationen, hvor det eneste, der var fokus på, var uroen i Socialdemokratiet.

Det førte til, at Svend Auken, der ikke var orienteret om de stærke modsætninger, greb ind, så der efter et særligt “mæglingsudvalg” og et ekstra, langvarigt gruppemøde samme aften kunne opnås tilslutning til en accept på nogle meget bestemte vilkår. Ti medlemmer stemte dog imod.

Selvom det således især var Svend Aukens fortjeneste, at uoverensstemmelserne ikke førte til en afgørende splittelse, blev det ikke desto mindre fremstillet som endnu et udtryk for Svend Aukens ledelsesproblemer.

Endelig lykkedes det for Berlingske Tidende, den 1. marts 1992, at levere det sidste skud for boven, da man med henvisning til et fællesinterview mellem Svend Auken og Uffe Ellemann-Jensen bragte en forsidehistorie i stor opsætning om, at “Auken åbner for Vestunionsløsning”.

I dette interview sagde Svend Auken således: “Hvis vi får en udvikling i retning af ikke at presse amerikanerne ud af Europa, og Vestunionen samtidig udvikler sig fra noget, der er vesteuropæisk, til noget, der er fælleseuropæisk, så falder mine væsentligste indvendinger mod medlemskab bort.” Det blev – blandt andet på grund af myten om, at Socialdemokratiet søgte at hindre en debat om Vestunionen – fremstillet som den helt store nyhed.

Det kunne imidlertid virke underligt, når man i samme bladkoncerns avis Weekendavisen en måned tidligere havde kunnet læse en stort set enslydende melding fra Svend Auken. Så det var svært at se, at der skulle være noget nyt, hvilket journalist Jacob Andersen da også fremhævede i en leder i Information, hvor han samtidig slog fast, at “WEU’s fremtid afgøres ikke i WEU, men i London, Paris, Berlin og Washington. Og så på EF’s topmøder naturligvis. Her ER vi for resten med. Endnu da. Måske skulle vi hellere debattere, hvad vi kan bruge det til.”

Ikke desto mindre blev det fremstillet, som om Svend Auken nu åbnede op for den debat, som Ritt Bjerregaard og Karl Hjortnæs begge blev fyret for at lægge op til – hvilket igen var en klar fordrejning, som det vil være fremgået af det foregående. Men resultatet var, at den forsvarspolitiske ordfører, Hans Hækkerup, blev bragt i en meget ubehagelig situation, idet han måtte stå for skud, da Svend Auken selv var på ferie i Norge. Selvom grundlaget var yderst spinkelt, blev der altså igen trukket store veksler på tålmodigheden.

Alle mulige sager – store som små – blev således blæst op og flittigt refereret i pressen, og meddelerne kunne findes både i folketingsgruppen og fagbevægelsen, så stort set alle lukkede møder og fortrolige diskussioner kunne følges af offentligheden. “Balladen i Socialdemokratiet”, som det efterhånden blot blev kaldt, var simpelthen det bedste show i byen! Som oftest var der tale om “anonyme kilder”, der ikke ønskede at lægge navn til videregivelsen af oplysningerne eller til de vurderinger, de gav anledning til. Det satte naturligvis medierne i stand til at tegne netop det billede, de ønskede – også selvom det stred mod, hvad der faktisk var sket.

Anonyme kilder kan jo aldrig korrigeres, hensigten med deres oplysninger kan ikke vurderes, og journalistens valg af kilder vil aldrig kunne tjekkes! Men hensigten var klar, og den tilsigtede virkning udeblev ikke.

Det var tydeligt, at den revolutionære situation var ved at være moden.