Anne Marie Pahuus: I fremtiden vil flere borgere blande sig i teknologien

Af Anne Marie Pahuus
Prodekan, Faculty of Arts, Aarhus Universitet

De sidste par år har det været endnu nemmere at benytte delebilsordningen GoMore i Nordjylland.

Rejseplanen, som mange af os benytter, når vi skal nå hurtigst frem med offentlig transport, inddrager medborgeres bilpark i det nordjyske via samarbejdet med GoMore.

Det er et eksempel på civic tech, som er teknologi, der angår vores medborgerskabsmuligheder, vores forhold til offentlige myndigheder, og som blandt andet sætter os i stand til at præge et helt lands trafikpolitik, fordi teknologien tillader blanding af de store strukturer med de små daglige beslutninger.

Vi kan forlade os på de store trafikselskaber, men supplere med fællesskaber, der opstår til lejligheden og danner ruteplaner, der fletter sig ind i de store regionale og nationale ruteplaner. Med denne type teknologi forhøjer vi vores rum for handling, men samtidig også vores medansvar og medborgerskab.

Det er gode nyheder i en digital dagligdag, der ellers ofte luller os ind i en mere passiv iagttagerrolle. Tit kan vi bare skyde skærmen ind mellem os selv og verden og så slå hjernen fra.

Det er sandsynligvis civic tech, der vil få flere til eksempelvis at turde vælge små endnu ikke-overskudsgivende virksomheder som deres foretrukne arbejdsplads, sådan som for eksempel den nuværende forskningsminister Tommy Ahlers (V) som formand for disruptionsrådet slog på tromme for.

Anne Marie Pahuus
Prodekan, Faculty of Arts, Aarhus Universitet

Vi behøver ofte ikke engang at granske vores hjerne for at komme i tanker om, hvad vi engang godt vidste.

Vi behøver ikke at huske selv
I én af min barndoms yndlings Lucky Luke-tegnserier overgår fængselsvagthunden Ratata sig selv i dumhed og tror, at Joe, den af Daltonbrødrene, som hader Ratata mest, er hans elskede ejer.

Ratata kan indimellem slet ikke huske navne og kan bruge et helt album i forsøget på at finde ud af, hvad de hedder, dem han ser hver dag. Stakkels Ratata, men det er ret morsomt.

Indimellem føler jeg mig som Ratata, når jeg forsøger at hente et navn frem fra glemslen. Man er helt besat af at komme til navnets genkaldelse og kan ikke slippe tanken, førend det genkendte er placeret ved rette navn.

Selvfølgelig er også dette område digitalt assisteret i dag.

Google har længe haft netop assistant’s hjælp at tilbyde og endda briller at genkende med, Google Goggles, men nu bliver vi med Google Lens hjulpet af vores kameraer i telefonen, så man ikke engang behøver at gøre andet end at holde telefonen op over for eksempelvis en kjole for at få at vide, hvor man kan få en ligesådan.

Heller ikke udpegningen af hvem og hvad, der synges eller spilles, behøver man en app som Shazam til længere, nu kan Siri fortælle mig, hvad jeg hører.

Jeg behøver ikke at gå og spekulere og søge efter svaret. Ingen ærgrelser, men måske heller ikke den træning, som livslangt holder vores erindring vågen.

Smartphones kan give svar på hvad som helst 
Hæsligt må det være, når man som just afdøde Per Kirkeby lider af "neglekt" og godt kan se, men ikke forstå, hvad man ser og ikke samle indtrykkene til en helhed.

Om han ville have føle sig hjulpet af en skærms oversættelse af, at det faktisk var hans kone Mari Anne, der stod foran ham, eller at han nu genså et af sine egne tidligere billeder, ved jeg ikke. Men genkende kan teknologien – eller måske rettere udpege og indplacere.

Det er langt fra enkelt at forstå tingene taget ud af deres kontekst. Enkelte ting, der er placeret på steder, hvor de normalt aldrig står, kan være vanskelige at genkende, i hvert fald for mennesker.

På en sommerhusgrund ikke langt fra vores havde ejeren moret sig med at sætte en udtjent stenløve eller sågar sfinks op på en klit, hvorfra den skuede ud over landskabet. Man skulle helt tæt på for at se, at silhuetten ikke var en hund, der sad og holdt øje med os.

Smartphonen ville ikke undre sig lige så meget som os, men sikkert bare vise os granitbutikken.dk, hvor vi kunne vælge mellem løver og et fuglebad i granit. Men det er altså ikke normalt med den slags havekunst i øde klitter.

At tingene kan spille os et puds, har optaget os i århundreder og trækker dybe filosofihistoriske spor. Ofte har det betydet, at tvivlen på alting er blevet styrket.

Skeptisk og tvivlende over for alting fortsætter for eksempel filosoffen Descartes i sine meditationer fra den pind, der ser knækket ud set gennem vandoverfladen til tanken om, at der måske ikke er en almægtig Gud, der ser alt og ved og kender alt, men en dæmon, der kun gør ondt værre.

Descartes lader sig ikke slå ud af tvivlen, men den samme mistillid til sanseerfaringen alene har ofte fået os til at ty til teknologien som et redskab til at se bedre efter.

Fællesskaber har aldrig haft mere vægt
Det særligt menneskelige begynder imidlertid ikke med genkendelsen, men derimod med de valg, vi træffer – og dem kan vi hjælpes til at skærpe med civic tech.

Google Lens er, når alt kommer til alt, måske især en hjælp til at gå ud og købe en magen til, altså til mere forbrug. Med Shazams eller Siris hjælp kan man afspille nummeret igen, gentage oplevelsen eller opsøge en af samme slags.

Kunne du godt lide det, du lige oplevede, så vil du nok også godt kunne lide dette… Overvejer du at købe en rød kjole? Du skal få røde kjoler at blive fristet af, bare klik videre her…

Det har længe været op til os som forbrugere at træffe bevidste valg. Vi kan undgå varer, hvor produktionen og forbruget af dem har uforholdsmæssigt store omkostninger for mennesker og miljø.

Det næste skridt er dog, at vi overfører vores bevidsthed i betydningen vores medmenneskelige omhu til ikke kun at gælde forbrug af varer, men til også at gælde vores engagement og de mennesker, som vi vælger at støtte.

Vælger vi samkørsel? Hvor lægger vi kræfterne i, hvem inkluderer vi, og hvem overser vi? Hvilket parti og hvilken præsident stemmer vi på? Hvilket område rydder vi op i og går op i at holde ved lige, hvilken natur sår vi blomster i, så bierne kan få noget at leve af, hvilken klubs medlemmer bager vi gratis kage til eller står bag baren i?

Alt sammen er det beslutninger, hvor vi støtter nogle fællesskaber og overlader andre til andre menneskers frie valg og tid. De frivillige og borgerengagerende fællesskaber har aldrig haft mere vægt.

Civic tech er fremtiden
Den teknologiske udvikling, der ligger lige om hjørnet, kommer til at handle om civic tech, om en teknologi, der kan udvide vores civile engagement, en teknologi, hvormed vi kan tage medansvar for en god sag. Og hvor virksomheder kan komme frem til med civic tech-specialisten Max Schorrs ord, da han besøgte Internet Week Denmark her i foråret, at ”be a force for good”.

Det er sandsynligvis civic tech, der vil få flere til eksempelvis at turde vælge små endnu ikke-overskudsgivende virksomheder som deres foretrukne arbejdsplads, sådan som for eksempel den nuværende forskningsminister Tommy Ahlers (V) som formand for disruptionsrådet slog på tromme for.

Iværksætteri forudsætter talent, der tør søge ansættelse. Civic tech er teknologi, hvorigennem vi ret nemt kan investere vores tid i en god sag og stille vores data gratis til rådighed for en god sag i stedet for at forære dem væk til de suspekte.

Vi skal ikke så meget have teknologiens hjælp til at huske, at hesten hedder Jolly Jumper og cowboyen Lucky Luke, men til at få øje på de mange mennesker, som vi deler fællesskab med og sammen med, hvem vi skaber en fælles verden og passer på dét af værdi i den, som har behov for, at vi mobiliserer en vis bevidsthed og omhu.