Ugens målinger: Villy-effekt og grønne vælgere
MÅLINGER: Altinget bringer de målinger, der har været bragt i den forgangne uge. I denne uge om klimabevidste kommunalvælgere, københavnsk Venstre-nedtur og de syddanske vælgeres formandspræferencer.
Simon Friis Date
Redaktør, Altinget KlimaMed en uge tilbage af valgkampen arbejdes der på højtryk for at spytte friske meningsmålinger og vælgerundersøgelser ud om lokalvalget. Det afspejler sig i denne uges målinger, der dog starter på Christiansborg.
Venstre: Største tilslutning siden folketingsvalget
Ugens overblik har både gode og dårlige nyheder til Venstre. De gode gemmer sig i resultaterne fra månedens Risbjerg-snit. Kasper Møller Hansen har foretaget beregningerne for Altinget, og de viser en markant fremgang til det største regeringsparti. Ikke siden folketingsvalget i 2015 har Venstre stået så stærkt.
På bare en enkelt måned er Venstre gået to mandater frem og står nu til 19,4 procent af stemmerne, hvis der var valg i morgen. Og med et vigtigt kommunal- og regionsvalg i den nærmeste fremtid kunne timingen næsten ikke være bedre.