Her er regeringens it-politiske ekspertråd – og grunden til, at DF har set sig sur på dem
EKSPERTVÆLDE: Lars Løkke Rasmussens regeringer har siden 2015 nedsat 16 ekspertgrupper på det it-politiske område. Det er alt for mange, kritiserer DF, som ser rådene som syltekrukker.
Klaus Ulrik Mortensen
JournalistHvor mange ekspertgrupper skal der til at rådgive en regering?
Alt for mange, hvis man spørger Dansk Folkeparti.
I foråret bad skatteordfører Dennis Flydtkjær således finansminister Kristian Jensen (V) om en komplet oversigt over samtlige råd og ekspertgrupper, der er nedsat for at rådgive regeringen.
Tal med din embedsmand
Nu er svaret så kommet. Og selv om Dennis Flydtkjær ikke har talt efter med lommeregneren, er han ikke i tvivl om, at summen af den 18 bilag lange oversigt er for stor.
Jeg forstår ikke, hvorfor politikerne ikke bare kan nøjes med at støtte sig til embedsværket. Eventuelt suppleret af de mange interessegrupper, som hele tiden kontakter os. Det er alligevel de samme eksperter, som udpeges til at sætte i de forskellige råd.
Dennis Flydtkjær
Skatteordfører, Dansk Folkeparti
“Grunden til, at jeg interesserer mig for det, er, at hver gang vi laver en politisk aftale om et givent emne, så foreslår regeringen, at der skal nedsættes et nyt ekspertråd. Det er begyndt at tage overhånd,” siger han.
Hvorfor er det et problem?
“Det er en nem måde at sparke ting til hjørne. Og så er de ekstremt mange nævn og råd med til at forsinke processen. Jeg forstår ikke, hvorfor politikerne ikke bare kan nøjes med at støtte sig til embedsværket. Eventuelt suppleret af de mange interessegrupper, som hele tiden kontakter os. Det er alligevel de samme eksperter, som udpeges til at sidde i de forskellige råd,” siger han.
Der er lagt til grund for finansministerens skriftlige svar, at rådet eller ekspertgruppen skal være politisk nedsat og enten rådgive, have rådgivet eller kunne rådgive den nuværende regering.
Kan ikke udpege overflødige råd
Altinget har trevlet bilagene igennem og samlet de 16 ekspertråd, der adresserer it-politiske spørgsmål. En liste, der tæller disruptionrådet og ekspertgruppen om dataetik, men også den strategiske alliance for register- og sundhedsdata.
“Jeg synes eksempelvis, at det lyder voldsomt, at der skal 16 råd til at rådgive regeringen på it-området,” siger Dennis Flydtkjær.
Hvilke råd synes du, er mest overflødige?
“Nu har jeg ikke fået set på dem endnu, så det er svært for mig at nævne et konkret råd. Men jeg vil meget gerne vende tilbage senere,” svarer han.
Her er de 16 råd fordelt på ministerierne:
Finansministeriet
Statens it-råd: Yder professionel rådgivning af statslige myndigheder om it-projekter og it-drift gennem risikovurderinger og review.
Advisoryboard for informationssikkerhed: Regeringen opretter som led i national strategi for cyber- og informationssikkerhed et advisoryboard med eksperter på området, som skal levere input til implementeringen og opfølgningen på strategien og dens initiativer. Advisoryboardet forventes oprettet i 2. halvår 2018.
Partnerskab om kompetenceopbygning på cyber- og informationssikkerhedsområdet: Regeringen har som led i national strategi for cyber- og informationssikkerhed inviteret alle relevante private og offentlige parter til at medvirke i et partnerskab om kompetenceopbygning på området. Partnerskabet forventes oprettet i 2. halvår 2018.
Erhvervsministeriet
Iværksætterpanelet: Regeringen nedsatte i april 2017 iværksætterpanelet, som fik til opgave at komme med anbefalinger til, hvordan det kan gøres lettere og mere attraktivt for iværksættere at starte ny virksomhed, og hvordan flere nye virksomheder kan tage de næste skridt og vokse sig store. Iværksætterpanelet er et uafhængigt panel, som løbende kommer med anbefalinger til regeringen.
Virksomhedsråd for it-sikkerhed: Virksomhedsrådet for it-sikkerhed kom med sine første anbefalinger til regeringen i marts 2017. Det indgår i Strategi for Danmarks digitale vækst, at Virksomhedsrådet for it-sikkerhed skal videreføres. Der er afsat økonomiske midler hertil for perioden 2018-2021. Virksomhedsrådet for it-sikkerhed skal komme med anbefalinger til regeringen om digital sikkerhed og ansvarlig datahåndtering inden for blandt andet følgende emner: viden om betydningen af god it-sikkerhed, adgang til og behov for sikkerhedskompetencer, fremme af indlejret it-sikkerhed i digitale løsninger og udvikling og implementering af et it-sikkerhedstjek.
Ekspertgruppe om dataetik: Ekspertgruppen om dataetik blev nedsat i marts 2018 med det formål, at der skal udarbejdes anbefalinger for ansvarlig og bæredygtig anvendelse af data i virksomheder. Ekspertgruppen afleverer dataetiske anbefalinger til disruptionrådet i september 2018.
Vækstteam for kreative erhverv: Vækstteamet skal i 2018 komme med anbefalinger til regeringen om at styrke vækstvilkårene og øge produktiviteten i de kreative erhverv.
Teknologipagtrådet: Teknologipagtrådet har til formål at sætte den strategiske retning for teknologipagten og rådgive regeringen om mulige tiltag i regi af pagten. Teknologipagtrådet skal desuden kommunikere om pagten og tage initiativ til at udvikle og udbrede projekter under teknologipagten. Rådets medlemmer er personligt udpegede uden tidsbegrænsning, men teknologipagten vil som konstruktion blive evalueret i 2021 med henblik på stillingtagen til eventuel videreførsel efter 2022.
Beskæftigelsesministeriet
Disruptionrådet: Rådet analyserer og drøfter en række relevante temaer, der skal sikre, at mulighederne i den teknologiske udvikling gribes bedst muligt og være med til at fastholde og udbygge et arbejdsmarked, som er kendetegnet ved dynamik og ordentlige forhold.
Uddannelses- og forskningsministeriet
Fagligt udvalg ifm. den bibliometriske forskningsindikator: Rådgiver styregruppen for den bibliometriske forskningsindikator om faglige forhold vedrørende indikatorens drift og udvikling.
Undervisningsministeriet
Rådgivningsgruppe for teknologi i undervisningen: Rådgivningsgruppen rådgiver undervisningsministeren i forhold til indhold og udførelse af en ny handlingsplan for digital læring.
Ekspertskrivegruppen for teknologiforståelse: Rådgiver undervisningsministeren og ministeriet i forhold til indhold og udførelse af forsøg med styrket teknologiforståelse i folkeskolens obligatoriske undervisning.
Sundhedsministeriet
Det Etiske Råd følger udviklingen og afgiver udtalelser eller redegørelser om almene og principielle etiske spørgsmål, som er knyttet til forskning i og anvendelse af bioteknologier inden for ét eller flere af følgende områder:
- Sundhedsområdet, herunder forplantningsteknologi, fosterdiagnostik, brug af befrugtede menneskelige æg, fosteranlæg og fostre samt genom-undersøgelser og aktiv dødshjælp.
- Natur- og miljøområdet, herunder hensyn til bevarelse af biologisk mangfoldighed og bæredygtig udvikling.
- Fødevareområdet, herunder spørgsmål om fødevareproduktion.
Rådet sørger for løbende at holde offentligheden orienteret om udviklingen og om sit arbejde og for, at de etiske spørgsmål gøres til genstand for debat i offentligheden. Rådet kan gøre brug af offentlige høringer, nedsætte arbejdsgrupper mm. til at udrede særlige spørgsmål.
Den nationale bestyrelse for sundheds-it: Bestyrelsen rådgiver sundhedsministeren om sundhedsvæsenets it-strategi og it-arkitektur samt nationale krav og standarder for sundheds-it.
Det rådgivende udvalg vedr. standarder og arkitektur: Udvalget rådgiver Sundhedsdatastyrelsen i forbindelse med fastsættelse af it-standarder og it-arkitektur på sundhedsområdet.
STARS – strategisk alliance for register og sundhedsdata: STARS rådgiver sundhedsministeren i relation til anvendelsen af registerdata og biologisk materiale til forskning, analyse og dokumentation på sundhedsområdet.