Regeringens store prestigeprojekt er pludselig blevet gangbesværet
Ældrereformen er Mette Frederiksens og SVM-regeringen signaturprojekt. Men efter en uge, hvor først Ældre Sagen og siden oppositionen har slået bak, er ældreminister Mette Kierkgaards planer om at lande en aftale udskudt.
Esben Schjørring
Politisk redaktørRasmus Dahl Løppenthin
JournalistÆldrereformen er ikke bare en reform blandt andre. Den er regeringens helt store prestigeprojekt og brohoved ind i et nyt paradigme for dansk velfærd.
Et paradigme, hvor bureaukrati, detaljerede dokumentationskrav og nidkær registrering ikke længere findes, og hvor borgernes høje krav til velfærdsservice kunne honoreres.
”Det er et opgør med new public management og 30 års overstyring af den nære velfærd, vi har set,” som statsminister Mette Frederiksen sagde, da hun sammen med resten af regeringsledelsen, Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen, samt ældreminister Mette Kierkgaard præsenterede ældrereformen på plejehjemmet Bertram Knudsens Have i Kolding.
Nu er reformen så også stødt på grund i forhandlingslokalet i et forløb, der udstiller svagheden både i SVM-konstellationen og i den arbejdsmetode, regeringen har gjort til sin.
Hastrup kaldte udspil “varm luft”
Offentligheden begyndte at ane uråd allerede i sidste uge, da direktør for Ældre Sagen i Avisen Danmark tildelte ældrereformen et skud for boven.
Ældre Sagen havde ellers været med i udviklingen af ældrereformen helt fra begyndelsen af for et par år siden, men nu slog Hastrup bak, fordi kravene til de såkaldte ”faste teams”, der skal sikre at ældre medborgere ikke konstant bliver mødt med nye ansigter i deres pleje, ikke var skarpe nok.
Og Hastrup følte sig heller ikke betrygget i, at de ekstra penge til ældreområdet også ville gå til ældre, når kommunerne fik hånd- og halsret ovre dem.
Oversat: alle regeringens ønsker om decentralisering og frisættelse skulle erstattes af centrale krav fra regeringen. Ellers ville reformen blive en ”omgang varm luft,” som Hastrup sagde.
Dermed havde Hastrup på vegne af Ældre Sagens henved en million medlemmer undsagt essentielle dele af indholdet og – lige så vigtigt – selve hensigten med ældrereformen, hvor Christiansborg skulle afhænde frihed og ansvar til kommunerne og ultimativt til det enkelte plejehjem, den enkelte medarbejder og den enkelte ældre.
Og han lagde en bombe under regeringens nye arbejdsmetode, hvor politikudviklingen starter ude hos aktørerne, der hvor implementeringen finder sted.
Nu kunne regeringen ikke lægge det samme pres på oppositionen for at tilslutte sig uden for mange nye krav med henvisning, aktørerne ude i virkeligheden stod samlet bag.
Dagene, hvor Ældre Sagen – sådan opfatter man det her – var krammebamse for SVM-regeringen var endegyldigt fortid.
Kierkgaard er helt ny på Christiansborg, og der er også dem, der ser det sådan, at oppositionen prøver at se, hvor langt og hvor meget de kan drive en nybegynder rundt i manegen.
Og så var ældrereformen sendt tilbage på Christiansborg.
Ny minister under pres
Her kunne man iagttage de øjeblikkelige konsekvenser. SFs ældreordfører Kirsten Norman Andersen og Danmarksdemokraternes ditto, Marlene Harpsøe, retweetede artiklen med Hastrups krasse kritik.
Og begge gjorde offentligt Hastrups krav til deres.
Det har sat ældreminister Mette Kierkgaard under pres. Og hvor hendes kvaliteter roses, hvad angår indhold og substans på ældrepolitikken, gælder det samme ikke, når det kommer til forhandlingsevnerne og spillet på Christiansborg. Flere trækker paralleller til Christina Egelunds forhandlinger om universitetsreformen, som også trak ud og trak ud.
Kierkgaard er helt ny på Christiansborg, og der er også dem, der ser det sådan, at oppositionen prøver at se, hvor langt og hvor meget de kan drive en nybegynder rundt i manegen.
Fra regeringskilder lyder det, at Hastrups krav ikke kan indfries. Der kommer hverken flere penge, eller stærkere centrale krav til udmøntningen af dem, og man vil ikke skærpe formuleringerne om de faste teams af frygt for at skabe et nyt rigidt system, som kommunerne alligevel ikke kan honorere.
Hvis ældrereformen skal vedtages bredt – for at bekræfte fortællingen om, at SVM-regeringen kunne forløse et helt særligt politisk potentiale, der ellers har været spærret inde bag blokpolitikkens gitter – skal Kierkgaard, sådan lyder vurderingen fra kilder i regeringen, finde pokaler til særligt SF, som ikke er nye penge.
Og lytter man til kilderne er der også et vist element af abespil i gang, hvor man skændes om, hvem der har ansvaret for, at man valgte at spille ud med hele den ekstra milliard-indsprøjtning, da man præsenterede ældrereformen i stedet for at gemme en reserve til forhandlingerne.
Omvendt er der også flere, der sætter spørgsmålstegn ved, om reformen behøver at være så bredt vedtaget. Både i V og S er der frustration over, at regeringen i sin iver efter genvinde popularitet lægger så meget vægt på brede aftaler.
Hvis SVM-regeringen skal fremstå som noget særligt i vælgernes øjne, så er klar kant og friktion ikke bare et uheldigt vilkår, men en fordel, lyder analysen.
Og især i V, hvor man opfatter det sådan, at ældrereformen indeholder vigtige sejre, som man ikke havde fået i en ren borgerlig regering, kan man spore en stigende utålmodighed.
Problemet for regeringen er, at det uanset hvad bliver svært at vinde kampen om fortællingen om ældrereformen.
Men netop Venstre gav ældreministeren et ekstra benspænd i denne uge, da Mads Fuglede skiftede til Danmarksdemokraterne og derved trak tæppet væk under regeringens indenrigspolitiske flertal
Hastrup har brækket hul i muren
I oppositionen har man trods politiske uenigheder allieret sig og stod blandt andet sammen i fælles front for at sikre flere tekniske gennemgange i starten af forhandlingsforløbet.
Der er også en fælles en analyse af, at det var besynderligt, at regeringen smed DF og Pia Kjærsgaard ud af forhandlingerne, uden hun fik lov at deltage i bare et enkelt bilateralt møde med Mette Kierkgaard.
DF røg ud sammen med Enhedslisten i noget, der lignede en operation, som skulle bekræfte vælgerne i Lars Løkke Rasmussens billede af dansk politik før midterregeringen, som gidseltaget af populistiske yderfløje. Og det blev gjort lige op til, at regeringen selv forventede, at reformen ville falde på plads med aftale rundt om “voksenbordet”.
Den fortælling er nu røget sig en tur.
I det hele taget har forhandlerne uden for regeringen hele vejen igennem været lidt forundret over et forløb, hvor man oplever, at ældreministeren er sat i en spændetrøje uden forhandlingsrum – bedst illustreret ved, at Sophie Løhde (V) og Kaare Dybvad (S) sidder med ved forhandlingsbordet.
Alligevel har alt i lang tid peget hen imod, at det blev en bred aftale. Men Bjarne Hastrups skarpe kritik har brækket hul i muren til forhandlingslokalet. Det er blevet langt mindre attraktivt for partierne uden for regeringen at nikke til aftalen, de har fået en nem vej ud.
Omvendt er prisen samtidig steget, hvis de skal blive.
Det kan man også se på ordførernes retorik. Liberal Alliances ældreordfører, Pernille Vermund, kunne godt finde huller i osten, da hun talte med Altinget om ældre-udspillet i starten af marts. Men hun slog hele tiden på, at "det var et skridt i den rigtige retning".
Nu mener hun, at regeringen er på vej til at "snyde folk", fordi man ikke stiller skarpe nok krav til kommunerne.
"Man må ikke gå ud og bilde folk ind, at de får en bedre ældrepleje, og så viser det sig, når man dykker ned i teksten, at det bare er en mulighed og ikke noget, man rent faktisk kan garantere borgerne. Det går ikke," sagde Pernille Vermund til Altinget tidligere på ugen.
SF har brugt pausen i forhandlingerne på at holde møde med Ældre Sagen, som netop har kritiseret de aftaleskitser, der har været på forhandlingsbordet.
"Særdeles konstruktivt møde," skrev vicedirektør Michael Theit på X flankeret af et billede med blandt andet Bjarne Hastrup og Pia Olsen Dyhr.
"Tak for et fantastisk møde," svarede SF-formanden på X.
Men beskeden var formentlig også adresseret til regeringen.
Bliver svært at vinde kampen om fortællingen
Håbet var som nævnt, at ældrereformen var blevet præsenteret i denne uge, og at danskerne var gået på påskeferie med endnu et eksempel på SVM-regeringens handlekraft.
Sådan bliver det ikke. Kierkgaard skal tilbage til regeringsledelsen og få fastlagt sit manøvrerum på ny. Det er et spørgsmål, der med det samme er strategisk. Skal man gå efter de brede forlig for at genskabe vælgernes tillid, eller skal man udvælge sig en mindre aftalekreds og forsøge at vinde den offentlige debat om ældrereformen?
Problemet for regeringen er, at det uanset hvad bliver svært at vinde kampen om fortællingen om ældrereformen.
For fastholder SVM kursen fra udspillet, hvor man flere steder undlader at stille konkrete krav til kommunerne, får man Ældre Sagen på nakken og svært ved at tiltrække specielt mange partier uden for regeringen.
Men hvis regeringen omvendt ender med at lave en aftale med nye rettigheder og benspænd til kommunerne, kan man vanskeligt påstå, at reformen blev det lovede opgør med 30 års overstyring af ældreplejen.
Det løfte blev givet for at demonstrere fletalsregeringens styrke. Nu er flertallet væk.
Og dermed kan forløbet i stedet ende med at udstille SVM-regeringens svaghed.