Topjuristen, der gav rengøringsassistenten advokatløn, er død, 80 år
Højesteretsdommer 1993-2003 Per Walsøe, Hellerup, er stille sovet ind, 80 år gammel. Han blev kendt for at indføre ligeløn på sit advokatkontor samt ikke mindst som en af verdens bedste badmintonspillere.
![Rasmus Nielsen](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.altinget.dk/images/Writers/6-rasmus-nielsen-2-48.jpg)
Rasmus Nielsen
UdgiverGennem 11 år drev forhenværende højesteretsdommer Per Walsøe, der er død 80 år gammel, sit advokatkontor på en højst usædvanlig måde: Han indførte ligeløn. Alle ansatte – fra advokater til rengøringspersonale – fik den samme timebetaling. Han var da også almindelig kendt for en venstreorienteret, politisk overbevisning.
Også som højesteretsdommer skilte den afdøde cand.jur. årgang 1969 sig ud. Det vakte i samtiden opsigt, da Per Walsøe skulle føre en sag i Højesteret og nægtede at bære den kendte, obligatoriske kappe for dommerne i den fineste ret. Hans oprør med vedtagne regler førte til en trussel om indberetning.
Blandt mere markante sager som advokat var forsvaret af ”Missil-Olsen” – orlogskaptajnen, der fra fregatten ”Peder Skram” ved en fejl affyrede et missil, der slog ned i et sommerhusområde i Lumsås. Endvidere var Per Walsøe de tvangsflyttede Thule-fangeres advokat fra midten af 1980’erne til 1993, ligesom han forsvarede byplanborgmester i København Villo Sigurdsson (VS) i en ophedet sag mod daværende overborgmester Egon Weidekamp (S).
Efter sin pensionering arbejdede Per Walsøe frivilligt for organisationen Natteravnene, der arbejder for at skabe tryghed for unge i nattelivet.
Per Walsøes navn er også kendt i idrætskredse. Han var nemlig en af verdens ypperste doublespillere i badminton omkring 1970. Han vandt titler kloden rundt, herunder All Englandmesterskabet i mixed double i 1970 sammen med klubkammeraten fra Gentofte Badminton Klub Pernille Mølgaard Hansen.
Hans styrke lå ikke mindst i servemodtagning og i spillet ved nettet, hvor hans højde og store rækkevidde kom ham afgørende til gode, noterer Badmintonmuseet.
Per Walsøe var fraskilt og far til tre - desuden farfar og morfar.
Bisættes fra Søndermark Krematorium, store sal, lørdag 18. maj kl. 13.
Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
![](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.altinget.dk/images/person/31776/per-walsoee.png)