Sådan skaber civilsamfundet tillid

Med sin bog ”Making Democracy Work” satte politologen Robert D. Putnam i 1993 gang i debatten om tillid. Når mennesker synes, man generelt kan stole på andre, ser det ud til at virke som et smøremiddel i samfundsmaskineriet.

Putnam og hans forskerkolleger undersøgte, hvorfor der er så stor forskel på det nordlige og det sydlige Italien. Tilliden mellem mennesker, den dynamiske økonomi og det velfungerende demokrati i de nordlige dele af landet står i skarp kontrast til det mere dysfunktionelle, mafia-inficerede Syditalien.

De fandt svaret i civilsamfundet. I Norditalien organiserede korsangere, fuglekiggere og idrætsfolk sig i frivillige organisationer. I civilsamfundet lærte de at samarbejde. Der byggede de social kapital. Putnam videreudviklede sit ræsonnement i bogen ”Bowling Alone: The Collapse and Revival of an American Community”.

Tilliden vokser, når samfundet fungerer
Politologen Bo Rothstein underkendte Putnams tese og pegede i stedet på samfundsinstitutionernes betydning. I lande med velfungerende institutioner, som behandler borgerne lige og upartisk, vokser tilliden mennesker imellem, mener han.

Opfattes politikere og embedsmænd som korrupte eller uhæderlige, spreder mistilliden sig derimod.

Økonomen Ola Segnestam Larsson peger på styrker og svagheder ved begge teser. Der burde, som Putnam pointerer, være en forskel i tillid på de mennesker, som er aktive i civilsamfundet, og de, som ikke er. Men forskellen er marginal. Sammenhængen har også haft svære kår i empirien.

Bo Rothstein har til gengæld vanskeligt ved at forklare, hvordan tillid opstod, før den moderne velfærdsstat blev til.

Kirken har undermineret slægtsbånd
Professor i evolutionsbiologi Joseph Henrich fremsætter i sin bog “The Weirdest People in the World” en hypotese, der spænder over længere tid. På det globale plan stikker kulturerne i Vesten ud, og det er ifølge Henrich en utilsigtet konsekvens af kirkens familiepolitiske normer og incesttabu, idet man fra 300-tallet og fremad forbød polygami og ægteskaber mellem fætre og kusiner.

Historisk set har mennesker organiseret sig i klaner og slægter. Gennem fætter-kusine-ægteskaber forsikredes loyaliteten, og de stærke slægtsbånd sikrede jordarven og gav et socialt sikkerhedsnet. 

Men over tid underminerede kirkens forbud mod fætter-kusine-ægteskaber slægts- og klanloyaliteten.

Tillid tager tid
Før sommer skrev Altinget Civilsamhälle om Tillitsbarometern, som Ersta Sköndal Bräcke högskola står bag. De måler både tillid på nationalt og lokalt plan, og forskellen på det nationale og det lokale er så stor, at det nærmest ikke giver mening at tale om et samlet Sverige, som professor Lars Trädgårdh sagde til Altinget.

For mens vi overordnet beskrives som et højtillidssamfund, så rummer tallene fra Tillitsbarometern så store variationer – ikke bare mellem kommuner, men sågar internt i de enkelte kommuner.

Det kan til en vis grad forklares med, om og i hvilken grad samfundsinstitutionerne lever op til deres del af samfundskontrakten. Det handler om kvaliteten på infrastruktur, velfærdydelser, den oplevede tryghed med mere – og statens voldsmonopol, som udfordres af bandekriminaliteten.

Der findes rapporter om, at migranter fra lande med et lavt niveau af tillid efterhånden nærmer sig det niveau af tillid, der findes i majoritetsbefolkningen. Men det tager tid.

I Danmark viste et studie af integrationen, at migranternes tillid efter 30 år lå omtrent på niveau med resten af danskernes – med mindre de boede i ghettoområder.

Blandt dem, som kom til Sverige før 2008, er tillidsniveauet omkring 40 procent, mens tallene for nyankomne ligger på cirka 20 procent. Retningen ser med andre ord ud til at være den samme.

At bygge tillid kræver tid, tålmodighed og de rette indsatser.