Hummelgaard afviser identitetskrise i S: Vi er ikke kun et parti for arbejderklassen

”Det er alt for tidligt – på baggrund af et par meningsmålinger – at tale om identitetskrise.”

Peter Hummelgaard afviser det ved døren. Meningsmålinger med pil nedad og flere af dem med en borgerlig regering, når det hele bliver talt sammen, har ellers genantændt et bål, man egentlig troede, var slukket. Nemlig debatten om Socialdemokratiets identitet og mål. Hvem man er, hvem man er til for, og hvordan man vinder næste valg.

Forfatteren Lars Olsen, der fra 2015 og frem til valgsejren i 2019 fungerede som en slags uofficiel chefideolog for Mette Frederiksen og hendes hold af unge, ideologiske socialdemokrater, advarer offentligt om, at partiet står til at miste regeringsmagten, fordi man ikke længere tydeligt står på arbejderklassens og købstædernes side, men er begyndt at tækkes den veluddannede storby-elite.

Over for ham har A4’s chefredaktør, Kristian Madsen, lige så offentligt advokeret for, at Socialdemokratiet ikke kan opgive vælgerne i universitetsbyerne og ikke kan sylte forbindelsen til de socialliberale midtervælgere.

Nu går Hummelgaard, der som beskæftigelsesminister selv hører til i regeringens indercirkel, for første gang ind i den diskussion. En debat, han helt grundlæggende ikke mener, ”tager afsæt i virkeligheden”.

”En hel del af den debat er præget af falske modsætninger,” som han siger.

Det er det, vi skal tale om. For spørgsmålet tårner sig op. Skal der allerede nu konkluderes på Mette Frederiksens regering, eller er det mere tid til at gøre foreløbig status?

Det, jeg vil angribe hårdt, er den indflydelse, Støjberg selv har haft på det de seneste 20 år. Udviklingen er primært sket under borgerligt ledede regeringer med kommunalreformen fra 2007 som den drivende kraft.

Hummelgaard mener selvfølgelig det sidste. Han går til valg på at fortsætte som ét-parti-regering, og han mener, at arbejdet for ham og Mette Frederiksen langt fra er gjort færdigt.

Men under det er der også vigtige indrømmelser. Måske er den kreative klasse ikke så slem som først antaget, og måske viser coronaen, krig i Ukraine og den galopperende inflation, at der alligevel var brug for EU som mere og andet end noget at brokke sig over og lægge afstand til.

”Vi er det sidste og eneste folkeparti,” som Hummelgaard udtrykker den socialdemokratiske selvopfattelse.

Man er balancernes, koalitionernes og korrektionernes parti. Der, hvor andre kræver, at man siger enten-eller og er for nogen og noget og imod alt andet, mener Hummelgaard, at Socialdemokratiet er både-og, og at partiet kan være meget for mange, selvom man ikke kan være det hele for alle. 

”Min påstand er, at vi stadig og som de eneste kan samle forskellige fløje under den samme ide.”

Problemet København

Altinget møder Hummelgaard på Amager Strand. Augustsolen bekæmper ihærdigt enhver fornemmelse af, at sommeren snart er slut. Alle er iført solbriller, badetøj og is. Hele #dkpol befinder sig i en intens stemning af valgkamp. Det mærker man intet til her.

Vi sidder her, fordi Amager Strand er mange ting på én gang. Det er her, Hummelgaard bor, og her, han er vokset op. Som et kvarter, der oprindeligt var et arbejderkvarter, men nu ikke længere kan genkendes som sådan, er det ifølge Hummelgaard også et sted, der udstiller Socialdemokratiets historiske paradoks: man forbedrer borgernes tilværelse og moderniserer samfundet med det resultat, at vælgerne finder nye partier.

Giv en arbejder en bolig med en friværdi, der tikker opad, og pludselig stemmer han borgerligt. Giv hans børn en universitetsgrad, og de stemmer radikalt eller på Enhedslisten.

”Det er det, der har været udfordringen for Socialdemokratiet siden Kampmann og Krag,” siger Hummelgaard.

”Hvis man i tidernes morgen bare havde været vælgerkynisk, så havde det givet mening, at folk bare var blevet ved med at bo i usle boliger og leve dårlige liv. Så kunne vi have bevaret 50 procent af stemmerne. Men det var ikke det, vi ville, og det er stadig ikke det, vi vil. Så man må leve med, at vi bliver ved med at presse på for positive forandringer, som så også gør, at folk kommer i ændrede livssituationer, hvor vi i perioder ikke er deres førstevalg,” siger Hummelgaard.

Med en armbevægelse trækker han ligesom et forhæng fra området langs strandparken.

”Sammenligner man det her område med dengang, jeg var barn. Altså, der var det jo virkelig ikke særligt attraktivt. Hele vejen ned langs stranden var der dårlig industri eller nedlagt industri, og Amager Strand var et utilgængeligt og rekreativt set ubrugeligt område. Da jeg var barn, legede vi i faldefærdige og forladte ruiner af syrefabrikken. I dag spilles der Ed Sheeran-koncerter samme sted. Nu er det en kæmpe fritidsoase for københavnerne, men med det indbyggede paradoks, at du også har fået det der,” siger Hummelgaard og peger på nogle høje, hvide ejendomme med dyre luksuslejligheder, der troner over stranden og udstiller for alle os hernede, hvor god udsigten er deroppe.

”Meget, meget dyre lejligheder, som også afspejler en tendens af befolkningsudskiftning i København og dermed en forandring i vores vælgerbase.”

Vores perception var dengang, at den kreative klasse ikke havde den forståelse, og at den var repræsenteret af Margrethe Vestager og hendes ”sådan er det jo”. 

Dermed bevæger vi os ind på ovennævnte debat om Socialdemokratiets identitet og formål og det storbyproblem, partiet har fået. Vi er i det København, hvor hans parti først blødte vælgere ved folketingsvalget i 2019 og så igen for et lille år siden ved kommunalvalget. Et mønster, der også gør sig gældende i Odense, Aarhus og Aalborg.

Det har af flere været udlagt som en konsekvens af Socialdemokratiets kurs under Mette Frederiksens ledelse, hvor udlændingepolitikken blev drejet skarpt til højre, mens fordelingspolitikken blev farvet rødere, og Kaare Dybvad Bek og Hummelgaard selv på vegne af arbejderklassen skældte ud på den kreative klasse.

Skal de videre ad den vej, sådan som Lars Olsen siger, eller skal der blødes op og storbyvælgerne omfavnes på ny, hvis ikke regeringsmagten skal glide partiet af hænde efter blot tre år med regeringsmagten?

”Den debat har vel været der siden 2015 (hvor Mette Frederiksen blev formand for S, red.), og den bliver ved med at være der i lang tid. Og det må den gerne. Jeg står bare det sted, at hele forudsætningen for, at du har en vælgermæssig kontrakt bag velfærdssamfundet, er, at de to klasser – arbejderklassen og den øvre middelklasse – er enige om, at velfærdssamfundet er det bedste. Det var de to klasser, der var med til at smede velfærdssamfundet i sin tid, og det er det, der skal gøre, at vi bliver ved med at have et.”

Hvorfor er er modsætningen mellem dem falsk?

”Jamen, tag klimapolitikken. For det første er det uomtvisteligt en af de største udfordringer ikke bare for Danmark, men for menneskeheden. Ja, Anni på Nørrebro, for hende er det vigtigste, at der er handling bag klimapolitikken, men det vigtigste for Anders i Esbjerg er, at han vedbliver med at have et velbetalt faglært job. Heldigvis er det sådan, at vores løsning på klimakrisen indbefatter titusindvis af jobs, blandt andet i Esbjerg, til folk, der ikke skal gå i blå kedeldragter, men i grønne kedeldragter i fremtiden. Det er i Produktionsdanmark, den grønne omstilling reelt sker. Så det spørgsmål, som Lars Olsen og Kristian Madsen har diskuteret, som noget, der skiller – det mener jeg ikke, det gør. Det er en falsk modsætning.”

Men det er jo ikke bare en debat mellem folk uden for partiet. Din ministerkollega Kaare Dybvad Bek skriver, at vi er ”nået til et punkt i danmarkshistorien, hvor vi ikke længere kan skræve over både de politiske ønsker fra den kreative klasse og den folkelige del af den røde blok, uden at bukserne sprækker.” Du siger, at det kan I godt. Hvordan hænger det sammen?

”Kaares citat – og mine egne fra den tid – er skrevet og sagt ud fra dyb frustration og afmagt over, at vi oplevede, at nogle af dem, der har de bedste livsforudsætninger med de længste uddannelser og den bedste økonomi, ikke havde den samme forståelse for, hvordan andre mennesker levede. Men vi er også nået til den erkendelse, at den forståelse faktisk er større. De første til at gå ud og bakke Arne op var Djøf. Vores perception var dengang, at den kreative klasse ikke havde den forståelse, og at den var repræsenteret af Margrethe Vestager og hendes ”sådan er det jo”. Og ja, vi gik til valg på, at det skulle være meget, meget tydeligt, at vi også er et parti for folk med lave lønninger og hårde job, som ikke har samme muligheder for livsudfoldelse som alle andre. Det var dem, der betalte regningen for finanskrisen via genopretningspakker med deres rettigheder og tryghed.”

Så I er også blevet klogere på den øvre middelklasse?

”Det er i hvert fald ikke min oplevelse, at vælgerne i storbyen ikke har den forståelse. Mange af dem kommer fra en familie, hvor de selv har en Arne eller en Anne, som har ret til tidlig pension. Rigtig mange i København – apropos befolkningsudskiftning – kommer jo selv fra provinsbyer og købstæder, og hver gang de kommer hjem på påske eller jul, ser de, hvordan udviklingen er. Men det kan godt være, at de har hørt os i vores afmagt og i vores opfattelse af, at der ikke var den forståelse, sige nogle ting meget, meget højt, fordi der var brug for en korrektion. Og at de så har sagt farvel til os. Men det, vi har opdaget de seneste tre år, er, at der er den forståelse.”

Lars Olsen frygter, at I vil være ”catch all parti” – et parti, der vil være noget for alle, men ender med ikke at være noget for nogen. Har han ikke ret i den pointe?

”Jeg mener ikke, at det er rigtigt, at vi kun skal være et parti for dem i provinsen. Vi er et folkeparti, som er og skal være i stand til at bygge bro mellem arbejderklassen og den øvre middelklasse og alle dem, der kan se sig selv i vores parti. Vi er ikke noget for alle. Vi er imod spekulanterne og profitjægerne. Dem, der har så snæver en liberalistisk verdensindstilling, at de ikke mener, at det vigtigt, at vores boliger er til at betale. Men vi skal være et parti både for dem i storbyen og dem i købstæderne.”

Hvad består den bro i? Hvad er det, de to klasser er fælles om?

”Det, der forener dem, er, at begge grupper ønsker tryghed og omsorg for børn og ældre og gode skoler og uddannelser gennem livet. Det er velfærdssamfundet, der er broen, og det er i øvrigt også der, man gerne skulle møde folk på tværs af de skel, du nævner. Til syvende og sidst er det den sociale kontrakt mellem de grupper, der har banet vejen for velfærdssamfundet. Og dermed også den samfundsmodel, der bedre end nogen anden formår at levere høj velstand, lighed, tryghed og frihed. Smuldrer broen og den sociale kontrakt, risikerer vi også forvitringen af den bedste samfundsmodel, som menneskeheden indtil videre har formået at bygge.”

Men hvad gør I med den følelse i provinsen af, at storbyen er stukket af, og man er efterladt på perronen?

”Vi forsøger at adressere problemerne. Folk, der bor i de store byer, skal også forstå, at man skal tage det alvorligt. Men den følelse, man sidder med i provinsen, kan man også have i storbyen. Det, at man ikke føler, at politiet er tæt på, finder man også på hele den sydøstlige side af Amager, hvor der bor rigtige mange mennesker. Efter vi har opført en af vores nærpolitistationer i Tårnby, er trygheden og tilliden steget med op til ti procent.”

”Følelsen derude er ikke bare en følelse. Det er en ægte erfaring. Og det er også derfor, Støjberg forsøger at basere sit projekt på den, og jeg vil ikke negligere det, hun forsøger at basere sit projekt på, men det, jeg vil angribe hårdt, er den indflydelse, Støjberg selv har haft på det de seneste 20 år. Udviklingen er primært sket under borgerligt ledede regeringer med kommunalreformen fra 2007 som den drivende kraft. Og Inger Støjberg har været med i det hele vejen igennem."

"Vi har haft tre år, hvor vi har åbnet nærpolitistationer, uddannelsestilbud uden for de store byer, lavet statsgaranteret realkreditlån helt ude i de tyndtbefolkede områder, hvor bankerne og realkreditinstitutterne ikke vil stille lån til rådighed. Og vi kommer til at gøre mange flere ting. Men det betyder omvendt ikke, at vi ikke har gjort en masse ting for dem, der bor i storbyerne, for det har vi også. Vi har besluttet at bygge tusindvis af nye almene boliger og foreslået et huslejeloft for lejere, der rammes af inflationen, bare for at nævne nogle eksempler.”

Verden ændrede sig, det gjorde vores syn på EU også

Da Hummelgaard sammen med resten af S-regeringen satte sig i regeringskontorerne på Slotsholmen, var det med et mantra om, at man ikke måtte miste fortællingen om sig selv. Man skulle ikke forsvinde ned i teknokratiet. Det var også noget af det, der lå bag ved Mette Frederiksens ønske om en stabschef, og at hun skulle lede mere fra Statsministeriet. Regeringen skulle bestemme over embedsværket og sagerne – ikke omvendt. Et mantra, der ikke mindst var født af erfaringerne fra 2011-2015, da socialdemokraterne senest var i regering.

Altså, det er jo lykkedes de borgerlige – minksag eller ej – at opbygge et meget stærkt narrativ om, at vi er magtfuldkomne. Jeg er kommet dertil, at jeg siger: jamen, så kald os det.

Spørgsmålet er, om ikke fortællingen om det arbejderistiske socialdemokrati alligevel er tonet ud.

Mette Frederiksen holdt en bemærkelsesværdig dyster og pessimistisk åbningstale i 2019, hvor hun talte om tab af tryghed og genkendelighed, om den truende globalisering og fremtiden, der måske ikke blev bedre end fortiden. To år senere stod hun i Messecenteret i Fredericia omgivet af den økonomiske, politiske og videnskabelige elite og talte om, at Danmark kunne så meget mere.

Da der skulle forhandles EU-budget i 2020, beskrev Mette Frederiksen det franske forslag om flere penge som ”gak-gak”, et år senere gentog hun den klassiske vending om, at Danmark hørte til i ”hjertet af Europa”.

Og man vandt blandt andet valget i 2019 med budskabet om, at man ville føre en mere klassisk socialdemokratisk fordelingspolitik, og at man med Henrik Sass Larsens ord ikke skulle være ”stakkelshadere” og fortsætte udbudsreformerne. Men alligevel blev dimittendsatsen strammet netop for at øget udbuddet af arbejdskraft.

Alligevel mener Hummelgaard ikke, at fortællingen er blevet udvisket eller skiftet ud.

”Det synes jeg faktisk ikke,” lyder det.

”Uanset hvad, der har ramt os, har det navigationspunkt, vi formulerede frem mod 2019, været vejledende. Om det har været corona eller inflationshåndteringen. At der skal være en balance mellem retfærdighed og ansvarlighed, så det ikke kun er dem med de smalleste skuldre, der skal bære de tungeste byrder, når kriserne rammer. Under corona skulle vi opfinde lønkompensation for første gang, og det var jo med den fortælling som ledestjerne. Altså, hvordan sørger vi for, at færrest muligt 'Arner' mister deres arbejde? Det viste sig også at være rigtig godt for virksomhederne, fordi de kunne komme hurtigt i gang efter pandemien. Det er jo derfor, Danmark ret beset klarer sig bedre end andre lande.”

Men hvad med skiftet i EU-politikken – fra gak-gak til at vi hører til i hjertet? Kan du ikke forstå, at nogle tænker, at I nu lyder som alle andre regeringer?

”Det helt nøgterne svar er, at det er udviklingen i verden omkring os, der gør det. At vi står med tre så store samfundskriser, som ellers kun opstår hvert tiende år, hvor det har været helt utvetydigt, at behovet for fælles politik og koordinering har været nødvendigt. Men vi mener stadig, at sådan noget som øremærket barsel ikke burde være EU's fælles opgave. Ligesom det heller ikke er EU's opgave at have en fælles fastsat mindsteløn.”

Begge ting er da blevet til noget?

”Ja, men ikke med vores velvilje. Men jeg kan godt forstå opfattelsen af, at vi har skiftet position, hvis man alene ser på de faldne ord og ikke på konteksten, det kan jeg godt.”

Et andet eksempel er jeres forhold til udbudsreformer. At dem var I imod inden valget og har gennemført dem efter alligevel. Er det ikke en selvmodsigelse?

”Jeg mener ikke, vi har sagt, at vi ikke igen ville lave arbejdsudbudsreformer. Det, vi har kritiseret og været fly forbandet over, var, at når man gjorde det, gjorde man det på en socialt skæv måde. Jeg synes, at vi er lykkedes med at gøre det på en socialt retfærdig måde. Tag dimittendsatsen: her bruger vi en væsentlig del af de penge, vi hentede på reformen, på at styrke sikkerhedsnettet for lønmodtagerne flest – også akademikerne. Arbejdsudbud er et vigtigt parameter, men det må aldrig blive den eneste målestok for reformsucces.”

På to år går I fra at tale om utryghed og et splittet land til at tale om, at Danmark kan mere. Det virker også som to modsatrettede fortællinger – er det ikke det?

”Danmark-kan-mere-projektet blev til oven på en fælles rus og optimisme over, hvor meget vi syntes, at hele Danmark havde klaret under coronakrisen. En så opløftet stemning over, hvor meget vi kan, når lokummet for alvor brænder. Den grundlæggende utryghed er ikke forsvundet, men vi synes, at vi er lykkes med at adressere det. Min pointe er, at jeg nægter at anerkende præmissen om, at enten er man pessimist og taler ind i utrygheden, eller også er man jubeloptimist. Det er vigtigt både at kunne anerkende pessimismen og fastholde optimismen.”

Mette Frederiksen HAR sagt undskyld for mink

Hvor meget har de vigende meningsmålinger med Mette Frederiksen og mink og tilbageholdte sms’er at gøre?

”Jeg ved det ikke. Altså, det er jo lykkedes de borgerlige – minksag eller ej – at opbygge et meget stærkt narrativ om, at vi er magtfuldkomne. Jeg er kommet dertil, at jeg siger: jamen, så kald os det. Alternativet havde jo været, at de havde kaldt os løftebrydere eller amatører eller magtesløse. Det dækker jo over, at det er lykkedes os at gennemføre meget af vores politik, selvom vi er en et-parti-regering. Det kan jeg godt forstå, er dybt provokerende for de borgerlige.”

Men hvis Mette Frederiksen efter Granskningskommissionens rapport tydeligt havde indrømmet egne fejl og sagt undskyld, havde det så ændret noget, i forhold til at vi skal til valg, og jeres målinger ligger lavere end valgresultatet?

”Det har jeg svært ved at se. For jeg synes, hun har sagt undskyld mange gange undervejs. Hun har sagt det, da hun besøgte minkavlerne selv og i alle mulige fjernsynsprogrammer.”

Men hun sagde det ikke, da der fra officielt hold kom en hård kritik af hende og embedsværket – burde hun ikke have sagt: nu står det sort på hvidt, og det er fra højeste instans, så nu siger jeg undskyld?

”Man kan diskutere fra nu af og til juleaften, om man skal sige det ene eller det andet. Jeg må være ærlig at sige, og der har jeg også et kynisk billede af, hvad vi har stået overfor: de kræfter, der har været interesseret i fra måned et af hendes statsminister-tid at opbygge det narrativ om magtfuldkommenhed, og i øvrigt har gjort det dygtigt, altså, havde det ikke været minksagen, havde det være noget andet.”

Men nu brugte de Radikale jo også det – jeres eget parlamentariske grundlag mener også, I er for magtfuldkomne. Det var det, der gjorde, at de krævede, at der skulle udskrives valg. Hvad tænker du om det?

”Så tænker jeg, at det er paradoksalt oven på et halvt år, hvor vi har givet dem meget substantiel indflydelse på nogle ting som for eksempel udenlandsk arbejdskraft, der helt åbenlyst ikke er groet i vores have."

Mette Frederiksen har et par gange nu rakt hånden ud til de borgerlige med ønsket om en midterregering. Er det dybtfølt fra jeres side: I vil gerne i regering med V eller K?

”For det første skal man huske, hvad hun præcis sagde: Vores førsteprioritet er at fortsætte som en et-parti-regering. Men hvis vælgerne sammensætter Folketinget på en måde, hvor det bedste for Danmark vil være en bredere koalition, så er vi åbne over for det. Men inden vi når dertil, skal vælgerne have lov til at dele sig efter anskuelser, og derfor er der heller ikke noget misforhold i, at vi kommer til at angribe de borgerlige partier meget kraftigt på den politik, de ønsker at føre. Men det betyder ikke, at vi afskriver et samarbejde, hvis vælgerne sammensætter Folketinget på en måde, hvor der ikke er andre muligheder. Som de borgerlige jo gør.”

Men kunne du godt være minister i en regering med en borgerlig statsminister?

”Alt det kommer fuldstændig an på, hvilken virkelighed man er i. Men hvis vi befinder os i en situation, et belgisk scenarie, hvor der ikke kan dannes en regering inden for blokkene, og vi er på fjerde måned og syvende dronningerunde, så skal man da ikke på forhånd have afskrevet en regering med nogle meget præcist formulerede opgaver, hvor jeg tror, inflationshåndteringen bliver et stort tema,” slutter Hummelgaard.

”Men det er da overhovedet ikke mit ønske.”