Ngo-chef om at have hovedsæde i provinsen: Jeg er kommet tættere på de mest udsatte

Vores formål som civilsamfundsorganisation er netop at arbejde for og med mennesker i social udsathed. Og derfor er det helt oplagt, at vi bor her på Lolland-Falster, hvor problemerne er størst.

Her er vi del af det lokale dagligliv, som bliver levet hver dag. Her ser og oplever vi konsekvenserne fra både borgere, myndigheder og institutioner. Og derfor forstår vi udfordringerne bedre.  

Man kan sige, at jeg er kommet tættere på ved at flytte længere væk. Og det perspektiv, synes jeg, er interessant. At der sker noget, når man flytter sig.  

Fordelene ved at have hovedsæde i provinsen er også, at afstanden til politikerne er kort på en anden måde end i København.

Jeg oplever, at vi bliver lyttet til, bare fordi vi bor her, og fordi vi ikke er så mange.

Det skal ikke forstås sådan, at politikerne står ved byskiltet og hujer, når vi ankommer. Men vi bliver mødt med oprigtig åbenhed og nysgerrighed. Vi giver høringssvar og tager en plads i det lokale landskab.

Det skal ikke forstås sådan, at politikerne står ved byskiltet og hujer, når vi ankommer. 

Mirka Mozer
Generalsekretær, Dansk Folkehjælp

Da jeg ringede til Guldborgsund Kommune og nabokommunen Lolland Kommune for at hilse på og foreslå et kaffemøde, var begge borgmestre straks klar til at drøfte muligheder.

Incitamentet er naturligvis ikke alene politikernes gode vilje. Det er også et åbenlyst behov – politikere og civilsamfund har virkelig brug for hinanden her, hvor pengene er små.  

Konkret har vi indgået et partnerskab med Lolland Kommune om en indsats målrettet de familier, som slås med sygdom, anstrengt økonomi, sociale problemer og som har en børne- eller bekymringssag i kommunen.

Det partnerskab, som er på kommunens budget, dokumenterer, at når kommune og civilsamfund står tæt sammen, lykkes det at trække kompetencerne op af siloerne og skabe de håndholdte indsatser, der er brug for.   

Fordelene ved at bo på Falster er også de åbenlyse, at vi har en kæmpemæssig gammel amtmandsbolig som arbejdsplads midt i Nykøbing. 

Her er smukke kontorer med stuk og fine gamle forsatsruder, opholdsstuer, mødelokaler, kursusafdeling og dermed mulighed for overnatning. 

Masser af plads og gode rammer også for de frivillige, som bruger lokalerne. I haven, som er på størrelse med en mindre park i hovedstaden, samlede vi 150 mennesker til havefest og åbent hus i sommer. 

Jeg ved godt, at der skal mere end god plads og frisk luft til at rekruttere nye kolleger.

Et spørgsmål, som jeg jævnligt møder, er da også, om det overhovedet er muligt at "trække folk til jobs på Falster".

Det er et relevant spørgsmål, for selvfølgelig er rekrutteringsgrundlaget mindre. Og lige nu i arbejdstagers marked kunne det måske blive svært. Men det har vist sig ikke at være et problem.

Vi har fået stærke ansøgere til alle vores stillinger – både fra hovedstaden, øvrige Sjælland, sågar fra Jylland og fra Lolland-Falster. Jeg har også selv prikket nogle enkelte, nøjagtig som jeg gjorde, da jeg var direktør i København.  

At Dansk Folkehjælp, som er født ud af fagbevægelsen, også har et lille kontor i fagbevægelsernes kvarter i Nyropsgade i det indre København, skabte i øvrigt en tydelig lettelse hos de kolleger, der undrede sig over mit valg om at arbejde på Falster.

Men de fleste dage er kontoret i Nyropsgade tomt.  

Baggrunden for mit jobskifte var et stort ønske om at skifte perspektiv. I mere end 20 år havde mit ngo-blik taget afsæt i København.

Jeg arbejdede dengang og nu for at skabe lighed og lige muligheder for alle.  

Jeg har lært meget ved at flytte mig til Falster og skifte perspektiv.

Mirka Mozer
Generalsekretær, Dansk Folkehjælp

Men alting har ændret sig i de 20 år. Uligheden er blevet større. Trivslen mindre. Og den gruppe i befolkningen, der lever i størst fattigdom, er overladt til sig selv med sygdomme, økonomisk usikkerhed, sociale problemer.  

Jeg har lært meget ved at flytte mig til Falster og skifte perspektiv. For halvanden time uden for København ser verden meget anderledes ud. Og for mig er det vigtigt, at vi alle ser det. Ser uligheden.   

Vi vil gerne skabe en trend, så civilsamfundsorganisationer bosætter sig lige der, hvor problemerne er størst. 

I øvrigt som man opfordrer lægerne til – at være der, hvor folk er syge. Hvis vi ikke er her, ser vi ikke alvoren. 

De kunne passende begynde på Christiansborg. Bagerst i folketingssalen hænger nemlig malerier af lollikken Olaf Rude med motiver fra det smukke engareal Skejten på Lollands østkyst.

Alle Folketingets medlemmer har dermed ryggen til Lolland.

De skulle tage at vende sig om.