Lisbeth Knudsen: Nej, klassiske medier er ikke valgkampens tabere

Taberen af det kommende valg er allerede fundet.

Det er de klassiske publicistiske medier, skrev digital rådgiver Astrid Haug forleden her på Altinget Digital. De har mistet grebet om både deres politiske kilder og den brede befolkning, mente hun.

Tre argumenter skulle der være for det. At medierne nu kan blive modsagt på de sociale medier på enhver historie af kilderne. At danskerne er blevet mere mistænksomme, og at partier og organisationer i stor udstrækning nu laver deres egne mediekanaler.

Jeg tror, at det er en forkert konklusion. De klassiske medier vil fortsat være de politiske partiers og de politiske kandidaters primære ønskekanal under en valgkamp, og de politiske store udspil lanceres stadig fortrinsvis i de publicistiske medier.

Herfra ved partierne godt, at man sætter det største fodaftryk i forhold til spredningen også til konkurrerende publicistiske medier og de sociale medier, hvis man lykkes med at få søsat et initiativ med rette indhold og timing. 

En ny undersøgelse lavet for Siri-Kommissionen viser da også, at politikerne på Christiansborg selv foretrækker at bruge de klassiske medier som nyheds- og informationskilde – ja, faktisk allerhelst aviserne og deres digitale sider, men at de er nødt til at bruge de sociale medier til at komme ud med budskaberne til vælgerne, fordi det er svært for andet end toppolitikerne at komme til i de klassiske medier.

Danskerne har ikke mistet tilliden til de klassiske medier, og det har ikke svækket tilliden, at medierne kan blive modsagt på de sociale medier eller partikanalerne.

Lisbeth Knudsen
Tværgående chefredaktør, Altinget og Mandag Morgen

De klassiske medier har ikke mistet grebet om de politiske kilder. De foretrækker fortsat at være i de klassiske medier, hvis de bare kunne få plads. Undersøgelsen viser også, at befolkningen primært orienterer sig om nyheder og politiske holdninger samt om kandidaterne til folketingsvalget via tv og aviserne og deres hjemmesider. De sociale medier kommer langt ned på listen.

Et folketingsvalg og et valg til Europa-Parlamentet er de publicistiske mediers festlige højtid. Det er her, de ansvarlige medier viser deres værdi for demokratiet. Det er her, alle klassiske medier håndhæver en særlig politisk balance, der lader små partier komme mere til orde end ellers.

Det er her, DR og TV 2 rykker ud med krydsild-programmer, partilederdueller og de regionale og lokale tv- og radiokanaler åbner sluserne for, at de lokale kandidater kan komme til orde og udfordre hinanden. Det er her, aviserne udviser al mulig opfindsomhed på tryk og på nettet, for at meningerne om valgets kerneemner kan brydes.

Der er med garanti ingen af de professionelle medier, hvad enten de er lokale, regionale eller nationale, der ikke allerede for længst har været i gang med idémøder og kreative tiltag for at planlægge indsatsen i forhold til de to kommende valg.

Ikke så sjældent med en forlængelse af de traditionelle redaktionelle tiltag i form af fysiske debatarrangementer og møder med mediernes som arrangører.

Det kan ikke nok så mange fragmenterede budskaber på de sociale medier eller partiernes egne kanaler overhovedet konkurrere med. De er glimrende supplementer for den frie debat, og det er for det meste rigtig fint. Med partimedierne og folketingskandidaternes egne sider på de sociale medier, der ved man, hvem der er afsender og filter på debatterne. Men desværre ved man ikke, om deltagerne i debatterne er falske profiler, trolde eller politiske modstandere, der ligefrem er trænet til at infiltrere, miskreditere og chikanere mest muligt.

Godt halvdelen af danskerne tror faktisk generelt på de professionelle nyhedsmedier og synes, at de har en væsentlig betydning for demokratiet. Danskerne har ikke mistet tilliden til de klassiske medier, og det har ikke svækket tilliden, at medierne kan blive modsagt på de sociale medier eller partikanalerne.

Hvis man lige kigger på Megafons undersøgelse for DR's Medieforskning, så tror danskerne mest på tv og radio med henholdsvis 69 og 67 procent. Aviserne og deres digitale sider ligger på 47 og 44 procent. Tilliden til Facebook ligger på fem procent og til Twitter på to procent. Det er da bemærkelsesværdigt.