Styrk individet og Folketinget

Den tidligere radikale leder og udenrigsminister, MF Niels Helveg Petersen markerede sig på dagens afsluttende grundlovsdebat som en af de største fortalere for at revidere den gældende grundlov fra 1953. I denne kronik forklarer han hvorfor.

Ingen forfatter

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi bør have en ny grundlov i Danmark. Den nuværende fylder 50 i år, men det er opgjort, at omkring 2/3 af bestemmelserne er helt eller delvis uændrede siden grundloven af 1849. Og det præger sprogbrug og tankegang; grundloven er svær at forstå.

F.eks. kan ethvert medlem af Folketinget bringe ethvert offentligt anliggende under forhandling og »derom æske ministrenes forklaring«. »Æske« er ikke noget med at lægge låg på. Regeringsformen er f.eks. »indskrænket-monarkisk«, hvilket selvsagt ikke antyder, at monarken er indskrænket, men markerer, at man i 1849 gik fra en styreform med en enevældig konge til noget andet, som man ikke ligeud ville kalde folkestyre. Det kunne opfattes uhøfligt over for kongen at tale om folkestyre, så man fandt den kunstige betegnelse »indskrænket-monarkisk.

Sådan starter det, og sådan fortsætter det grundloven igennem. Kongen har travlt inde i grundloven! Kongen besidder den udøvende magt, kongen har den højeste myndighed over alle rigets anliggender, han udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre. Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender, fremsætter lovforslag, kan udstede foreløbige love, benåde og give amnesti, slå mønt m.m. Det er til at blive forpustet af.

Og det har jo heller intet med virkeligheden at gøre. Virkeligheden er, at det er ministrene og regeringen, der er ansvarlige og kan stilles til ansvar for alle disse gøremål. Men det er godt kamufleret.

Folkestyre i forklædning
Folkestyre i forklædning er den rette betegnelse for den nuværende grundlov. Det havde sine grunde i 1849, hvor grundlovsfædrene gerne ville gøre det så let som muligt for kongen at leve op til sit løfte om en fri forfatning. Dengang forekom det rigtigt at omskrive virkeligheden. Men dengang er ikke nu. I dag er forklædningen hverken nødvendig eller nyttig. Tværtimod betyder den, at det bliver unødig svært at forstå, hvad grundloven i virkeligheden mener.

Grundloven bør smide forklædningen og kæmpe med åben pande. Væk med omskrivningerne. Folket og kongehuset kan godt tåle at høre sandheden. Derfor har jeg skrevet en ny grundlov. Jeg foreslår, at den nye grundlovs paragraf l skal begynde:
»Danmark er en selvstændig stat, hvis styreform bygger på folkestyre og retssikkerhed«. Den nuværende grundlov nævner hverken selvstændighed, folkestyre eller retssikkerhed. Er det ikke på tide?
Niels Helveg Petersen
MF (R), tidligere udenrigsminister

Gør det noget? Er det ikke meget sødt og pudsigt, at sprogdragten er antikveret? Gør det noget, at man skal løse en sproglig rebus for at komme til kernen. Ja, pokkerme' gør det! Det burde være sådan, at man kunne forære grundloven til et almindeligt ungt menneske i konfirmationsgave med forventning om, at han eller hun umiddelbart kunne forstå sine rettigheder og pligter som borger i Danmark. En grundlov er mere end en lov.

Den bør frem for nogen lov være forståelig. Den udtrykker ikke alene rettigheder og pligter, men indeholder også vort samfunds værdisætninger.

Folkestyre og retssikkerhed
Grundloven bør smide forklædningen og kæmpe med åben pande. Væk med omskrivningerne. Folket og kongehuset kan godt tåle at høre sandheden. Derfor har jeg skrevet en ny grundlov. Jeg foreslår, at den nye grundlovs paragraf l skal begynde:

»Danmark er en selvstændig stat, hvis styreform bygger på folkestyre og retssikkerhed«. Den nuværende grundlov nævner hverken selvstændighed, folkestyre eller retssikkerhed. Er det ikke på tide?

Det er karakteristisk for den nuværende grundlov, at de borgerlige og politiske rettigheder findes hen imod slutningen. Det er galt nok, men ikke det værste. Med forhenværende ombudsmand Lars Nordskov Nielsens ord forholder det sig sådan, »at de grundlovsfæstede menneskerettigheder er såre begrænsede. Det nuværende katalog er nok så fattigt. Nogle bestemmelser er 'ren luft', andre er ret formelle«.

I mit forslag har menneskerettighederne fået en langt mere fremtrædende placering. De er placeret i starten. Grundloven skal beskytte individets fundamentale rettigheder i forhold til skiftende magthavere. Det drejer sig om retten til livet, til personlig frihed og privatfred, om ret til at råde over sin ejendom, om ret til retfærdig rettergang, ytringsfrihed, foreningsfrihed, informationsfrihed og forsamlingsfrihed.

Det drejer sig om at fastslå, at enhver er omfattet af disse rettigheder »uden hensyn til køn, alder, religion eller anden overbevisning, etnisk eller national oprindelse, sprog, fysisk eller mental sygdom eller handikap, økonomiske og sociale forhold eller noget andet forhold knyttet til hans eller hendes person«. En sådan grundsætning findes i moderne forfatninger, men savnes i den danske grundlov.

Menneskerettigheder
Den europæiske menneskerettighedskonvention (EMR) er en del af dansk ret. At bestemmelserne anvendes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), også i sager rejst imod den danske stat, er en selvfølge, men også danske domstole skal lægge bestemmelserne til grund. Beskyttelsen af borgeren efter EMR er betydeligt mere vidtgående end efter den danske grundlov.

Vi ser derfor en klar tendens til, at der føres et stigende antal sager imod Danmark ved EMD især inden for området af frihedsrettighederne. Grundlovens direkte betydning på dette område er vigende, og foretager vi os intet, vil denne udvikling fortsætte med større hast. Det taler for, ikke alene at udbygge grundlovens bestemmelser om de politiske og borgerlige rettigheder, men også at optage en henvisning til EMR's bestemmelser herom (artikel 2-14) i den danske grundlov, således at de gælder samtidig med grundlovsbestemmelserne og med samme kraft.

Vi ophæver hermed 'konkurrencesituationen' og genindsætter den danske grundlov i førersædet. Gør vi det ikke, siver grundlovens betydning på menneskerettighedsområdet lige så stille ud. Gør det noget, når vi alligevel er beskyttede af EMR og EMD? Ja, det gør! Dels fordi bestemmelserne i EMR ikke har grundlovsrang, dels fordi grundloven også for kommende generationer i Danmark bør være et dokument af betydning for det levende liv, ikke et museumsstykke. Det forudsætter forandringer. I denne sammenhæng gælder så udmærket et gammelt konservativt fyndord: Det er nødvendigt at forandre for at bevare.

Økonomiske og sociale rettigheder
I en ny grundlov foreslår jeg også en udbygning af de økonomiske og sociale rettigheder; i denne forbindelse bør man fastslå handikappedes ret til at deltage i alle dele af samfundslivet på lige fod med andre borgere. Handikappede skal nyde samme rettigheder og den samme retsbeskyttelse som alle andre, og denne grundsætning skal bakkes op økonomisk og med forbedrede adgangsmuligheder.

Jeg har indføjet i forslaget, at enhver har et medansvar for at beskytte naturen, miljøet og kulturarven og at enhver har pligt til at behandle dyr med omsorg og beskytte dem imod unødige lidelser. Sådanne bestemmelser er udtryk for den type af værdisætninger, som også er en del af forfatningens funktion.

Regering til verden
Grundlovens regler for, hvordan man kommer af med en regering eller en minister, er enkle og klare. Dem er der ingen grund til at ændre; derimod er der god grund til at se på, hvordan regeringer kommer til verden. Grundloven selv er ikke snakkesalig på dette punkt. Den siger blot, at efter dannelsen af en ny regering kan nyvalg ikke finde sted, »forinden statsministeren har fremstillet sig for Folketinget«.

En bedre regel er ønskelig. Det har altid slået mig, hvor rent ud sagt sjusket vi bærer os ad ved regeringsdannelsen. Jeg foreslår en ny bestemmelse, der lyder (par. 62, stk. 2.): »Når nyvalg har fundet sted, afgiver statsministeren i Folketinget en redegørelse for rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger. Efter forhandling om redegørelsen sættes denne til afstemning«.

Regeringen skal udarbejde en redegørelse, den skal til debat, og der skal stemmes om den. Derved sikrer man, at en ny regering ikke blot dannes, men at den også har flertal i Folketinget for en politisk linje.

Forhandlingerne om udformningen af et regeringsprogram kan måske blive lidt mere besværlige, men til gengæld er der større udsigt til, at den nye regering kan udrette noget, og mindre risiko for handlingslammelse.

Svagheden i det nuværende system så man tydeligt i 1970'erne med de hyppige valg og den ene svage mindretalsregering efter den anden. I 1980'erne og 1990'erne vendte stabiliteten tilbage under Schlüter og Nyrup, men svagheden i selve systemet er evident og bør udbedres. Det politisk kaotiske tiår fra begyndelsen af 1970'erne til begyndelsen af 1980'erne må ikke gentage sig.

Folketinget, ikke statsministeren udskriver valg
Samtidig foreslår jeg en begrænsning af statsministerens opløsningsret. Formuleringen lyder (par. 28, stk. 2): »Statsministeren kan til enhver tid, med Folketingets samtykke, udskrive nyvalg«.

Mit principielle udgangspunkt er, at det er den folkevalgte forsamling, der beslutter at opløse sig selv. Jeg tror ikke, at forandringen i praksis bliver stor. Statsministeren råder over et flertal i Folketinget, han eller hun sidder sikrere efter den nye bestemmelse i par. 62, men vigtigere: Typisk vil Folketingets flertal netop være interesseret i valg, når en regering er kørt fast eller har fået et flertal imod sig.

Når jeg tænker tilbage på skiftende situationer, hvor der er udskrevet valg, kan jeg kun finde én enkelt situation, hvor kravet om Folketingets samtykke formentlig ville have gjort en forskel. Jeg tænker på Hartlings udskrivelse af valg i 1975, men her var der også lige netop tale om en situation, som det havde været bedst at undgå. Venstre fordoblede sit mandattal, men valgudskrivelsen blev af de andre partier opfattet som en så kynisk udnyttelse af opløsningsretten, at de efter valget sørgede for, at Hartling ikke kunne bruge sejren til noget. Ved det følgende valg satte Venstre sejren over styr.

Den hele manøvre bidrog i sig selv til at skabe yderligere ustabilitet, og derfor er der god mening i at give Folketinget en nødbremse i forhold til misbrug af opløsningsretten.

Styrk Folketinget
I grundlovsudkastet foreslår jeg i øvrigt en række ændringer, der samlet tager sigte på at styrke Folketingets stilling:

Folketingets kontrol med EU-politikken grundlovssikres.

Magtadskillelsen mellem regering og Folketing klargøres ved bestemmelsen om, at ministrene udtræder af Folketinget ved deres udnævnelse.

Det præciseres, at ministrene har pligt til at tale sandhed og ikke må fortie oplysninger af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen.

Der indføres en 'forsinkelsesmekanisme'. Som hovedregel skal der gå 12 hverdage både mellem 1. og 2. behandling og mellem 2. og 3. behandling af lovforslag. Folketingsmedlemmernes personlige uafhængighed udvides. Det siges udtrykkeligt (par. 50), at »folketingsmedlemmerne er ene bundet af deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere eller deres parti«.

Partierne skal ind i grundloven
Det er nyt at nævne partierne i grundloven. I mit udkast dukker de op også i forbindelse med omtalen af valgloven. At partierne ikke er omtalt i grundloven er et andet, udmærket eksempel på, at vores gamle grundlov fortrænger den politiske virkelighed. Den skal hele tiden omskrives. Tingene siges ikke ligeud.

Ud over sproglig modernisering foreslår jeg ikke ændringer i grundlovens bestemmelse om fremgangsmåden ved overladelse af beføjelser til internationale organisationer. Det er et bevidst valg. Dels ville der være en nærliggende risiko for, at det i så fald ville være det eneste emne, der blev diskuteret, dels er det vanskeligt at foreslå forbedringer.

Paragraffen (par. 20) er klart og godt formuleret. Det kan diskuteres, om kravet om 5/6 flertal er rigtigt, om en anden brøk var bedre. 3/4 og 2/3 har været nævnt. Hvis vi regner i tolvtedele, taler vi altså her om, at et krav om flertal på 10/12 skal erstattes af 9/12 eller 8/12. Det er svært at få en principdiskussion ud af, og derfor har jeg ladet spørgsmålet hvile. Det siger sig selv, at det er et spørgsmål, som uundgåeligt vil komme op, når en grundlovskommission skal til at arbejde.

Valg og folkeafstemninger
I mit forslag er der et par nydannelser vedrørende valg og folkeafstemninger. Valgret tilkommer danske statsborgere; kravet om, at de skal have bopæl i riget, foreslår jeg sløjfet. Det bliver mere og mere almindeligt, at danske statsborgere i kortere eller længere tid opholder sig i udlandet, og det nuværende bopælskrav skaber stigende vanskeligheder.

Forslaget indeholder en bestemmelse om folkeligt initiativ til folkeafstemninger. Jeg forestiller mig, at 1/12 af vælgerne skal kunne få et spørgsmål afgjort ved en folkeafstemning. 1/12 er ca. 335.000 vælgere, så det er et svært krav at opfylde, men er der meget stor interesse for en sag, kan det lade sig gøre. Demokratisk er det en fordel, at en sådan mekanisme findes; borgernes egen mulighed for at gribe ind i den demokratiske proces på anden måde end gennem folketingsvalg understreges på denne måde.

Helt nyt forslag om folkekirken
Grundlovsbestemmelserne om folkekirken er væsentligt omarbejdede. Jeg bygger på forslag, der blev fremlagt af ombudsmanden, professor Hans Gammeltoft-Hansen på Folketingets grundlovskonference i april i år.

Inden for rammerne af denne kronik er det ikke muligt at yde forslagene retfærdighed, men hovedpointen er, at ordene om folkekirken, der »understøttes som sådan af staten«, udgår.

Det udelukker selvsagt ikke, at staten fortsat kan støtte folkekirken gennem den almindelige lovgivning. Det vil der formentlig være flertal for i Folketinget - i hvert fald så længe hovedparten af befolkningen er medlemmer af folkekirken. Samtidig med at man herved løsner båndene mellem folkekirke og stat, foreslås at der nu skal udarbejdes en kirkeforfatning. Siden 1849 har det heddet sig at »folkekirkens forfatning ordnes ved lov«.

Jeg føler mig på linje med de oprindelige grundlovsfædre. Folkekirken skal have ret til selvstændigt at styre kirkens indre anliggender. Tilsvarende må vi også tage løfteparagraffen om, at forholdene for andre trossamfund ordnes ved lov, alvorligt.

Jeg har arbejdet med grundloven i en del år. I 1991 og 1992 tog jeg initiativ til to grundlovsseminarer. De bidrog til at sætte debatten i gang. Siden har jeg gjort notater og forsøgt at tænke igennem, hvordan en ny grundlov kunne se ud. Det er det arbejde, jeg her præsenterer.

Jeg har undervejs talt grundlov med mange og rådført mig med gode jurister. En del personlig erfaring bringer jeg med mig. Jeg har været aktiv politiker i 37 af grundlovens 50 år. Jeg vedstår, at jeg under arbejdet har måttet indgå en del kompromiser med mig selv.

Det foreliggende forslag kan forhåbentlig bidrage til, at debatten kan få et konkret, nyt afsæt. Formålet lægger jeg ikke skjul på: Vi skylder vore efterkommere at holde vort demokratiske hus i orden.

Politik har aldrig været vigtigere