Kommune om dataovervågning af børnefamilier: Det er ikke et pointsystem

En månedlig printet liste over familier, hvor børnene er i risikozonen for at udvikle sig til socialt udsatte.

Vi kommer ikke til at overvåge alle eller gå og give folk point på alle mulige måder.

Tine Vesterby Sørensen
Familiechef, Gladsaxe Kommune

Det er, hvad der kan komme ud af Gladsaxe Kommunes endnu uprøvede forsøg på ved hjælp af data vedrørende blandt andet sundhedshistorik, misbrugsdata, bopæl og etnicitet at opspore socialt udsatte børn på et tidligere stadie.

Hvis man skal lave rigtig god data, så skal man også have data fra politikredsene og regionerne med.

Listbeth Zornig Andersen
Forfatter og stifter af Huset Zornig

“Kan vi én gang om ugen eller måneden køre en liste ud over borgere i Gladsaxe Kommune, som opfylder de her risikofaktorer inden for målgruppen 0-6 års alderen, så er det dem, vi besøger,” siger Tine Vesterby Sørensen, familiechef i Gladsaxe Kommune.  

Hvis du kører ud til en familie og siger: ’Vi har set de her data, derfor er vi bekymrede for dit barn.’ Så er der stor sandsynlighed for, at borgeren vil opleve det som bigbrother-overvågning.

Niels Christian Barkholt
Næstformand, Dansk Socialrådgiverforening

Hvis kommunen altså får lov.

For modellen er ikke kun interessant i et kommunalt perspektiv, men har fået yderligere fokus, fordi regeringen i sit nyligt præsenterede ghettoudspil vil se nærmere på, hvordan kommuner – med inspiration i Gladsaxe-modellen – kan bruge data til at opspore udsatte børn ved at sammenkøre data fra forskellige registre i kommunen.

Noget, der ikke er mulighed for med den nuværende datalovgivning, men som kan ende som en realitet, hvis det udmøntes i den kommende datalovgivning, som andenbehandles i Folketinget 17. april 2018.

Og i Gladsaxe Kommune er kommunens to dataanalytikere allerede i gang med at udvikle den computeralgoritme, der skal sammenkøre borgernes mange data og udvælge, hvilke borgere der skal have besøg af kommunens opsøgende medarbejdere.

Ikke et pointsystem
Det er dog ikke et decideret pointsystem, der kommer til at afgøre, hvornår en børnefamilie opfylder tilpas mange krav til, at computeren udvælger dem til et besøg fra kommunens opsøgende medarbejdere fra det såkaldte ‘Tidlig Indsats’-team.

Det er i stedet en computergeneret algoritme, der afgør, hvornår en given børnefamilie udvælges til et besøg fra kommunen.

Den algoritme fodrer kommunens to dataanalytikere i øjeblikket med data og statistiske kendetegn fra de udsatte børn, som der allerede er sager på i kommunen. Derudover udstyres algoritmen med viden fra forskning om betydningen af blandt andet forældrenes ledighed, etnicitet, uddannelsesbaggrund og civilstatus.

Men familiechef i Gladsaxe Kommune, Tine Vesterby Sørensen, afviser, at der skulle være tale om et decideret pointsystem, hvor eksempelvis en udeblivelse fra et tandlægebesøg giver 300 point, som det har været fremme i Politiken.

“Det er ikke et pointsystem. Det baserer sig på statistisk sandsynlighed. Der vil være en mængde af risikofaktorer, som tilsammen udgør en statistisk sandsynlighed. Det betyder, at der vil være masser af børn, som glemmer at møde op til tandlægen, men de kommer aldrig ind i vores system. For det at man udebliver fra tandlægen tre gange er ikke nok. Der skal være flere risikofaktorer til stede,” forklarer Tine Vesterby Sørensen.

Det er altså ved at krydse kommunens allerede eksisterende data med de oplysninger om risikofaktorer, computeren er fodret med, at en liste over børnefamilier, hvor børnene er i risikozonen for at blive socialt udsatte, skal opstå.

Samkøringen af data skal sikre, at børn, der er i risikozonen for at blive socialt udsatte, ikke overses.

“I dag ser man indikatorerne enkeltvis og reagerer enkeltvis. Og det kan betyde, at den enkelte fagperson ikke reagerer, fordi den enkelte indikator i sig selv ikke er nok til at reagere,” siger Tine Vesterby Sørensen.

“Men det at vi samkører dataene og kan se, at her er der et barn, der både har udeblivelse fra tandpleje, forældrene er langtidsledige og en indikator mere, så giver det anledning til at tage kontakt til dem og se, om der er noget, man kan hjælpe dem med.”

Men selvom der ikke er tale om et pointsystem, så er der alligevel nogle forhold, der vægter højere end andre.

Bopæl som risikofaktor
De forhold, der vægter højest, er sundhedsdata, om der er misbrug i familien og data vedrørende beskæftigelse. Eller rettere manglen på beskæftigelse i familien.

“Det er det allermest vigtige,” lyder det fra Tine Vesterby Sørensen.

I kommunens frikommuneansøgning er der også lagt op til, at familiernes bopæl spiller en rolle.

Og selvom familiechefen pointerer, at kommunens frikommuneansøgning ikke har noget at gøre med regeringens ghettoudspil, så er en families bopæl også en risikofaktor, der sammen med andre risikofaktorer kan få computeren til at udpege en familie, der skal have besøg af kommunens tre-seks medarbejdere, som kommunen forventer at ansætte, hvis modellen bliver en realitet.

“Der er lavet undersøgelser, der viser, at alene din adresse har indflydelse på, hvordan du klarer dig. Derfor har vi adresser med. Og vi bliver bare nødt til at se i øjnene, at der bor flere børn, der har risiko for at blive udsatte, i udsatte boligområder, end der gør i villakvartererne. Det er et faktum, vi bliver nødt til at forholde os til,” siger Tine Vesterby Sørensen.

Kommunen har allerede kørt nogle prøveforsøg på modellen, hvor de kunne se, at der var børn, systemet kunne udpege, som ligger i risikozonen for at blive udsatte, som de ellers ikke ville have opdaget.

“Da vi lavede udtrækket, kunne vi se, at vi havde børn, der havde en relativt høj score statistisk set i forhold til at kunne risikere at blive opsporet af os, som vi ikke ville have fået øje på uden hjælp fra dataene,” siger Tine Vesterby Sørensen.

Og det er netop pointen med brugen af data, lyder det fra familiechefen. At kunne hjælpe børnene langt tidligere.

“Vi håber, effekten er, at der er en række børn, vi får fundet langt tidligere, så vi kan få nogle indsatser sat i værk, før de udvikler mistrivsel. Og så håber vi, at antallet af reelle underretninger og børn, der bliver så udsat, at de skal have en sag, vil falde,” siger Tine Vesterby Sørensen.

Afviser tale om masseovervågning
Familiechefen i Gladsaxe Kommune afviser dog, at der skulle være tale om masseovervågning.

“Vi kommer ikke til at overvåge alle eller gå og give folk point på alle mulige måder,” siger hun.

“Jeg forstår bekymringen for data- og retssikkerheden, og jeg anerkender dilemmaerne, men vi lever i et samfund, hvor data fylder mere og mere. Jeg ved, hvordan vi vil behandle dataene, så jeg er ikke så bekymret for det,” siger Tine Vesterby Sørensen.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) afviser ligeledes, at der er tale om masseovervågning.

”Jeg ønsker ikke en model, hvor alle danske børnefamilier bliver overvåget. Regeringen ønsker at give kommunerne endnu bedre mulighed for at finde og hjælpe de udsatte børn tidligere end i dag, for det gør en kæmpe forskel, at vi får sat tidligt ind,” meddeler hun i et skriftligt svar til Altinget.

I regeringens ghettoudspil er der lagt op til at give kommunerne bedre mulighed for dataunderstøttet opsporing af udsatte børn med inspiration fra Gladsaxe-modellen. Men den endelige udformning af, hvordan indholdet og teknikaliteterne i forslaget kommer til at se ud, vil ministeren ikke kommentere på endnu.

”Det er vigtigt med en politisk debat om mål og midler, og vi skal have fuld åbenhed om, hvordan vi bruger borgernes data. Når Folketingets behandling af databeskyttelsesloven er afsluttet, og vi kender lovens endelige udformning, vil jeg invitere Folketingets partier til en drøftelse af, hvordan modellen til brug for tidlig opsporing af udsatte børn skal udformes,” skriver Mai Mercado.

Lisbeth Zornig: Inddrag endnu flere data
Forfatter, tidligere formand for Børnerådet og stifter af Huset Zornig, Lisbeth Zornig Andersen, synes, at modellen med at samkøre data for at opspore udsatte børn er en god idé.

Hun så gerne, at en fremtidig model til at opspore udsatte børn også omfatter data fra politiets døgnrapporter og data fra psykiatrien.

“Hvis man skal lave rigtig god data, så skal man også have data fra politikredsene og regionerne med. For eksempel om forældrenes psykiske sårbarhed, og om de har været en del af hospitalspsykiatrien, for det fremgår ikke nødvendigvis af en socialsag,” siger Lisbeth Zornig Andersen.

Hun henviser til, at brugen af data bliver “ekstremt effektiv”, hvis man kan køre data sammen fra flere myndigheder.

“Hvis man ikke kan køre data sammen og udveksle, så ved den ene myndighed ikke, hvad den anden laver, og en parameter i sig selv er ikke altid bekymrende,” siger Lisbeth Zornig Andersen.

Socialrådgiverforeningen: Forkert brug af ressourcer
Selvom man hos Gladsaxe Kommune tror på, at dataopsporingen på længere sigt vil reducere antallet af børnesager, er Dansk Socialrådgiverforening lodret uenig.

Foreningen frygter, at man med en algoritme vil få en masse falske positive. Altså at algoritmen vil reagere i tilfælde, hvor der faktisk ikke er grund til bekymring fra kommunens side.

”Derfor er vi bange for, at vi ikke får hjulpet de rigtige, at vi kommer til at bruge ressourcerne forkert, og at vi vil gøre en masse familier bekymrede uden grund,” siger næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, Niels Christian Barkholt, til Altinget.

Niels Christian Barkholt er også bekymret for, at man risikerer at ødelægge den gode start på et forløb, hvis man kommer på besøg hos en familie på grund af et udslag i en algoritme.

”Hvis du kører ud til en familie og siger: ’Vi har set de her data, derfor er vi bekymrede for dit barn.’ Så er der stor sandsynlighed for, at borgeren vil opleve det som bigbrother-overvågning,” siger han og forklarer, at det vil kunne ødelægge den vigtige relation til forældrene.

Niels Christian Barkholt anerkender, at den tidligere indsats og opsparing skal styrkes, men han mener, at der skal andre midler i brug.

Han forklarer, at man med en styrket sundhedspleje vil kunne opspore nærmest alle, da man vil kunne aflægge besøg hos de familier, der ikke er i kontakt med sundhedsplejen. På samme måde vil han gerne have mere fokus på kontakt til de forældre, der fravælger daginstitutionerne.

"Det ville være en mere præcis måde at opspore børnene på,” siger han og afviser, at man vil kunne gøre algoritmen præcis med tiden.

”Det kræver et professionelt blik på barnet som det første, og det vil jeg nødigt overlade til en maskine, men det er muligt, at man kan skabe bedre algoritmer med tiden. Det vil dog ikke ændre på det faktum, at hvis borgerne ikke har tillid til det offentlige system, så bliver der ikke noget samarbejde,” siger Niels Christian Barkholt.

Er I bange for, at en eventuel algoritme vil kunne overtage nogle arbejdspladser?

”Nej, det er vi på ingen måde bange for. Forskning viser, at sådan hænger det ikke sammen, at man kan lave en algoritme, der vil kunne ramme præcist,” siger Niels Christian Barkholt.