Radikale hæver prisen markant for støtte til regeringen

Vi skulle helt hen i sidste spalte, før Sofie Carsten Nielsen kom til det afgørende budskab i det store og meget kritiske interview om regeringen som Berlingske bragte med den radikale leder torsdag.

”Det er en diskussion værd, om det skubber til egenrådigheden og sammensmeltningen med embedsværket, at man sidder alene i regering. Det er smadderbesværligt at være flere – det ved jeg alt om – men det betyder bare, at der er en anden dynamik, og at der stilles flere spørgsmål.”

Sofie Carsten Nielsen pakkede budskabet ind i større og mere principielle overvejelser, ”Det handler om, hvordan vi bedriver politik og forvalter magt.”, men skåret ind til benet, var det det budskab der skulle ud over rampen.

De Radikale er i gang med langsomt at forberede deres vælgere på, at ingen af blokkene kan tage dem for givet efter næste valg – og at prisen for fortsat støtte til en Socialdemokratisk statsminister er kraftigt for opadgående.

Torsdagens melding var dog ikke kun taktik og forventningsdannelse. De Radikale mener hvert et ord af den kritik, som Sofie Carsten Nielsen kom med. Regeringen er, efter De Radikales mening, reelt magtfuldkommen, arrogant, misbruger embedsværket og inddrager ikke Folketinget så meget som den burde.

Og som om det ikke var nok, så er De Radikale også grundlæggende utilfredse med den politiske retning Danmark er på vej i under S-regeringen. ”Grundretningen” er ikke den rigtige, som en central radikal kilde udtrykker det: ”Vi har for første gang siden Anker en regering som gør Danmark fattigere”.

Problemet for De Radikale er imidlertid, at uanset hvor meget de brokker sig over regeringen, så er de er låst i rollen som - frustreret og utilfreds - støtteparti i minimum resten af valgperioden.

Under VLAK førte De Radikale an i angrebene på den daværende regerings udlændingepolitik. Alle kan huske Morten Østergaards svømmetur til øen Lindholm eller partiets massive kritik af Inger Støjbergs kagefejring, smykkeloven, burkaforbuddet og så videre. Den meget markante profil blev også belønnet af vælgerne i 2019, hvor De Radikale næsten blev fordoblet og gik frem til 8,6 procentpoint. Stemmer som de især hentede fra resten af rød blok.

Siden 2019-valget har De Radikale, på grund af Morten Østergaards afgang og den efterfølgende ballade, mistet hovedparten af den fremgang de vandt i 2019, og partiet ligger nu igen på cirka fire til fem procent. i de vægtede målinger. Spørgsmålet der er interessant i denne sammenhæng er imidlertid, om de vælgere de har mistet, er de nye der kom til i 2019? Altså, om de vælgere, der har forladt dem, er vælgere som kom til primært på grund af modstanden mod de blås udlændingepolitik under VLAK. Er det det, kan en løsrivelse fra rød blok være endda meget risikofyldt. V og K har ikke neddroslet deres udlændingepolitik siden 2019 – tværtimod.

De Radikales betydelige utilfredshed over tingenes tilstand er i sig selv ikke en stor nyhed. Det er velkendt, at De Radikale ser det som unaturligt, hvis de ikke er i regering.

Spørgsmålet er dog, om et mere fritstående Radikale Venstre ved næste valg bringer dem tættere på regeringsdeltagelse? Grundlæggende er det tvivlsomt.

For det første kommer det hele an på, hvordan mandaterne falder efter næste ordinære valg. Ingen kilder, som jeg har talt med, forventer, at De Radikale skærer trosserne til rød blok før tidligst efter et ordinært valg, som senest skal være afholdt i juni 2023. Frigørelse tager tid og De Radikale målinger hænger stadig noget.

For det andet skal De Radikales mandater efter næste valg være de udslagsgivende. Bliver de ikke det, vil deres rolle være endnu mere marginal end i dag.

Her er der dog også den første joker. Hvis granskningskommissionen til foråret kommer frem til, at statsministeren har foretaget sig noget i mink-sagen som berettiger en rigsret, er det tvivlsomt, om De Radikale fortsat kan bakke op bag regeringen. Om vi når der til, er dog stærkt tvivlsomt, som mink-sagen står nu.

Det første spørgsmål er derfor, hvordan situationen vil være, hvis der efter næste valg er et flertal bestående af DF, NB, K, V, KD, LA, Løkkes Moderater og De Radikale. Hvor De Radikale har de afgørende mandater. I en sådan situation vil V og K gå efter at danne regering, sandsynligvis med Elleman som statsministerkandidat. Vil de Radikale få mere indflydelse under en sådan regering end ved at støtte Socialdemokratiet?

Hvis det nuværende flertal fortsætter efter næste valg, er det mest sandsynlige scenarie derfor, at De Radikale får lov til at forsætte som støtteparti. Et politisk meget godt betalt og ikke mindst frustreret støtteparti, men i sidste ende stadig et støtteparti.

Benny Damsgaard

Måske lidt på den økonomiske politik, men det er også det. De kommer ikke i regering med V og K, og de får intet på udlændinge- og værdipolitikken. Både DF og NB har modstand mod De Radikale som en definerende kerneværdi, og de vil gøre alt hvad de kan for at forhindre en VKR-regering og holde den Radikale indflydelse på et minimum. Hertil kommer, at V og K vil have langt sværere ved at give De Radikale indrømmelser på klima-området end S. Emnet er ikke højt prioriteret hos de borgerlige og presset fra K, LA og NB for at bruge midler på skattelettelser vil være betydeligt.

Med hvad så men en situation, hvor det nuværende flertal fortsætter, men hvor De Radikale under regeringsforhandlingerne kræver regeringsdeltagelse for ikke at skifte? Her er det klart mere sandsynligt, at de får betydelig øget politik indflydelse, set i forhold til i dag, på især den grønne omstilling og måske lidt indrømmelser på øget tilgang af udenlandsk arbejdskraft. Det er dig stadig usandsynligt, at de kommer i regering.

Socialdemokratiet elsker at være alene i regering, og samarbejdet internt i regeringen beskrives af alle, man taler med, som ekstremt velfungerende. Væk er al balladen, de evindelige skænderier, slåskampene og lækagerne under Thorning-regeringerne. Nu kan man endelig fremlægge det man står for, stå rent og så bagefter tage forhandlingen.

Et sikkert mål på om en regering er dysfunktionel er mængden af interne lækager. Lækkes der interne papirer til medierne, og kastes papirer fra K- og Ø-udvalg i grams til lobby-vennerne, som det skete under VLAK, er det et sikkert tegn på dårligt samarbejdsklima, hvor alle er sig selv nærmest. Her er den nuværende regering ekstremt velkørende. Selv under de mest tilspidsede tider under corona-håndteringen var der ikke interne lækager, og som alle i lobbybranchen ved, så er det endda meget vanskeligt at få fat i interne papirer fra den her regering.

Oveni al det her skal man lægge, at der stadig er en betydelig modvilje i Socialdemokratiet mod De Radikale ovenpå Thorning-regeringen. Mange af dem der nu sidder i toppen af S-regeringen, kan tydeligt huske tilbage til problemerne dengang, og de har stadig ikke tilgivet De Radikales modvilje mod at kigge på dagpenge og tilbagetrækning i det hele taget. Hos de mest hardcore fejres grundlovsdag 2018, hvor Mette Frederiksen meddelte, at man vil gå i regering alene, endda som noget nær en helligdag.

Hvis det nuværende flertal fortsætter efter næste valg, er det mest sandsynlige scenarie derfor, at De Radikale får lov til at forsætte som støtteparti. Et politisk meget godt betalt og ikke mindst frustreret støtteparti, men i sidste ende stadig et støtteparti.