Lisbeth Knudsen: Opgrader it-ordføreren – det handler om fremtiden

Hvornår mon det går op for Folketingets partiledelser, at it-ordførerskabet er en af de vigtigste politiske kamppladser i fremtiden? Helt på linje eller højere rangeret end posterne som retsordfører, sundhedspolitisk ordfører, integrationsordfører og finansordfører.

Måske skulle det have et navn med mere appel til følelserne som fremtidsordfører? Tidligere uddannelses- og forskningsminister Søren Pind kaldte sig fremtidsminister, hvad der ikke var så tosset tænkt i stedet for den lidt mere gumpetunge titel.

Sagen er, som den franske præsident Macron har sagt det, at den teknologiske revolution i virkeligheden også er en politisk revolution. Det handler om, hvordan vi vil tilrettelægge vores fremtid, hvem der skal fastlægge rammerne og spillereglerne for brugen af de nye teknologier, og hvad vi vil bruge de teknologiske muligheder til, og om vi selv vil have førertrøjen på i de politiske valg, vi skal foretage, eller overlade det til andre.

Vores valg af kurs på det teknologiske område er ikke bare indenrigspolitik men også udenrigspolitik, for Europa synes klart at tage nogle andre valg end f.eks. USA, Kina og måske Afrika, når det gælder kontrollen med og anvendelsen af nye teknologier.

Vores valg af teknologisk kurs er højsensitiv for hele vores samfundsudvikling, og det er værdipolitik, så det vasker sig. Det er emner, der kommer til at afgøre balancen mellem, hvad samfundet må og ikke må i forhold til vores privatliv og personfølsomme oplysninger.

Eller sagt på en anden måde: den værdidiskussion kommer til at forme næste generation af menneskerettigheder i et digitalt samfund. Om de skal være efter liberale principper eller indeholder mere lovgivning, regler og kontrol.

Vi har brug for de bedste, mest indsigtsfulde og visionære politikere på opgaven med at arbejde med disse vigtige spørgsmål, og it-ordførerskabet er desværre ikke nødvendigvis det, der er mest kamp om.

Lisbeth Knudsen

Lige nu konkurrerer partierne - senest dokumenteret med afslutningsdebatten i denne uge - om at være de mest grønne og de stærkeste hardlinere, når det gælder indvandring og integration. Gid de også ville konkurrere om, hvordan vi skal indrette vores fremtidige liv med de nye teknologiske udfordringer.

Vi har brug for de bedste, mest indsigtsfulde og visionære politikere på opgaven med at arbejde med disse vigtige spørgsmål, og it-ordførerskabet er desværre ikke nødvendigvis det, der er mest kamp om. Men det burde det være. Ligesom kommunalpolitikere og regionsrådspolitikere burde være fuldkommne toptunede på de udfordringer, der venter. For de har i den grad også et ansvar for datapolitikken.

Lige nu foregår en alt for stor del af debatten om dataetik, data-videnskab og data-muligheder blandt eksperterne og de særligt engagerede nørder, mens virksomhederne og den offentlige sektor søger at navigere i junglen så godt som muligt.

Kun når en persondataforordning eller et lovforslag om oprettelse af et Nationalt Genom Center er på dagsordenen, så stiger temperaturen lidt på det her område i Folketinget. Ellers kører de fleste af debatterne om den teknologiske udvikling i råd, arbejdsgrupper og udvalg nedsat af regeringen, og mange politikere indrømmer i en stille stund, at de har lige så svært ved at følge med som folk i almindelighed.

Hvorfor kan vi nu ikke bare lade det køre der i de råd og arbejdsgrupper, og så må eksperterne finde ud af det? Fordi næsten alt, hvad vi gør som mennesker i dag bliver opsamlet som data, og den teknologiske udvikling påvirker alt i vores liv. Hvor vi bevæger os hen, hvad vi køber, hvem vi taler med, hvad vi arbejder med, hvad vores fritid går med, og hvad vi mener.

Data i dag skaber forandringerne i samfundet og udgør en magtfaktor. Data er det nye guld, som man siger, når de bliver forbundet og kombineret og brugt til at se mønstre og forudse handlinger.

Men data er også et farligt redskab i de forkerte hænder. Derfor er det politiske dilemma, at vi på den ene side skal udnytte alle mulighederne i at indsamle, forbinde og kombinere data og samtidig sikre den stærkest mulige beskyttelse af befolkningen mod misbrug og skabe tillid til, at udnyttelsen af mulighederne har en positiv side.

Listen er lang med talrige eksempler på både offentlige institutioner og private virksomheder, der i lille eller global skala ikke har formået at passe på vores data. Det er nemt at blive fascineret af mulighederne og glemme bagsiden af medaljen. Men den har vi set. Og mister vi først tilliden til, at teknologien vil give os noget positivt, så går rigtigt meget galt i vores samfundsudvikling.

Vi kan prøve at definere nogle principper og værdier for brugen af data. Vi kan etablere et Dataetisk Råd eller en tilsvarende institution, der på vores alles vegne kan gå foran i arbejdet med at bygge bro mellem eksperterne, politikerne og befolkningen gennem grundige debatter, ærlige dilemmaer og mulige løsninger.

Problemstillingerne handler ikke kun om personfølsomme oplysninger. De handler også om kunstig intelligens, intelligent automation, maskinlæring og mange andre elementer af den teknologiudvikling, som vi kigger ind i. Hvor sætter vi grænserne for, hvad de intelligente robotter eller computere skal kunne foretage på egen hånd? Det spørgsmål rammer alle områder fra sundhed til transport, forsvarssystemer og plejesektoren.

Selvfølgelig er Danmark ikke det eneste sted, hvor en debat om ”data governance” principper og databeskyttelse finder sted. F.eks. i Storbritannien har spørgsmålet om en etisk rammesætning for behandlingen af data været initieret af regeringen.

Her har man lagt vægt på som punkt ét at skabe troværdighed, tillid og åbenhed omkring brugen af data ved at fastlægge nogle overordnede principper på tværs.

Det handler om at starte enhver diskussion om opsamling, bearbejdning og samkøring af data med et meget skarpt krav til en beskrivelse af, hvad borgeren får ud af at levere sine data, og hvad samfundet får ud af det.

Dernæst at sørge for, at der bliver indsamlet mindst mulige data, som kan retfærdiggøres, i forhold til anvendelsen.

Derefter om at skabe robuste og transparente data-modeller, som er meget opmærksomme på borgernes reaktioner, tvivl og bekymringer, at være så åben som muligt om, hvad data bruges til, og endelig at sørge ordentligt for sikkerheden omkring befolkningens data.

Derudover drøfter man også i Storbritannien en særlig uafhængig institution til at sikre tillid og åbenhed omkring de etiske dilemmaer.

Et sted hvor man kan bygge bro og skabe debat mellem de forskellige interessenter i udviklingen – virksomhederne, den offentlige sektor og civilsamfundet samt borgerne. Et sted, hvor der kan sættes dagsordener til debat og følges op på implementeringen af forskellige tiltag. Et sted, der skaber langvarig legitimitet og tillid, og hvor udviklingen følges tæt. Et sted, hvor man kan samle internationale erfaringer og udfordringer i nye teknologier op og sætte dem til debat.

Lyder det som noget, der kunne være et Dataetisk Råd med eksperter, virksomheder, offentlige institutioner, borgere, debattører og kommunikatører? Ja, det gør det. Og det var præcis sådan en ny, uafhængig institution, der blev efterlyst forleden af et bredt flertal af deltagerne i Mandag Morgens og Altingets konference om Dataetik.

Hvad er det for overordnede principper, der bør gælde for dataetikken: Først og fremmest må det handle om at sætte mennesket først. At teknologien skal gavne menneskets udvikling og ikke omvendt. At teknologien skal tjene samfundet og ikke omvendt.

-------------------

Lisbeth Knudsen er ansvarshavende chefredaktør og direktør for Mandag Morgen samt formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun blandt andet nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en klumme i Altinget, som alene er udtryk for skribentens egne holdninger.