Debat

Chefanalytiker: Det stigende trusselsniveau for cyberangreb i Danmark må ikke skræmme os

I forrige uge hævede forsvarsministeren trusselsniveauet for destruktive cyberangreb fra ‘lav’ til ‘middel’. Det skyldes især truslen fra russiske statsaktører, som forsøger at skabe panik og underminere støtten til Ukraine. Ro og køligt overblik er det bedste forsvar, skriver Jens Monrad.

Det bedste forsvar mod det øgede trusselsniveau for destruktive angreb, vi står overfor, er naturligvis at værne sine systemer mod udefrakommende angreb, skriver Jens Monrad.
Det bedste forsvar mod det øgede trusselsniveau for destruktive angreb, vi står overfor, er naturligvis at værne sine systemer mod udefrakommende angreb, skriver Jens Monrad.Foto: Sina Schuldt/AP/Ritzau Scanpix
Jens Christian Høy Monrad
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Cybertrusselsniveauet for destruktive cyberangreb i Danmark blev i sidste uge på et pressemøde i Forsvarsministeriet hævet fra ‘lav’ til ‘middel’.

Det betyder, at efterretningstjenesterne har viden om mindst en eller flere aktører med intention om og kapacitet til at udføre destruktive cyberangreb mod Danmark.

Eksempelvis har vi – på den sørgelig baggrund af krigen i Ukraine – set rigeligt til at vurdere, at Rusland har kapaciteten til og intentionen om at udføre destruktive cyberangreb i Ukraine. Og med Danmarks Ukraine-støttende rolle, så er vi også herhjemme en part i konflikten.

Men det middelhøje trusselsniveau betyder også, at de ikke på nuværende tidspunkt er bekendt med aktuelle eller planlagte angreb. Vi bør derfor ikke forholde os passivt, men roligt - med rettidig omhu. Ellers risikerer vi helt unødigt at styrke hackerne i deres slette hensigter.

Det øgede trusselsniveau for destruktive angreb er udtryk for rettidig omhu fra myndighedernes side.

Jens Monrad
Chefanalytiker, Google Mandiant

Den primære trussel kommer lige nu fra russiske statsaktører i form af blandt andet traditionel spionage og angreb målrettet både kritisk infrastruktur, offentlige myndigheder og virksomheder.

Subtile angreb

Som jeg ser det, er den største trussel dog ikke så meget disse konkrete, destruktive angreb, som vi i langt de fleste tilfælde er i stand til at parere.

Derimod mener jeg, at vi bør være langt mere bekymrede for de mere subtile former for angreb, vi blandt andet ser på sociale medier i form af misinformation og målrettede kampagner, der har til formål at underminere tilliden til politikere og offentlige myndigheder ved at sætte det etablerede system i et dårligt lys.

Blandt andet ser vi i øjeblikket mange forsøg på at påvirke narrativet om Ukraine i håbet om at svække den folkelige opbakning til støtten.

Jo mere usikkerhed, panik og utilfredshed, de ondsindede aktører kan sprede i befolkningen, jo mere gunstigt et klima skaber de også for fremtidig påvirkning. Det er derfor vigtigt at sætte hurtigt og effektivt ind.

Læs også

Vi så da også, at cybertruslen var støt stigende i månederne frem mod EU-valget i forrige uge, og russiske medier fryder sig nu over den ulmende utilfredshed og protestvilje, som valgresultatet flere steder udtrykker mod de siddende regeringer.

Nok tydeligst i Frankrig, hvor præsident Macron som konsekvens af nederlaget har udskrevet valg til det franske parlament. Men også her i Danmark, hvor rekordmange – flere end 50.000 danskere – har stemt blankt ved søndagens valg.

Hold hovedet koldt

På nuværende tidspunkt er der intet, der tyder på, at den stigende mistillid til de veletablerede politiske partier og EU skyldes indblanding fra Rusland.

Men vi skal være opmærksomme på, at det giver dem en stærkere platform at stå på og et mere gunstigt klima at operere i, når de fremadrettet forsøger at så yderligere splid og mistillid til det europæiske projekt.

Holder vi hovedet koldt og undgår at gå i kollektiv panik, er det fortsat os, der har den stærkeste hånd.

Jens Monrad
Chefanalytiker, Google Mandiant

Derfor er det uhyre vigtigt, at vi sætter alle kræfter ind på at styrke den kritiske sans hos befolkningen, samtidig med at vi investerer i værktøjer til at holde mængden af misinformation nede.

Det er et fælles ansvar, som ikke kan løftes af enkelte aktører alene, men kræver en indsats fra både regeringen, techvirksomhederne, medierne og dele af den private sektor.

Det bedste forsvar mod det øgede trusselsniveau for destruktive angreb, vi står overfor, er naturligvis at værne sine systemer mod udefrakommende angreb.

Det gælder enhver organisation. Men derudover gælder det altså om at gøde jorden med ’sunde’ næringsstoffer som ro, overblik og kritisk refleksion, frem for at vi som samfund bliver mistroiske og paniske, sådan som de ondsindede aktører håber.

Det øgede trusselsniveau for destruktive angreb er udtryk for rettidig omhu fra myndighedernes side. Holder vi hovedet koldt og undgår at gå i kollektiv panik, er det fortsat os, der har den stærkeste hånd.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Christian Høy Monrad

Chefanalytiker, Google Mandiant

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024