Regeringsrokade næppe nok

Problemet er bare, at stadig færre Venstre-vælgere deler denne opfattelse, som det fremgik af en analyse i Politiken forleden, hvor 8 pct. angav utilfredshed med en eller flere ministre som årsag til at skifte parti, mens 9 pct. udtalte mistillid til statsministeren som person. Umiddelbart set det altså ud til, at Pia Kjærsgaard har ret, når hun kræver ministerudskiftninger for at skabe ny dynamik i regeringen og dermed modvirke tendensen i de seneste måneders meningsmålinger, der alle peger på, at regeringen står til at tabe sit parlamentariske flertal.(...)

Vi vil ikke afvise, at personspørgsmål har stor betydning i politik, specielt for en regering, der fra første dag har givet ministrenes imagepleje topprioritet. Og det kan i den forbindelse undre, at statsministerens noget for noget-politik ikke fik konsekvenser for finansminister Thor Pedersens bopælsskandale, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens efterlønsflop eller kirkeminister Tove Fergos løbskkørsel. Men dels er det for sent med en udskiftning af disse ministre, hvis det skal have politisk effekt, dels har politisk substans trods alt stadig afgørende betydning for vælgernes gunst.

Derfor har det heller ikke hjulpet, at Anders Fogh Rasmussen på den seneste ministerkonference krævede, at de hver især synliggjorde sig med prompte tilbagevisninger af oppositionens løbende kritik.(...)

Selv en omfattende ministerrokade kan altså ikke skjule regeringens akutte mangel på et politisk projekt. Hvad skulle statsministeren f.eks. bruge en dynamisk skatteminister til? Men ret skal være ret. Integrationsminister Bertel Haarder sprudler fortsat med nye stramninger i udlændingelovgivningen. Af samme grund ser vi ham gerne udskiftet til fordel for en kommissærpost i Bruxelles.