Debat

Danske Regioner: AI-taskforcens vigtigste opgave er ikke at effektivisere sundhedsopgaver

Udgangspunktet i regeringens Digital Taskforce bør være at nå målsætningerne om at frigøre arbejdskraft, reducere administration og øge kvaliteten i sundhedsvæsenet til gavn for patienterne, skriver Lars Gaardhøj.

Sagens kerne er, at vi skal designe sundhedssystemet forfra med AI, så vi er bedre rustet til at hjælpe patienterne, skriver Lars Gaardhøj.
Sagens kerne er, at vi skal designe sundhedssystemet forfra med AI, så vi er bedre rustet til at hjælpe patienterne, skriver Lars Gaardhøj.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lars Gaardhøj
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I dag anvendes kunstig intelligens i vid udstrækning af sundhedsvæsenet som medarbejdernes assistent.

Som en anden lille hjælper supplerer AI i løsningen af eksisterende, velkendte opgaver på hospitalet.

Kunstig intelligens assisterer ved brystkræftscreeninger, så den ene speciallæge kan undværes ved skærmen. AI kigger med og hjælper røntgenlægen med at finde knoglebrud og blive bedre til det. Den overvåger kritisk syge patienters puls og hjerterytme på sengestuen, så overlevelsen stiger og medarbejderressourcer spares.

Læs også

De konkrete eksempler blandt flere hundrede repræsenterer store landvindinger for effektivitet og kvalitet i behandlingen.

To ting, der er hårdt brug for i sundhedsvæsenet, da vi ser frem til, at vi bliver flere og flere ældre, mens den arbejdsdygtige del af befolkningen skrumper ind, hvorfor der er udsigt til massiv mangel på sundhedsmedarbejdere.

Men vil regeringens kommende Digitale Taskforce tage AI til fuldt potentiale, skal tænkehatten på. Fokus bør lægges et andet sted end at løse allerede definerede opgaver smartere. Oveni må vi erkende, at det halter med skaleringen, da mange løsninger bliver udviklet på det enkelte hospital og ikke kommer videre.

Frigøre fra vanetænkning

Taskforcens udgangspunkt bør være at nå målsætningerne om at frigøre arbejdskraft, reducere administration og øge kvaliteten i sundhedsvæsenet til gavn for patienterne.

Sagens kerne er, at vi skal designe sundhedssystemet forfra med AI, så vi er bedre rustet til at hjælpe patienterne

Det andet fokuspunkt for taskforcen bør være at rydde barrierer af vejen.

Lars Gaardhøj
2. næstformand i Danske Regioner

Her mener jeg ikke et system, hvor sundhedsmedarbejdere reduceres til at trykke på en knap og patienten bliver et nummer i rækken.

Men de opgaver, der kan klares af computerne, skal de klare, mens læger og andre sundhedsmedarbejdere kan bruge deres dybe faglighed til de komplekse problemstillinger hos den enkelte patient. Det kræver en omstilling, som taskforcen kan hjælpe med.

Herfra kan AI-løsningerne sammen med andre teknologiske og ikke-teknologiske løsninger udvikles og skaleres i regi af et nationalt center for sundhedsinnovation, som regeringen vil indføre som en del af deres sundhedsudspil ”Sundhed tæt på dig.”

Det nationale center kan sikre en samlet innovationsindsats i tæt samarbejde med medarbejderne, forskningsinstitutioner, interesseorganisationer, industri og andre relevante parter, mens den digitale taskforce hjælper til, så vi fra start kan frigøre os fra vanetænkning og indfri potentialerne.

Barrierer på vejen

Det andet fokuspunkt for taskforcen bør være at rydde barrierer af vejen. Dem er der mange af. Herunder revision af regler, love og jura, der forhindrer, at vi kan tage skridtet fra udvikling til drift, fordi juraen ikke er i trit med udviklingen.

Det gælder også fortolkningen af begrebet datasikkerhed, hvor definitionerne flere steder ikke er enig med sig selv.

Dertil kommer etik og spørgsmål om ansvarsplacering, hvis algoritmen ikke performer som forventet. Og hvornår er noget egentlig testet nok? Her har vi ingen standarder endnu, for slet ikke at tale kriterier for endelig evaluering.

Læs også
 

Det kan for eksempel være en mammografiskanner, der i praksis viser sig ikke at leve op til testresultaterne i godkendelsen, fordi den har svært ved at konkludere om der er kræft, når der er et implantat i brystet.

De kliniske retningslinjer skal tilpasses nye måder at gøre tingene på, når AI i højere grad skal erstatte og ikke blot supplere opgaveløsningen.

En anden udfordring, der ikke må tages let på, er at klæde medarbejderne på til at arbejde sammen med AI. Det kræver en anden teknisk forståelse og nye måder at forstå opgaveløsningen.

Danske Regioner vil arbejde målrettet for at høste gevinsterne ved den nye teknologi.

Lars Gaardhøj
2. næstformand i Danske Regioner

Endelig mangler den tekniske infrastruktur til datadeling, blandt andet lagring og adgang til kliniske data, så der kan testes og valideres performance på tværs af regioner og det øvrige sundhedsvæsen.

Her er det oplagt med en sundhedssky, som Danske Regioner har foreslået.

Store opgaver venter den digitale taskforce. Danske Regioner er med i sekretariat og bestyrelse og vil arbejde målrettet for at høste gevinsterne ved den nye teknologi, så vi sammen kan gøre sundhedsvæsenet mere bæredygtigt med AI til gavn for patienterne, erhvervsliv og økonomi.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Gaardhøj

Regionsrådsformand (S), Region Hovedstaden, 2. næstformand, Danske Regioner, formand, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, bestyrelsesmedlem, Wonderful Copenhagen
cand.mag. i samtidshistorie (Syddansk Uni. 2001)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024