Pindemadder fra Gyldendal

I gamle dage, før man opfandt begrebet om politisk korrekthed, talte man spøgefuldt om Bermuda-trekanten i dansk kultur, den lå mellem DR, Politiken og Gyldendal. Det var dér, væsentlige debatter kunne forsvinde på sporløs vis, som skibe og fly ifølge overleveringen gør i havet ved den rigtige Bermuda-trekant.

Berlingske
Leder

Johannes Riis, litterær direktør for det ærværdige forlag Gyldendal, gik i torsdags med fynd og klem ind i kulturkampen, da han i sin tale ved den årlige reception polemiserede mod regeringen, Dansk Folkeparti, og alle mulige - der var også en lille hilsen til nærværende avis - der angiveligt er med til at skabe en offentlig debat så nederdrægtig, at han ikke kan mindes noget tilsvarende.

Man kan diskutere, om den beskrivelse er dækkende for det danske debatklima. Var det tilfældet, ville den begavede direktør have gjort sig til en del af problemet snarere end en del af løsningen. Hans udfald var nemlig så polemiske, at de sammenlignet med tidligere taler udgjorde et brud på en tradition. (...)

I gamle dage, før man opfandt begrebet om politisk korrekthed, talte man spøgefuldt om Bermuda-trekanten i dansk kultur, den lå mellem DR, Politiken og Gyldendal. Det var dér, væsentlige debatter kunne forsvinde på sporløs vis, som skibe og fly ifølge overleveringen gør i havet ved den rigtige Bermuda-trekant.

Det er og bliver imidlertid et kerneaspekt ved demokratiet, at man kan være uenige. Folk, der mener noget andet end en selv, behøver ikke af den grund at være moralsk anløbne. En heftig kulturdebat er et sundheds- og ikke et krisetegn.

Men debatten kan selvfølgelig altid kvalificeres. Johannes Riis havde en chance for at gøre det i Klarebodernes gård. Men han greb den ikke.